Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog og forfatter.
Hvordan oplever et barn at blive afleveret i vuggestue?
En etårig er hjælpeløs, kan ikke gå, tale eller selv tilfredsstille basale behov for blandt andet omsorg, nærvær og kontakt.
Barnet oplever, at ‘dem, der kender og forstår mig, forsvinder, og jeg er overladt til andre’. Det er et stort tab for barnet. Jeg så gerne, at børn var halvandet til to år, inden de startede i vuggestue.
Hvilke konsekvenser har mange timer i institution?
Det afhænger af, hvordan vuggestuen eller dagplejen fungerer. Er der en varm, god og kærlig kultur, fagligt kompetente pædagoger og én eller to faste kontaktpersoner, som barnet er tryg ved, lider det ikke men.
Der er mange gode institutioner i Danmark, men der er også mange, hvor man fornemmer mangel på ledelse, ringe arbejdsglæde og negativ stemning. Det er en katastrofe for et lille barn at lande sådan et sted.
Kan man være gode forældre, selv om man arbejder meget?
Ja. Om forældrene arbejder meget eller lidt, har intet med forældreskabet at gøre.
Vi må bare aldrig glemme, at forældrene er de vigtigste voksne i et lille barns liv – det at være sammen med far og mor kan selv ikke en god pædagog erstatte.
gallery4billeder
“En forhindring for kvinder”
Hanne Dam, journalist, forfatter og modtager af Cavlingprisen for sin journalistik om kønspolitik.
Hvad betyder det, at kvinder dropper jobbet?
De spilder ikke bare samfundets investering i deres uddannelse, de opbygger også en forhindring for kvinder som køn.
Har en arbejdsgiver valget, er han tilbøjelig til at investere i manden, det sikre kort. Det betyder noget kvindepolitisk, hvor der stadig er meget at kæmpe for, eksempelvis ligeløn. Og individuelt, fordi kvinden mister pension.
Er det ikke okay, hvis det er frivilligt?
I det øjeblik kvinden lader sig forsørge, sender hun et signal om, at manden ikke behøver at tage sin del hjemme. Det skaber ulighed.
Det er uklogt ikke at tænke på egne muligheder fremover. Når man har små børn, er man i sin biologi og vil gøre alt for de små. Det er smukt, men det er ikke smukt ikke at ville dele med faren.
Bliver barnets behov overset i ligestillingens navn?
Måske. Men frem for at putte sig med egne børn derhjemme burde flere kæmpe politisk målrettet for en højere kvalitet i daginstitutionerne.
Det er en skændsel, at de fysiske rammer og normeringerne – og dermed omsorgen for vores småbørn – ikke er bedre.
gallery4billeder
“Kvinder bør bidrage til samfundsøkonomien”
Nina Smith, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
Er det et problem, at kvinder bidrager mindre til velfærdsstaten?
I dag er kvinderne bedst uddannede, og som samfund har vi investeret mest i dem gennem gratis uddannelse og SU.
Derfor er det dårlig udnyttelse af samfundets resurser, når højtuddannede kvinder bruger mange år derhjemme og ikke udnytter deres talent.
Hvorfor ikke investere i velfungerende børn?
Der er, så vidt jeg ved, intet forskningsmæssigt belæg for, at børn, der passes hjemme, klarer sig bedre end børn, der passes i gode daginstitutioner.
Forskningen siger, at veluddannede forældre, også dem, som gør karriere, bruger mest tid på deres børn. Så jeg er skeptisk i forhold til betydningen for børnene.
Er det ikke familiens eget valg?
Samfundsøkonomisk er det et problem, fordi disse familier ofte ender med at betale mindre i skat over livet.
Børnene går ikke i institution, men bruger skole, sundhedsvæsen, folkepension og så videre. Så bliver man formentlig nettomodtager fra det offentlige, selv om man er resursestærk.
gallery4billeder
“Vi bliver bestukket til at aflevere vores børn”
Lisbet Røge Jensen, formand for småbørnsfamilieforeningen Samfo.
Skal der være mulighed for at passe børn hjemme?
Ja, for der skal være økonomisk ligestilling. I øjeblikket bliver vi bestukket med økonomiske tilskud til at aflevere vores børn, mens der ikke er tilskud til at passe børnene selv.
Den politiske dagsorden bagved er, at så mange som muligt skal ud og arbejde, så de kan betale så meget som muligt i skat. Det er statens interesser over den enkelte families frihed til at vælge.
Skader det feminismen, at vi begynder at gå hjemme?
Nej, det har ikke noget med kvindekamp at gøre, at vi vil have et frit valg. Den gammeldags feminisme har bildt os ind, at det har værdi at frigøre sig fra familien.
Men vi er mange kvinder, der instinktivt føler, at det er forkert at aflevere vores etårige i vuggestue.
Skal veluddannede kvinder ikke bidrage til velfærdssamfundet?
Hvad så med børnene, hvilke krav har de? Hvilke krav har familien? Konkret kan vi se, at mange familier reagerer på kravet om, at vi skal kunne klare to karrierejob og livet med småbørn samtidig.
Det giver stress, og det er ikke det hensigtsmæssigt for samfundet.
(4 billeder)
Faktaboks
76 procent af danske kvinder fra 15 til 64 år er på arbejdsmarkedet, hvilket er den tredjehøjeste erhvervsfrekvens blandt kvinder i Europa – kun overgået af Sverige med 78 og Island med 84 procent. Den gennemsnitlige arbejdsuge for en dansk kvinde er dog kun 31,5 timer, hvilket er den syvendekorteste i Europa.
Kilde ftf.dk
Faktaboks
Kvinder med børn arbejder mere end kvinder uden børn. Bortset fra aldersgruppen 30-34 år, hvor mange er på barsel, har kvinder med børn en højere beskæftigelsesprocent gennem hele livet.
Kilde: Kvinder & Mænd 2011, Danmarks statistik.
Om familien
Mor: Janni Iben Stevn Hansen, 28 år, BA i dansk og filosofi, forfatter og hjemmegående.
Far: Brian Stevn Hansen, 36 år, HF-lærer.
Børn: Myrna, 1½ år, går hjemme med mor, samt Gerda, 4 år og Hubert, 6 år, går i børnehave 20 timer om ugen.
Små børn har brug for mennesker, der elsker dem
Vi holder vores børn hjemme, indtil de er tre år. Da vi traf valget, vidste vi intuitivt, at det var bedst for dem. Vores børn skal vokse op i et hjem med mennesker, der elsker dem – ikke i en institution med professionelle, som sagtens kan være dygtige, men ikke give børnene kærlighed.
Meget forskning tyder på, at børn under to år ikke er klar til at blive passet ude. En etårig oplever sig forladt, når mor eller far går ud af døren, og forstår ikke, at du kommer tilbage, selv om du siger ‘jeg henter dig efter din middagslur’. Vi tror på, at vores børn får et solidt fundament, fordi vi lytter til deres behov for at være sammen med os.
Det giver mig et stort kendskab til mine børn at passe dem selv. Alle deres bedste, vågne timer tilbringer de med mig – ikke en pædagog. Mens de er små, kan vi dvæle ved tiden, og det giver ro i hverdagen, at vi ikke skal halvsovende ud på cyklen en vintermørk morgen. Har min datter sovet dårligt, kan jeg tage hensyn til det, i stedet for at hun skal køres ind i en fast struktur et sted.
Institutioner er ikke børns behov
Igennem de seneste 40 år har vi bildt os ind, at institutioner er til for børns skyld. Det er de ikke, de er til for arbejdsmarkedets skyld. I starten, når jeg fortalte om mit valg, blev jeg ofte mødt med ‘uha, bliver han ikke asocial af at gå rundt med dig?’.
Men vi levede ikke i en verden af sociale amøber, indtil vuggestuen blev opfundet. Og vi går ikke rundt for nedrullede gardiner herhjemme, men mødes med andre hjemmegående, så børnene opbygger jævnaldrende relationer. Børn har brug for social kontakt, men ikke 40 timer om ugen i en atmosfære med højt støjniveau og få voksne pr. barn.
Selvfølgelig er der ofre ved mit valg. Jeg har ingen pensionsopsparing, vi bor fem mennesker i en to-ethalvt- værelses, og nogle gange røvkeder jeg mig, når jeg synger Lille Peter Edderkop for tredje gang. Men jeg har nydt mine børn. Ingen ligger på dødslejet og siger ‘bare jeg havde arbejdet noget mere’. Barndommen er kun én gang, arbejdsmarkedet er der også senere.
Det er klart, at man bliver dårligere stillet jobmæssigt, jo mindre tid man tilbringer med sit fag, men man kan dyrke sine kompetencer på mange måder. Jeg har både studeret, anmeldt bøger og skrevet en bog efter mine børns sengetid. Man behøver ikke at gå i stå, fordi man ikke har et 8-16-job.
