Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog og forfatter.
Hvordan oplever et barn at blive afleveret i vuggestue?
En etårig er hjælpeløs, kan ikke gå, tale eller selv tilfredsstille basale behov for blandt andet omsorg, nærvær og kontakt.
Barnet oplever, at ‘dem, der kender og forstår mig, forsvinder, og jeg er overladt til andre’. Det er et stort tab for barnet. Jeg så gerne, at børn var halvandet til to år, inden de startede i vuggestue.
Hvilke konsekvenser har mange timer i institution?
Det afhænger af, hvordan vuggestuen eller dagplejen fungerer. Er der en varm, god og kærlig kultur, fagligt kompetente pædagoger og én eller to faste kontaktpersoner, som barnet er tryg ved, lider det ikke men.
Der er mange gode institutioner i Danmark, men der er også mange, hvor man fornemmer mangel på ledelse, ringe arbejdsglæde og negativ stemning. Det er en katastrofe for et lille barn at lande sådan et sted.
Kan man være gode forældre, selv om man arbejder meget?
Ja. Om forældrene arbejder meget eller lidt, har intet med forældreskabet at gøre.
Vi må bare aldrig glemme, at forældrene er de vigtigste voksne i et lille barns liv – det at være sammen med far og mor kan selv ikke en god pædagog erstatte.
gallery4billeder
“En forhindring for kvinder”
Hanne Dam, journalist, forfatter og modtager af Cavlingprisen for sin journalistik om kønspolitik.
Hvad betyder det, at kvinder dropper jobbet?
De spilder ikke bare samfundets investering i deres uddannelse, de opbygger også en forhindring for kvinder som køn.
Har en arbejdsgiver valget, er han tilbøjelig til at investere i manden, det sikre kort. Det betyder noget kvindepolitisk, hvor der stadig er meget at kæmpe for, eksempelvis ligeløn. Og individuelt, fordi kvinden mister pension.
Er det ikke okay, hvis det er frivilligt?
I det øjeblik kvinden lader sig forsørge, sender hun et signal om, at manden ikke behøver at tage sin del hjemme. Det skaber ulighed.
Det er uklogt ikke at tænke på egne muligheder fremover. Når man har små børn, er man i sin biologi og vil gøre alt for de små. Det er smukt, men det er ikke smukt ikke at ville dele med faren.
Bliver barnets behov overset i ligestillingens navn?
Måske. Men frem for at putte sig med egne børn derhjemme burde flere kæmpe politisk målrettet for en højere kvalitet i daginstitutionerne.
Det er en skændsel, at de fysiske rammer og normeringerne – og dermed omsorgen for vores småbørn – ikke er bedre.
gallery4billeder
“Kvinder bør bidrage til samfundsøkonomien”
Nina Smith, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
Er det et problem, at kvinder bidrager mindre til velfærdsstaten?
I dag er kvinderne bedst uddannede, og som samfund har vi investeret mest i dem gennem gratis uddannelse og SU.
Derfor er det dårlig udnyttelse af samfundets resurser, når højtuddannede kvinder bruger mange år derhjemme og ikke udnytter deres talent.
Hvorfor ikke investere i velfungerende børn?
Der er, så vidt jeg ved, intet forskningsmæssigt belæg for, at børn, der passes hjemme, klarer sig bedre end børn, der passes i gode daginstitutioner.
Forskningen siger, at veluddannede forældre, også dem, som gør karriere, bruger mest tid på deres børn. Så jeg er skeptisk i forhold til betydningen for børnene.
Er det ikke familiens eget valg?
Samfundsøkonomisk er det et problem, fordi disse familier ofte ender med at betale mindre i skat over livet.
Børnene går ikke i institution, men bruger skole, sundhedsvæsen, folkepension og så videre. Så bliver man formentlig nettomodtager fra det offentlige, selv om man er resursestærk.
gallery4billeder
“Vi bliver bestukket til at aflevere vores børn”
Lisbet Røge Jensen, formand for småbørnsfamilieforeningen Samfo.
Skal der være mulighed for at passe børn hjemme?
Ja, for der skal være økonomisk ligestilling. I øjeblikket bliver vi bestukket med økonomiske tilskud til at aflevere vores børn, mens der ikke er tilskud til at passe børnene selv.
Den politiske dagsorden bagved er, at så mange som muligt skal ud og arbejde, så de kan betale så meget som muligt i skat. Det er statens interesser over den enkelte families frihed til at vælge.
Skader det feminismen, at vi begynder at gå hjemme?
Nej, det har ikke noget med kvindekamp at gøre, at vi vil have et frit valg. Den gammeldags feminisme har bildt os ind, at det har værdi at frigøre sig fra familien.
Men vi er mange kvinder, der instinktivt føler, at det er forkert at aflevere vores etårige i vuggestue.
Skal veluddannede kvinder ikke bidrage til velfærdssamfundet?
Hvad så med børnene, hvilke krav har de? Hvilke krav har familien? Konkret kan vi se, at mange familier reagerer på kravet om, at vi skal kunne klare to karrierejob og livet med småbørn samtidig.
Det giver stress, og det er ikke det hensigtsmæssigt for samfundet.
(4 billeder)
Faktaboks
76 procent af danske kvinder fra 15 til 64 år er på arbejdsmarkedet, hvilket er den tredjehøjeste erhvervsfrekvens blandt kvinder i Europa – kun overgået af Sverige med 78 og Island med 84 procent. Den gennemsnitlige arbejdsuge for en dansk kvinde er dog kun 31,5 timer, hvilket er den syvendekorteste i Europa.
Kilde ftf.dk
Faktaboks
Kvinder med børn arbejder mere end kvinder uden børn. Bortset fra aldersgruppen 30-34 år, hvor mange er på barsel, har kvinder med børn en højere beskæftigelsesprocent gennem hele livet.
Kilde: Kvinder & Mænd 2011, Danmarks statistik.
Om familien
Mor: Anne-Kathrine Primdahl, 26 år, landbrugsrådgiver i Nordea.
Far: Anders Primdahl, 33 år, selvstændig landmand.
Børn: Simon, 6 mdr., lige startet i dagpleje, og Sophia, 4 år, går i børnehave 43-45 timer om ugen.
Mit arbejde gør mig til en god mor
Min mand er selvstændig, og jeg kunne sagtens vælge at gå hjemme og hjælpe til i hans virksomhed. Men jeg er typen, der bliver glad og motiveret af at skabe resultater og opleve succes på arbejdsmarkedet. Det giver mig energi, som mine børn får glæde af. Efter en god dag på arbejdet er jeg i balance og har masser af overskud til at lege med mine børn.
På barsel har jeg oplevet, hvordan jeg bliver mere negativ og fokuserer meget på små irritationer i dagligdagen, fordi jeg ikke bliver stimuleret udefra. Vi oplever også langt færre konflikter i parforholdet, når vi begge er ude at arbejde og har noget interessant at fortælle om, når vi kommer hjem. Det giver god stemning, som smitter af på vores børn. Jeg er en bedre mor, når jeg bruger tid på det, jeg brænder for.
Vi tror ikke på, at man kan trække institutionen ud og sige ‘de er der mange timer, det er ikke godt’. Vi har oplevet, at pædagogerne i vores datters børnehave har bemærket, at hun har lange dage – men det er sagt i en kontekst, hvor de fortæller om, hvor glad og velfungerende hun er. Det er, som om de skal sige det.
Vi mener, at man skal kigge på, hvordan familien fungerer som helhed – bliver børnene overladt til sig selv, når de kommer hjem? Det gør de ikke hos os. Meget tid derhjemme er ikke nødvendigvis ensbetydende med meget fokus på børnene.
Vi bliver irriterede, når ‘eksperter’ siger, at børn kun bør være i institution fem-seks timer. Sådan er det sikkert for nogle børn, men ikke alle. Vi er eksperter på vores egne børn, og vi er gode til at kigge på dem og spørge ‘kan vi leve med det her? Fungerer det?’. Vi ville aldrig sende dem i en institution, der ikke havde god stemning, og hvor de ikke trivedes.
Selvfølgelig elsker pædagogerne ikke vores børn, men de holder af dem. Børnene er trætte, når de kommer hjem, men grundlæggende er de glade. Kan vi mærke, at der i en periode er for meget pres på, laver vi noget om.
Vi ville ikke køre det her show, hvis vi kunne se, at vores børn ikke kunne klare det, og det savner vi noget respekt omkring. Mediebilledet i øjeblikket levner ikke plads til, at forskellige måder at indrette familielivet på kan være lige gode. Det synes vi er forkert.