Chefredaktørens leder: Pasta og pølser – igen!

Siden min ældste søn var helt lille, har han været med i køkkenet. Fra han kunne sidde med fødderne i håndvasken til i dag, hvor han lystigt ælter dej og skærer peberfrugter over med sin børnekniv.

Det er et rod, ja, og det er møgbesværligt, men jeg kan også med slet skjult stolthed konstatere, at han trods sine tre år faktisk (på gode dage) kan være en hjælp, når han dækker bord og vasker broccolien.

Og hvis ikke, er det værd at tage med, at han er underholdt, under opsyn og pavestolt over sin deltagelse, mens jeg står for madlavningen.

Jeg har også altid haft en tyrkertro på, at hvis bare børnene er med i processen omkring madlavningen, så spiser de pænt og uden dikkedarer, men hold nu op, hvor er jeg blevet klogere …

I dag ser en typisk aften sådan ud for os: Børnene er sultne, når de kommer hjem fra institution og får en (sund, bevares!) snack. Jeg eller min mand går i gang med madlavningen – ofte med en hjælper på tre og en spradebasse på et år kravlende rundt mellem benene (med fare for at falde over plastikbøtter og tallerkener, han har hevet op af sin egen skuffe).

Så skal der hygges om bordet … i sådan cirka ti minutter, før den store vil ned igen og lege videre. Vi forsøger os gerne med ‘hvor ser det godt ud, har du været med til at lave det?’ og ‘sikke dog nogle lækre kyllingelår – det er ligesom dem, Hr. Skæg spiser’.

Men ofte bliver måltidet for den store kort og indholdet langt fra fødevaremyndighedernes anbefalinger, hvad angår variation – enten kun gulerødder, kun pasta eller kun pølse. Han har svært ved at holde koncentrationen ved bordet, men jeg ved, at det ender med en sulten dreng, der bliver spist af med havregryn, inden han skal i seng, hvis ikke han får noget i skrutten.

Madglæde med på vejen

Derfor ender vi alt for tit med enten tomme trusler om, at ‘køkkenet lukker’, eller vi prøver at lokke med dessert og slik, hvis han bare spiser en ekstra frikadelle. Det er no go, jeg ved det, men som forældre vælger man ofte den løsning, der virker.

Måske kan du genkende det fra dit eget liv med børn? Man har de bedste intentioner, og selv om man prøver, kommer man aldrig helt i mål.

Jeg er glad for, at mine børn ofte er med i køkkenet, selv om det er besværligt, for jeg tror på, at de får en masse madglæde med på vejen. Men jeg vil give meget for at knække koden ved selve måltidet, så det bliver hyggeligt, mindre kaotisk og den store rent faktisk spiser, hvad der bliver serveret.

Jeg har dog stadig min tro på, at vi er på rette vej hjemme hos os – ikke mindst ved at insistere på at have børnene med i køkkenet, kaos eller ej. Og jeg er blevet klogere på, at det faktisk lønner sig i form af mere nysgerrige og mindre kræsne børn.

Jeg har desuden fået gode ideer til, hvordan vi kan få større madglæde ind i vores hjem – blandt andet ved at lege med maden. Jeg er vild med ideen om at lave en flad leverpostejmad om til en blomsterbuket. Det er da til at overskue! Jeg er også ret sikker på, det går rent ind hos den treårige.

Og den lille på et … Ja, han spiser stadig, hvad der bliver serveret med største fornøjelse og ud fra devisen: en tredjedel i munden, en  tredjedel på gulvet og en tredjedel godt mast mellem hænderne.