Jannie blev syg af at føde: Jeg måtte flytte hjemmefra i min datters første år

Først bliver Jannie bange. Så bliver hun forvirret over, hvad der er galt, og hvorfor hun ligger på jorden på en villavej i Aarhus. Hele verden gynger, og hun er så svimmel, at hun ikke kan rejse sig.

Jannie graver i lommen efter sin telefon og taster så nummeret til sin kæreste, Thomas.

”Du må komme og hente mig,” siger hun, da han svarer.

”Jeg er faldet og kan ikke gå hjem.”

Det er ikke første gang, at svimmelheden får omgivelserne til at dreje rundt og Jannie til at snuble. Det sker også, når hun ligger hjemme på stuegulvet og forsøger at lege med sin store datter, Aya. Så må hun pludselig ligge helt stille, indtil omgivelserne stopper med at snurre.

Faktisk er det slet ikke svimmelheden, der er værst. De konstante hovedsmerter, der skærer som knive i kraniet, og følelsen af at nogen flår i hendes sår fra det friske kejsersnit, der netop har bragt Pil til verden, er også allestedsnærværende. Det samme er rygsmerterne, som hun har døjet med, siden hun var i starten af 20’erne.

Siden Pil bliver født den 22. august 2020, har Jannie Stentoft været så syg, at hun ikke har kunne opretholde et normalt liv. Noget, hendes hospitalsjournaler, som ALT.dk har fået et indblik i, også vidner om. Voldsomme smerter er skudt igennem hendes krop, og til sidst har de efterladt hende i et virvar af angstanfald, svær depression og mørke tanker.

”Uden at jeg ved det, er min hjerne allerede godt medtaget, da Thomas må komme og hente mig på villavejen i Aarhus, så minderne fra den første tid er svære at huske. Jeg har altid haft en evne til at presse mig selv til det yderste. Tanken om at min krop skulle sætte en stopper for, at jeg kunne være sammen med mine børn, kunne jeg slet ikke bære, så jeg kørte bare på. Også selvom det gjorde vanvittig ondt," fortæller Jannie.

Læs også

Torben fik en fødselsdepression: ”Jeg vidste ikke, hvad han ville have af mig”

Frygtet ønske

Pil er et ønskebarn og det naturlige næste skridt i Jannie og Thomas' tilværelse. Men Jannie frygter også at skulle føde igen, fordi hun efter fødslen af Aya bliver ramt af en svær efterfødselsreaktion.

Kunne det blive værre denne gang, undrer hun sig, men beslutter sig alligevel for at give barn nummer to en chance.   

”Thomas og jeg talte meget om, om jeg ville kunne klare endnu en fødsel - med alt det, det efterfølgende kunne indebære. Men jeg har altid syntes, at det er helt fantastisk at være mor. Dengang kunne jeg slet ikke forestille mig, hvilket smertehelvede der fulgte.”

22 timer med veer passerer, inden Pil bliver taget ved akut kejsersnit en sommerdag i 2020. Hun sidder godt fast, så lægerne må hive og slide i Jannie for at få hendes datter ud. Heldigvis er Pil både sund og rask, og mens Jannie er godt smertedækket, begynder lykken at slå gnister. Lige indtil medicinen aftager.

”Efter bedøvelsen er aftaget, får jeg virkelig mange smerter i operationssåret og i lænden. Det føles både som knive, der stikker mig ind i ryggen, og som om der er nogen, som står og river i operationssåret. Jeg ligger længe og skriger, indtil der efter mange timer er en anæstesilæge, som får blandet den rigtige cocktail af smertestillende til mig. Jeg føler mig så bange og fortvivlet.”

Med stærk medicin i tasken kommer Jannie hjem efter en uge på Skejby Sygehus. Hun sover ikke om natten, men ingen kan finde ud af, hvad der er galt. I den næste tid ryger Jannie frem og tilbage mellem gynækologer og læger.  

Mens Thomas tager sig af al praktik, forsøger Jannie at være mor – og intet andet. Men det er svært at holde til.

”Det gør, at det er svært for mig at føle mig rigtig lykkelig. I stedet føler jeg mig utilstrækkelig, udmattet, uden overblik og skuffet. Den her tid er slet ikke, som jeg drømte om.”

Flytter hjem til sin mor

En morgen våger Jannie med en trykken for hovedet, der er værre, end hun nogensinde har oplevet. Er det sådan, en hjernesvulst føles? Måske en blodprop?

Hendes syn er sløret, og soveværelset snurrer i én uendelighed. Jannie er lammet af frygt, og Thomas må ringe efter en ambulance. På det tidspunkt har hun ikke sovet i 14 dage. Hun har også tabt sig 10 kilo, viser hendes journal.

”Det var så pinefuldt at være så træt, og lige meget hvor meget sovemedicin, lægerne gav mig, kunne det ikke vælte mig omkuld. Min krop var i så højt alarmberedskab. Mit hjerte pumpede konstant derudaf, og så begyndte angstanfaldene at vælte ind over mig. Jeg skulle konstant kaste op, og det brændte i min krop.”

Lægerne scanner Jannies hjerne i en MR-scanner og en CT-scanner for udelukke, at der er noget galt med hendes hoved. De finder intet.

”Jeg var så angst for at høre udfaldet af begge scanninger. Da de ikke finder noget, bliver jeg lettet, men samtidig fortvivlet over, hvad der så er i vejen med mig. De giver mig noget sovemedicin og udskriver mig, og selvom jeg gerne vil hjem, er jeg helt vildt vred over, at de bare udskriver mig uden at gøre noget.”

I dagene efter er Jannie så udmattet, at hun næsten ikke er til at komme i kontakt med. Til sidst kontakter hendes læge den psykologiske akutmodtagelse, og Thomas giver hende et valg: Indlæggelse eller at flytte hjem til sin mor i en periode. Jannie vælger det sidste.

Her ligger hun – morgen til aften – og kigger op i loftet. Hun er så bange for at være alene, at hendes mor sidder ved hendes side næsten uafbrudt. Når hun et kort øjeblik er væk, ruller det ind over Jannie med kvælningsfornemmelse, massiv trykken for brystet, ondt i hjertet, kaostanker og følelsen af at skulle dø.  

”Så jeg lå bare der og følte mig mere ensom end nogensinde. Ingen omkring mig forstod, hvad jeg gik igennem. Nogle gange gik jeg ned og vækkede min mor om natten, fordi angsten var så slem, men jeg vidste også, at jeg ikke kunne blive ved med at holde hende vågen hver nat, for så kunne hun intet være for mig dagen efter - og det havde jeg virkelig brug for. At der var nogen, som tog sig af mig.”

Medicinen gør, at Jannie langsomt kan overskue korte besøg fra Thomas og deres børn. Men det er en blandet fornøjelse – for dem alle sammen:

”Det er en kombination af fantastisk og smertefuldt. Fantastisk, fordi jeg har savnet dem helt vildt og har følt mig som en uduelig mor, og jeg græder ofte af glæde, hver gang jeg holder dem i mine arme igen. Smertefuldt, fordi børn larmer, og jeg er stadig meget lydfølsom. Men også, fordi jeg ved, at de skal afsted igen. Så står jeg dér, vinkende i indkørslen med tårerne trillende ned ad kinderne, og Aya sidder bag i bilen og græder stille, og jeg kan se, hun siger “moooar”.”

Ikke meget at give af

Fordi Thomas nu står for alt på hjemfronten, har han overtaget Jannies barsel. Han gør rent, rydder op, laver mad og tager sig af to børn, hvoraf den ene er nyfødt. Det er skræmmende og overvældende, men mest af alt er det ensomt, fortæller han.

“Jeg havde enormt meget brug for at snakke med nogen, men jeg var så udkørt, at jeg ikke magtede at få besøg. Jeg savnede det daglige nærvær, vi havde førhen, og det var svært, at det eneste, jeg kunne gøre, var at opmuntre Jannie og prøve at holde humøret oppe. Jeg skulle være den, som havde overskud. Den, som de andre i familien kunne læne og støtte sig op ad. Men der var virkelig ikke meget at give af.”

”Samtidig vidste jeg også, at jeg var den eneste, som kunne overbevise Jannie om, at det hele nok skulle blive godt igen. Det var virkelig anstrengende, for det hele hang på mig. Jeg måtte for alt i verden ikke gå ned eller få det dårligt,” siger han og understreger, at han et tidspunkt fik bygget en rutine op som gjorde, at han kunne komme igennem hverdagen.

Når Aya er i børnehave, begynder Thomas og Pil at komme på korte besøg hos Jannie én til to gange om ugen. Besøgene skal knytte bånd mellem Pil og Jannie, og hun giver sin datter alt, hvad hun har, men ofte ender det med, at Thomas falder i søvn af ren udmattelse, mens Jannies mor tager Pil.

“Jeg følte en kombination af magtesløshed og ensomhed. Jeg følte mig også utilstrækkelig, fordi jeg gerne ville være der for både Jannie og børnene. Men det var umuligt,” siger Thomas.

Kærestetiden er også svær at prioritere, og når Thomas og Jannie endelig får talt sammen, handler det ofte om noget andet.

”Vi savner hinanden rigtig meget. Han forsøger at holde sammen på det hele, og jeg bruger ham rigtig meget som støtte gennem telefonen. Han tror altid på det bedste og er god til at give mig håb. Men det er også svært at være kærester, for når vi endelig er sammen, gør jeg, hvad jeg kan for at finde kræfter til at være sammen med børnene og især knytte bånd til Pil,” fortæller Jannie. 

Viljestyrke ud over det sædvanlige

Efter to måneder på sin mors sofa begynder Jannie at kunne lytte til lydbøger. Hun begynder også at dyrke yoga, og på hospitalet har de anbefalet hende at gå ture, så det gør hun.

Efter et halvt år kan hun begynde at se lidt tv og svare på en sms eller to om dagen. Hun er også begyndt at lægge børnepuslespil om aftenen, så hun har noget at tage sig til. Vigtigst af alt begynder hun at kunne være alene igen.

”Jeg har en viljestyrke, som jeg har fået at vide er lidt ud over det sædvanlige. Jeg husker at dvæle ved succeserne, selvom de er små. Jeg bliver ved med at bevare håbet og fokusere på alle de små fremskridt. Om det er at kunne gå 20 meter længere eller at kunne lægge et børnepuslespil med 50 brikker frem for 30. Det hjælper at give mig selv tid og ro til at komme mig.”

Jannie får også hjælp af sin psykolog til at håndtere sine frustrationer og sin angst. Yogaen lindrer smerterne og gør, at hun kan mærke sin krop. Og så er der den insisterende stemme indeni. Den har gjort, at hun valgte livet til, selv da det så allermest sort ud.

”Selvom jeg har været ved at give op mange gange undervejs, var der en lille stemme indeni, som hele tiden fortalte mig, at man ikke bare kan give op, når man har sat børn i verden. Det var et mål – og en hjælp - i sig selv at kæmpe for at blive rask for dem. Og så er der selvfølgelig medicinen - den hjælper mig også rigtig meget.”

Oprejsningen

I august 2021 – da Pil er ét år gammel – flytter Jannie hjem igen. Udslaget er en ny medicin, som gør hende mere stabil, men også at hun har lært at lytte til sin krop og respektere dens signaler. Hun mediterer også og laver en taknemmelighedsøvelse hver dag.

Jannie er på vej. Godt på vej, faktisk, men træerne vokser ikke ind i himlen, og i dag, 2,5 år efter begyndelsen, er hun stadig sygemeldt.

”Jeg håber at slippe af med angsten, for den fylder stadig rigtig meget. Især i sociale sammenhænge. Jeg håber også, at jeg slipper af med svimmelheden, smerterne og trætheden i hjernen, for det er de ting, som begrænser mig i at kunne leve et “normalt” liv lige nu. Jeg ved godt, at jeg ikke bliver den samme Jannie, som jeg var før. Det ønsker jeg heller ikke at være. Jeg er blevet så meget klogere på mig selv. Jeg tager mig selv og mit mentale helbred meget mere seriøst.”

Forholdet til hendes piger har ikke slået skår af, at Jannie har været væk. Men hun er blevet en anden mor, end hun var før.

”Jeg er ikke nær så meget på, som jeg var førhen. Før i tiden sprang jeg op, så snart Aya trådte inden ad døren, og så var jeg klar til at lege. Jeg havde fundet på alle mulige ting, vi skulle lave. I dag tager jeg nok det hele lidt mere afslappet. Jeg leger stadig med mine piger, hvis jeg har overskuddet, men jeg har intet planlagt, til når de kommer hjem. Det tager vi, som det kommer.”

Når Aya og Pil bliver større, vil Jannie fortælle dem sandheden om dengang, hun skrabede bunden og fandt styrken til at kæmpe. Men der er også en anden ting, hun vil sige til dem, når de forstår:

”Det har været en af de sværeste og mørkeste perioder i mit liv, men de var mit lys. Jeg kæmpede for dem, og de gav livet mening. Jeg var aldrig i tvivl om min kærlighed til dem, selvom jeg ikke boede hos dem.”

Nedturen har været lang og barsk, men den fandt også sin bund. Og hvis Jannie kan rejse sig, vil hun gerne minde dig om, at det kan du også.

”Psykisk sårbarhed er stadig meget tabubelagt, og jeg oplever ikke, at vi taler åbent nok om det. Derfor sidder vi i hver vores boble og føler os forkerte. Da jeg blev syg, kunne jeg intet finde om nogen, som stod i lignede situation. Derfor vil jeg gerne være åben om min kamp, og siden jeg har sagt det højt, har jeg lært, at jeg ikke er alene. Det har virkelig været rart. Jeg drømmer derfor om, at vi bliver mere åbne om de psykiske kampe, vi kæmper. Og at vi for alt i verden husker at passe på os selv.”