Sygdom

Kræftsyg far: "Alberte beder ikke mig om hjælp, for hun ved godt, jeg ikke kan"

Søren Jochumsen har en tumor på hjernestammen. Den kan ikke fjernes, og han ved ikke hvornår, han skal væk fra sin familie. Indtil da skal de finde balancen mellem at leve hver dag, som var det den sidste, og få hverdagen til at fungere.

Det tager lidt tid for Søren Jochumsen at nå hen til fordøren, når det ringer på. Han har problemer med balancen og ser ikke så godt, så han bliver nødt til at gå med korte, kontrollerede skridt hen over parketgulvet. Til gengæld åbner han med et kæmpe smil. Han er en lille smule oppustet af de piller, han tager hver dag, men det giver ham et afrundet, blødt udtryk og får ham nærmest til at se endnu gladere ud.

Faktaboks

FAMILIEN

FAR Søren Jochumsen, 27 år, uddannet laborant

MOR Laura Petersen, 23 år, studerende

BARN Alberte, 3 år BOR i Ringsted

Sørens rollator står og fylder i gangen i den lille lejlighed i Ringsted, klar til at komme med, når han skal på længere ture, men ellers er her helt ryddet op. Ved spisebordet sidder Laura Petersen, Sørens forlovede, og på hendes skød sidder deres datter, Alberte på tre år. Det ligner, hun mest af alt har lyst til at kravle helt ind i sin mor, så genert er hun. Hun var to år gammel, da lægerne opdagede en svulst på Sørens hjernestamme. Tumoren sidder så uheldigt, at lægerne ikke engang kan tage en prøve af den. Det betyder, at de ikke ved, hvilken kræftform han har, hvor hurtigt den vil udvikle sig, eller hvordan han vil blive ramt. Det eneste, lægerne ved, er, at det er et spørgsmål om tid, før den lille familie bliver til to.

Kærester – eller bare forældre?

Alt stoppede

Zenia Stampe: "Jeg tænker hver dag på, at mine børn kan dø"

En ond cirkel

Mor-angst: Her er 4 skrækscenarier, jeg virkelig frygter

Døden er abstrakt

Den svære balance

Den sidste dag

Da Søren fik sin diagnose, læste de op på sygdommen. Kræftpatienter, der er alvorligt syge med en tumor i hjernen, har typisk ni måneder. Så det blev deres holdepunkt. Da de ni måneder var gået, var det pludselig som at stå på en perron og vente på et tog, de ikke ved, hvornår kommer.

– Det lyder som en mærkelig ting at ønske sig, men hvis bare vi vidste, at jeg havde tre måneder tilbage at leve i eller sådan noget, kunne vi bedre forholde os til det, siger Søren.

– Jeg kæmper stadig med, at vi ved en helt masse, men reelt ikke ved noget om, hvad der skal ske, siger Laura.

Alberte er gået i gang med at spise en rød slikkepind. Hun nyder den i fulde drag, stopper op en gang imellem, tager et dybt åndedrag og propper den tilbage i munden. Den ender på gulvet et par gange, og Laura rejser sig for at skylle den af. Det er noget værre stads, griner hun. Søren smågriner. De tager sig selv i at forkæle hende for meget i ny og næ. Forkælelsen har to funktioner. Det skaber en pause i Lauras hårde hverdag at give efter nede i supermarkedet, når Alberte plager om noget slik eller legetøj. Nogle gange har hun bare ikke kræfterne til at tage kampen. Men forkælelsen er også med til at give fornemmelsen af, at de gør alt, hvad de kan, for at lette Albertes liv.

Bekymringen over, hvordan Alberte klarer situationen, gør, at slikkepindene måske sidder lidt mere løst.

– Jeg vil helst ikke indrømme det, for det er ikke den slags mor, jeg vil være. Men vi er meget ude at spise og køber mange ting. Nogle gange tager fanden ved mig, for jeg vil gerne være den perfekte mor, selv om jeg ikke har energien, siger Laura.

– Når jeg kigger rundt på andre, der er lidt i samme situation, er det, som om de alle sammen forsøger at leve i nuet og leve hver dag, som om det var den sidste. Men det kan vi ikke. Vi har ikke energi til det. Nogle dage kommer jeg hjem fra en lang dag på studiet, og så skal jeg hente Alberte, lave mad og rydde op.

En treårig har stadig brug for en fast rytme, at stå op og gå i seng på samme tid og have en stabil hverdag. Hun skal opdrages til at leve et normalt liv. Søren har nogle gange lyst til at skabe nogle helt særlige minder sammen med Alberte. Han har lyst til at tage på lange, sjove ture, der kan indprente sig i hende. Måske er det sygdommen, der giver ham lyst til det, måske er det bare sådan, fædre gerne vil tage sig af deres børn.

– Men jeg tror ikke, det gør nogen forskel for hende, om vi gør det, eller om vi bare har en hel dag sammen her i stuen. Måske er det mere for min skyld, end det er for hendes, siger Søren.

– Vores energiniveau er lavt. Vi kan jo godt tage en dejlig dag i Tivoli, tage ud at spise og bruge en masse kræfter på det. Men hvor skal vi så finde energien til næste dag? spørger Laura.

– Og vi har jo også lyst til at leve, som om alting er normalt, siger Søren.

Han kigger på Alberte. Hele formiddagen har hun kæmpet med sin generthed. Hun har søgt sin mor. Hun har kaldt på Laura ovre fra sofaen, og nu sidder hun igen i hendes skød og vrider sig lidt. Men pludselig kigger hun op på sin far og hvisker.

– Far! Lege far, mor og børn?

Søren griner og nikker til hende.

– Gå ind, og find et barn, så kommer jeg.

Han rejser sig langsomt og kontrolleret, mens Alberte spæner forbi ham. Hun er lige ved at glide på strømpesokkerne, da hun drejer ind på sit værelse.

LÆS OGSÅ: "Er farfar død?" – sådan tackler du dit barns sorg

LÆS OGSÅ: Når mor kommer i anden række

LÆS OGSÅ: Lyver du også for dit barn?