Filosofiske samtaler med børn styrker kreativitet, sprog og tænkning

De fleste børn er i perioder optagede af filosofiske og eksistentielle spørgsmål i livet, og det kan godt være udfordrende for voksne at hive et svar ud af ærmet, når ungerne kommer og vil snakke om døden, om Gud, om uendelighed eller andre store emner.

Jeg elsker selv, når mine børn bringer “store tanker” ind i vores samtaler, og det skyldes måske nok min pædagogisk, filosofiske baggrund og min generelle interesse for de eksistentielle menneskelige forhold.

Filosofiske samtaler handler ikke nødvendigvis om “svære” emner som fx døden, men om abstrakte begreber i det hele taget. Det kan være om venskab, om lykke, om frihed, om ondskab – hvad som helst i den abstrakte afdeling.

Hvorfor er filosofiske samtaler ofte svære for voksne?

Filosofiske samtaler kræver tid

Hvordan taler man filosofisk med børn?

Du kan sagtens filosofere med børn uden at kende til Platon eller Kierkegaard. Børn har også rigtig meget at byde på, synes jeg.

Der er ikke nogen bestemt teknik eller metode, jeg vil anbefale, at man følger, når man vil filosofere sammen med børn. Hjemme i familien må samtalerne efter min vurdering ikke blive for konstruerede eller for kunstige. De skal komme naturligt og ofte handler det om at gribe noget af det, børnene selv bringer op. Det kan være deciderede spørgsmål de stiller, men det kan også være udsagn (som mit eget eksempel), hvor der er noget abstrakt at gribe fat i.

Nøglerne til at bringe det filosofiske ind i samtalen er åbenhed og underen.

Samtalerne udfolder sig ved, at man bliver ved med at stille spørgsmål. Jeg giver endnu et eksempel fra en samtale med mine egne børn, hvor vi snakkede om glæde omkring juletid.

Storebror: “Glæde er, når man får noget, man bliver glad for?”

Mig: “Så glæde handler om at få?”

Storebror: “Nej, andre kan også være glade, hvis man giver dem noget…”.

Mig: “Ok, så glæde handler om at få og om at give?”.

Storebror: “Man kan også være glad, hvis man prøver noget nyt, som man ikke troede, man turde…”.

Mig: “Hvor sidder glæden egentlig?”

Lillebror: “Den sidder da i maven!”

Storebror: “Nej, den sidder også i hovedet, for man kan også glæde sig til jul eller noget andet, man tænker på…”

På den måde kan man snakke og spørge sig ned i forskellige begreber og få indsigt i, hvordan barnet tænker.

Tanker og sprog hænger sammen og udvikler hinanden rigtig godt i filosofiske samtaler. Børn befinder sig i høj grad i en afklaringsproces, hvor sproglige begreber skal finde deres rette plads, og på mange måder er det det samme med tankerne. Det er en proces, der aldrig stopper, men som er særlig intens for børn, der jo ikke har den samme erfaring at trække på som voksne. 

Efter min mening er det dog virkelig vigtigt, at samtalen ikke forceres. Den er nødt til at være naturlig, og så snart barnet mister interessen eller bliver optaget af noget andet, må man acceptere, at samtalen er slut.