Børnesikring og førstehjælp

Forebyg hverdagens ulykker

Det er svært at undgå at ens små poder kommer til skade enten derhjemme, i sommerhuset eller på ferien. Heldigvis kan du selv gøre en del for at undgå mange af de små uheld. Få de gode tips her.

Faktaboks

I 2014 kom 39.000 danske børn på skadestuen på grund af ulykker i hjemmet. Tallet er let faldende for perioden 2002-2014.

HVOR SKER ULYKKERNE?

36% af ulykker sker i stue og soverum, 6% i køkkenet og 4% på indendørs trapper. 19% af ulykkerne sker udendørs, heraf 10% i haven og 9% på legepladser i boligområdet, indkørsler, garager mv.

HVAD SKER DER?

51% af ulykkerne sker pga. fald. Oftest (65% af gangene) er det hovedet/kraniet, det går ud over – især hos de mindste børn. 16% af ulykkerne sker pga. sammenstød eller kontakt med andre børn eller genstande, 14% sker som følge af klemning af især hoved og fingre, mens 6% af ulykkerne sker, fordi børnene stikker ting, fx perler, i næsen, ørerne el.lign.

Kilde: Ulykkesregisteret, Statens Institut for Folkesundhed

Av av! Du har sikkert allerede hørt det mange gange, når dit barn for eksempel falder og slår sig, klemmer en finger eller slår hovedet. Langt de fleste gange er det heldigvis ikke alvorligt, men det er alligevel en god ide at lave lidt forebyggende arbejde, så du nedsætter risikoen for at dit barn kommer alvorligt til skade.

Førstehjælps- og livredningsinstruktør og ejer af livredningskurser.dk Ken Andersen underviser blandt andet mødregrupper i førstehjælp til hjemmets mindste og giver gode råd til at gøre hjemmet farefrit for nysgerrige rollinger. Ken Andersen råder alle forældre at være forberedt, hvis uheldet rammer.

”Alle forældre bør vide, hvad de skal gøre, hvis deres børn kommer til skade. Hvis mor ikke ved, hvordan hun skal reagere, når junior brænder sig på lasagnefadet, eller slår hul på læben efter et styrt på den trehjulede, er der ikke langt til at gå i panik. At kunne førstehjælp – for eksempel ved at tage et kursus – giver en god tryghed,” siger han.

LÆS OGSÅ: Undgå ulykker på legepladsen

Udover førstehjælpskurser, anbefaler Kim Andersen også, at du går dit hjem grundigt igennem med ’børnebriller’ på.

Forebyg ulykker i hjemmet

Hjemmets førstehjælpskasse

Førstehjælps- og livredningsinstruktør Ken Andersen anbefaler, at man køber en ’færdigblandet’ førstehjælpstaske til at have i hjemmet og i bilen. Husk at fylde tasken op løbende. En professionel førstehjælpstaske inklusiv elektronisk termometer koster 350 kr. på livredningskurser.dk.

LÆS OGSÅ: Førstehjælp til de mindste

Vil du selv købe ind til hjemmets førstehjælpskasse, så hav som minimum:

…Plastre i forskellige størrelser til mindre snitsår.

…Forbindinger og sterilt kompres til større sår.

…Trekantet tørklæde til stabilisering af fx brækket arm.

…Kølepose til forstuvninger (køleposer kan lægges direkte på huden).

…Saltvandsampuller eller øjenskyllevæske.

…Alu-tæppe til indpakning af skadede.

…Pincet, saks og tægetang (til skovflåter).

Kilde: Førstehjælps- og livredningsinstruktør og ejer af livredningskurser.dk. Ken Andersen.

LÆS OGSÅ: Hjemmets mange farer