Babys søvn: 5 klassiske søvnproblemer - og bud på løsninger
Hvis dit barn nat efter nat hiver dig ud af sengen, bliver du langsomt, men sikkert kørt i sænk – det er ikke for sjov, at manglen på søvn er et kendt torturmiddel. Med god viden om dit barns søvn og nogle få, men sikre kneb, kan du dog måske få mere kontrol over natten.
Denne artikel er oprindeligt bragt d. 13. november 2011. Efter aftale med dr.med og søvnspecialist Søren Berg og netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.
Se det i øjnene: Når du først er blevet mor, får du ikke din uforstyrrede søvn tilbage før om mange år. I den første tid bliver din søvn forstyrret, fordi baby har brug for mad, og herefter vil der med jævne mellemrum komme nætter, hvor dit barn vækker dig, fordi han er ved at få en tand, er syg, har haft mareridt eller ligger med en kold tisseble.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Det er, hvad du må forvente, og det er ikke værre, end at du kan indhente noget af den tabte søvn med en middagslur i weekenden. Men hvis du hver nat igennem adskillige måneder bliver frarøvet din søvn, er sagen en anden. Det er nemlig umenneskeligt.
LÆS OGSÅ: Søvnbehov: Så meget skal dit barn sove
Børns søvn er forskellig
Hvis du i månedsvis har slæbt dig gennem dagen helt mast oven på nattens tumult, er det tid til at sætte ind med nye metoder. Der findes, ikke overraskende, ingen mirakelkur, som får dit lille pus til at sove lydløst natten lang, for børn er forskellige og har forskellige sovevaner. Men der findes en række gode ingredienser, du kan prøve dig frem med, og som kan hjælpe jer til at få en mere tålelig natterytme.
Søvn med lette opvågninger
Det er rent lotterispil, om du bliver mor til en blid skat med et pålideligt sovehjerte eller en krudtbasse, som har svært ved at falde i søvn og vågner gentagne gange i løbet af natten. Især hvis du hører til de sidste, er der nogle ting om små børns søvn, som kan være nyttige at vide:
I begyndelsen af dit barns liv vil du blive vækket nat efter nat, fordi baby er sulten – og så er det bare at komme ud af fjerene. Spædbørns søvn er styret af behovet for mad, så når din nyfødte vågner, skyldes det ene og alene sult. Barnet har hverken søvnrytme eller fornemmelse for nat og dag.
Når baby bliver et par måneder gammel, begynder han at udvikle en søvnrytme og skelne mellem lys og mørke, men vil stadig vågne om natten – fire til seks gange – indtil han er omkring et år.
LÆS OGSÅ: 13 ting jeg har prøvet for at få mit barn til at sove
Forstå babys søvn
Opvågningerne opstår, fordi babys søvn er inddelt i cyklusser, og når den lille går ud af én søvncyklus og ind i en anden, vågner han. Fra tomånedersalderen holder opvågningerne altså gradvis op med at handle om mad.
- Der er tale om lette opvågninger, og nogle børn falder hurtigt i søvn af sig selv igen, mens andre kalder på dig og beder om hjælp til at finde søvnen, forklarer søvnspecialist Søren Berg.
Faste søvnritualer
Det er altså, hvis du er mor til en pusling, som ikke har så nemt ved at fange søvnen igen selv, at du kan opleve de bumlede nætter. Så bliver du kaldt på, fordi dit barn vil have hjælp.
- Du kan ikke fjerne dit barns opvågninger, men du kan hjælpe barnet til selv at kunne falde i søvn igen, siger Søren Berg og forklarer, at din bedste mulighed for at træne selvstændig isøvnfaldning er, når du putter banditten om aftenen.
- Du skal lægge dit barn døsende, ikke sovende i seng. På den måde lærer det selv at finde søvnen, fastslår Søren Berg.
LÆS OGSÅ: Kæmpeguide: Det må din baby spise
Du skal ikke være sovemaskine
Hvis du vænner barnet til at falde i søvn ved brystet, på armen eller med din hånd i sin, vil han nemlig mangle brystet, armen eller hånden, når han har sine naturlige opvågninger om natten. Han vil mangle sin sovemaskine – dig, som Søren Berg formulerer det.
Fra omkring seksmånedersalderen anbefaler han derfor, at du begynder at etablere faste sengetider og putteritualer – måske en skål grød, et varmt bad, en sang og så godnat, hvorefter dit barn selv falder i søvn. Om sengetiden skal være klokken 19 eller 21, afhænger af, hvilket barn du er mor til.
Lær at spotte træthed
Læg mærke til, hvilke signaler baby sender som tegn på, at han trænger til at blive lagt. Bliver han urolig eller stille og sløv? Klør han sig i øjnene? Måske i håret? Gaber han eller laver suttebevægelser?
Du må prøve dig frem, og dit barns reaktion viser dig, om du har ramt rigtigt: Hvis han ikke er træt nok, vil han kæmpe for ikke at blive lagt i seng.
Er han parat til at overgive sig til søvnen, vil han lægge sig til at sove uden så meget postyr. Det gælder om at finde sengetiden for netop dit barn.
Gå tidligt i seng og få søvn nok
Når den lille trold er omkring et halvt år, vil han begynde at sove dyb søvn om natten, og den dybe søvn er ekstremt dyb hos børn. For børn mellem et halvt og et helt år udgør den dybe søvn cirka halvdelen af natten, og det er her, du kan svinge en støvsuger under tremmesengen, uden at den lille vågner af det.
- Senere på natten bliver de fleste børn mere følsomme over for lyde og påvirkninger, siger Søren Berg.
Her kan du opleve, at dit barn vågner, blot fordi du går ud for at tisse. Det er også typisk senere på natten, at den lille begynder at kalde mange gange på dig, hvis han ikke er en ‘selvtrøster’, det vil sige et af de børn, der hurtigt falder i søvn af sig selv, hvis et snork eller et smask fra dobbeltsengen vækker det.
Som søvnberøvet mor er du derfor sikret den bedst mulige sammenhængende søvn, i de første timer efter at den lille røver er lagt. Hop tidligt til køjs, så længe natteroderiet står på.
LÆS OGSÅ: 13 råd: Sådan får du mere søvn, mor
Udeluk sygdom
Hvis dit barn hiver dig ud af sengen mange gange, så overvej altid først, om det skyldes, at barnet er syg. Har han feber? Ondt i ørerne? Forstoppelse? Tænder på vej? Allergi? Når det er udelukket, kan du begynde at overveje andre årsager.
- Hvis din baby vågner meget op under sine naturlige opvågninger, skyldes det ofte, at barnet har behov for tryghed, at det bliver forstyrret af dig, eller at det er ved at tage et hop i sin udvikling, forklarer Søren Berg.
Hvis din baby er yngre end et halvt år, savner han måske de velkendte lyde fra dit hjerte og dit åndedrag eller anden ‘tryg støj’ som fars stemme eller kattens miav, som er fraværende om natten – især hvis han ligger i sin egen seng.
Handler om tryghed
Hvis dit barns behov handler om tryghed, kan det derfor hjælpe at komme over i jeres seng, eller at du fjerner den ene side af tremmesengen og stiller den klos op af din seng.
Hvis junior vågner igen og igen for at blive aet eller mærke din hånd på kroppen, så prøv, om du kan mætte ham med nærvær i dagtimerne, det vil sige lade ham sidde på skødet og ligge i dine arme så meget som muligt.
Det kan også være, at han vågner på grund af følsomhed over for lyde. Hvis det er tilfældet, og han sover i din seng, kan han få mere ro af at sove i egen seng eller – når han bliver omkring seks måneder – i eget værelse.
Bevægelse er godt for dit barns søvn
Når tumlingen er mellem seks og 15 måneder, kan natlige opvågninger stadig handle om tryghed. Måske har dit barn et behov for at mærke, at du er der, fordi han er startet i dagpleje eller vuggestue.
Det kan også være drømme og mareridt, der vækker ham. Drømmene hænger ofte sammen med, at der sker noget nyt i barnets hverdag. Måske sker der for meget nyt? For mange besøg i hjemmet? For mange ture ud i verden? En ny hund? Skænderier mellem dig og far?
I 15-måneders-alderen begynder krudtuglen at bevæge sig en masse. Kravle, gå og løbe. Så bliver den bedste vej til rolige nætter, at du sørger for, at den lille bliver fysisk træt om dagen.
Lad barnet gå selv i stedet for at blive båret hen til cyklen eller bilen eller op ad trapperne, og sørg i det hele taget for, at han får brugt sin motorik. Og træn så hele tiden sideløbende på, at dit barn lærer at falde i søvn i seng selv uden hjælp fra dig.
Hen imod dit barns treårsfødselsdag bliver opvågningerne færre og færre for til sidst at forsvinde helt.
Her er 5 klassiske søvnproblemer og bud på løsninger - ifølge sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen
1. Baby vil ammes mange gange om natten
Natamning er vigtigt. Om natten producerer du mere af det mælkestimulerende hormon Prolaktin, og natamning har derfor betydning for din evne til at danne mælk og sikre, at du producerer mælk nok til dit barn. Derfor er det helt naturligt og også vigtigt, at du ammer dit lille barn om natten.
Prøv at vænne dit barn til gradvist at falde i søvn uden brystet i munden og uden at skulle sove i din favn. Det er naturligt, at mælk indgår som en fast del af dit barn putteritual, men det vil være godt, hvis dit barn når at registrere, at det flyttes fra din favn og ned i f.eks. seng eller barnevogn. Hvis dit barn forbinder sin seng med stedet, hvor det sover, så vil barnet have lettere ved at sove videre i egen seng om natten.
Det er en forudsætning for at kunne undvære bryst om natten, at barnet både spiser og drikker tilstrækkeligt i løbet af dagen og aftenen. I takt med at dit bliver ældre og begynder at spise skemad og drikke vand af kop, så vil amningerne naturligt trappes gradvist ud. Ofte er det amningen midt nat, som forsvinder først, men dit barn har stadig brug for mælk sen aften og tidlig morgen. Et 6-7 måneders barn, der sover 5-6 timer uden mælk om natten f.eks. fra kl. 23.30 til 05, siger man sover igennem.
LÆS OGSÅ: Hvor længe er det bedst at amme?
2. Mit barn klynker mange gange
Det lille barn drømmer rigtig meget, og alt hvad barnet oplever bliver bearbejdet via drømme. Det betyder, at små børn kan have mange forskellige lyde og sove meget uroligt om natten – fordi de drømmer.
Prøv at vurdere dit barns klynken. Nogle gange har dit barn måske brug for dine hænder, brug for at mærke, at du er der, brug for din nærhed og tryghed. Andre gange har dit barn måske brug for hjælp til stillingskift, brug for at blive lagt rigtigt i sengen, brug for at få dynen på, som barnet har sparket af. Og atter andre gange har dit barn måske brug for, at du lige trækker tiden lidt, før du hjælper – netop fordi der ofte er tale om drømme, og barnet får mulighed for at komme videre i søvnen på egen hånd.
3. Mit barn vågner og er frisk midt om natten
En del børn har en periode – ofte omkring 7-måneders alderen, men det kan også ske både tidligere og senere - hvor de pludselig begynder at vågne om natten. Barnet er ikke ked af det, men ligger og pludrer og lyder faktisk til at hygge sig om natten. Det virker næsten som om, at barnet udnytter de mørke og stille nattetimer til at øve sin stemme. Det er en naturlig del af den store udvikling, som dit barn går igennem, og ofte er der tale om en periode på få dage eller ganske få uger, og derefter begynder barnet at sove om natten igen.
Dit barn kan dog også vågne og være frisk om natten, fordi barnets søvnrytme om dagen påvirker nattens forløb. Er dit barn f.eks. mere end 1 år gammel, så vil søvn der ligger efter kl. 16 ofte ”æde” af nattesøvnen, og det betyder, at hvis dit barn tager en powernap på vej hjem fra dagpleje eller institution, så kan denne lille lur være forklaringen på, at dit barn vågner om natten. Nogle gange skyldes det, at man har været for hurtig til at fjerne formiddagsluren, så barnet kun får én lur dagligt – og derfor sover en ekstra lur om eftermiddagen. Er det tilfældet hos jer, så er det bedre, at I tilbyder jeres barn to lure, som ligger formiddag og til middag.
LÆS OGSÅ: Op klokken 5 – få dit barn til at sove længere
Søvn
-
Kronik: Nej, børn er ikke blevet dårligere til at sove
-
Søvn: Sådan gør du, når det tager to timer at putte
-
Søvnbehov: Så meget skal dit barn sove
-
Hvad er night terror? Og hvordan hjælper du bedst dit barn?
-
Kære mor og far, sådan takler I jeres søvnunderskud
-
Op klokken 5: Sådan hjælper du dit barn til at sove længere
-
Babys søvn: 5 klassiske søvnproblemer - og bud på løsninger
-
Samsovning: Er det en god idé?
-
Derfor vågner din 2-årige stadig om natten
-
Hektisk hverdag: Sådan hjælper du dit barn med at finde ro
-
Gode råd til en rolig puttetid
-
Derfor er faste sengetider vigtigt for dit barn
-
Kaos ved puttetid? Sådan hjælper du kærligt dit barn med at falde i søvn
-
Fra tremmeseng til juniorseng: Sådan bliver det en god overgang
-
13 ting, jeg har prøvet for at få mit barn til at sove
-
13 råd: Sådan får du mere søvn, mor
4. Mit barn vågner og er ulykkelig
Børn, der vågner op og græder, er ulykkelige om natten, skal trøstes, beroliges og betrygges. Det er derfor vigtigt, at du reagerer, når dit barn græder. Nogle gange har dit barn brug for at komme op i din favn, brug for at føle sig holdt, vugget lidt og føle sig omsluttet, og når barnet så er faldet til ro, så kan du putte dit barn tilbage i seng igen. Andre gange er det tilstrækkeligt at lægge beroligende hænder på dit barn, imens det ligger i sin seng, sige beroligende ord, putte barnet med en putteklud eller lignende og på den måde trøste barnet og hjælpe barnet videre i søvnen.
Hvis dit barn græder meget om natten, så vil det være relevant at overveje, om dit barn kan have smerter, måske er der sygdom på vej. Det kan smerter fra ørerne, tandfrembrud, maveproblemer, urinvejsinfektion eller lignende. Ligesom forkølede børn også kan vågne, fordi de har svært ved at trække vejret, når næsen klotter til.
5. Mit barn bliver vækket af den mindste lyd
Vær opmærksom på, hvor stille du er, når du putter dit barn. Det er helt naturligt, at der skal geares ned og skabes ro omkring puttetid, men det er vigtigt, at du ikke ”slukker for alle lyde”. Nogle forældre sætter telefonen på lydløs, skruer ned for tv´et, lukker hunden ud i gangen og er meget opmærksomme på, hvor de sætter fødderne på gulvbrædderne eller trappen, fordi de ved, at gulvet knirker… Prøv at vænne dit barn til, at der er naturlige lyde i hverdagen, - det kan også være med til at gøre dit barn tryg, at det netop kan høre mor og far, når det skal sove.
Læg også mærke til, om det er på særlige tidspunkter, at dit barn altid vågner. Hvis I sover i samme rum, vågner dit barn måske, når du går i seng. Her kan det nogle gange være en løsning at ændre på din egen sengetid. Andre gange kan du overveje, om det måske er tid til, at I begynder at sove på hvert jeres værelse, hvis I har mulighed for det. Natlige lyde kan være beroligende og trygge, men nogle gange vækker vi hinanden med vores natlige lyde.