Zenia Stampe: "Jeg tænker hver dag på, at mine børn kan dø"

Gotfred sover trygt i sin barnevogn foran huset, mens hans storesøster, Erika, er i børnehave, og hans mor, politikeren Zenia Stampe, laver kaffe og rister brød inde i køkkenet. Alt ånder barselslykke og hverdagsidyl, og udefra ligner Zenia en ganske almindelig mor til to. 

Indefra ser det anderledes ud. For i virkeligheden er Zenia mor til tre, og hendes historie om lykken ved at have børn er samtidig historien om at gå igennem den værste sorg, en mor kan opleve.

En juninat i 2014 måtte Zenia og hendes mand, Martin Lyngbo, sige farvel til datteren Olga, før den lille piges liv overhovedet nåede at begynde. De lå på en fødestue på Rigshospitalet og holdt om deres døde, nyfødte barn, til varmen havde forladt den lille krop. Olga vejede kun 612 gram og mistede livet under sin alt for tidlige fødsel i uge 24.

En fatal infektion

Selve graviditeten havde været ukompliceret. Zenia havde været i fertilitetsbehandling, og det lykkedes at blive gravid i første forsøg.

– Jeg tænkte, at det måske ville blive lidt svært for vores ældste datter Erika, fordi hun stadig var så lille – knap halvandet år – da jeg blev gravid med Olga. Men ellers havde jeg ingen bekymringer, fortæller Zenia.

I uge 22 blev hun pludselig dårlig med influenzalignende symptomer, som blev værre og værre, og hun endte med at blive indlagt først på Herlev Hospital og derefter med udrykning til Rigshospitalet. Hun var gået i fødsel og havde samtidig en infektion i kroppen, og lægerne gav hende antibiotika og vehæmmende drop, som stoppede fødslen.

– Jeg tænkte ‘det var lige på et hængende hår, men det var sørme godt, vi kom ind på hospitalet. Nu går alt godt’, fortæller Zenia, der var indlagt i ti dage.

Men hendes krop gik i fødsel, hver gang det vehæmmende drop stoppede, og da det skete tredje gang, var fostervandet gået og Zenias infektionstal steget. Det ville derfor være for farligt at stoppe fødslen. Lægerne fortalte om den store risiko for varige mén hos et barn, der er født så tidligt, og de spurgte Zenia og Martin, om de skulle kæmpe for Olgas liv, når hun kom ud.

– Jeg var slet ikke i tvivl. Selvfølgelig skulle de det, siger Zenia.

Det blev ikke nødvendigt. En time før Olga blev født, holdt hendes hjerte op med at slå.

– Jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at hun kunne dø inde i mig. I dagene op til havde jeg tænkt, at det vehæmmende drop var min ven, for det holdt hende inde i min krop, og jeg var helt sikker på, at hvis bare hun blev der, ville hun klare det. Det var først bagefter, jeg forstod, at det i lige så høj grad var infektionen, der var en fare for hende. På det tidspunkt vidste lægerne ikke, om hun også var syg af den, men obduktionen viste, at det var hun, fortæller Zenia.

Da en læge sagde til hende, at der ikke længere var nogen hjertelyd, og at det barn, hun var i gang med at føde, var dødt, reagerede hun først med stilhed.

– Jeg blev fuldstændigt tom indeni og helt tavs. Jeg havde kæmpet så hårdt for at vinde minutter, timer og dage. Men pludselig gik tiden i stå, og jeg lå bare der, helt forstenet. Men så brød alt sammen, da jeg så hende. Hun var jo et lille menneske, og jeg havde slet ikke regnet med, at hun var så fin. Børn født til tiden har fedt på kroppen og runde babykinder, men et barn født i uge 24 har ikke noget fedt endnu, og Olgas ansigtstræk var helt tydelige. Hun lignede mig, fortæller Zenia med lav stemme.

En mening med det meningsløse

Retten til at lufte sorgen

En usynlig søster

Alvorlig efterklang

Da Martin for nylig sendte Zenia et billede af Erika og hendes halvstorebror Tøger på kælkebakken, måtte Zenia lige ringe ham op for at tale om det halstørklæde, Erika havde på.

– Hun må ikke have det på i børnehaven, fordi der er risiko for, at hun kan blive kvalt i det på legepladsen. Det synes jeg er en fin regel, men jeg synes også, det er fint, at hun har det på herhjemme – lige indtil jeg så hende på den kælk med tørklædet på og tænkte ‘gud nej, tænk hvis det sætter sig fast i kælken, så brækker hun jo halsen!’

Den slags bekymring kan mange mødre sikkert nikke genkendende til, men for Zenia har den ændret karakter, efter at hun har oplevet at miste et barn.

– Jeg er ikke pylret i den forstand, at der er alt muligt, mine børn ikke må, men jeg er sådan en, der hele tiden siger ‘pas nu på’ og ‘kør forsigtigt’. Jeg har altid været den bekymrede type, men jeg er det mere nu. Jeg er vildt bange for at miste igen, og jeg tænker hver dag på risikoen for, at mine børn kan dø. Hver aften, når de ligger og sover, er jeg ovre for at tjekke, om de trækker vejret. Lige nu har jeg det også helt dårligt, fordi jeg ikke har været nede og tjekke Gotfred endnu. Det småbekymrede har fået en meget alvorlig efterklang, siger Zenia og går hen til vinduet for at se ned til Gotfred i barnevognen. Han sover stadig.

– Når man har haft døden tæt på, bliver man helt sikkert mere bevidst om at være taknemlig for livet. Men der ligger også hele tiden en angst for, at mine børn skal gå glip af alt det, der venter dem i det her fantastiske liv, de forhåbentlig skal leve. Jeg tænker rigtig meget over, hvad de skal opleve, og i samme øjeblik tænker jeg ‘7-9-13, please, lad der ikke ske dem noget’. Jeg kunne godt ønske mig, at jeg ikke hele tiden skulle være taknemlig over livet, fordi døden lurer i baghovedet. Det måtte der godt være lidt mindre af, siger Zenia.

Hun tror ikke, at børnene mærker noget til, at hun er et andet menneske i dag, end før hun mistede Olga.

– Jeg er jo ikke anderledes, når jeg står og laver mad, mens de kravler rundt på gulvet, eller når jeg er nede for at hente Erika i børnehaven. Alle de hverdagsting, som livet består af, har ikke ændret sig. Men det er klart, at jeg selv tænker anderledes om det at være mor, og det er nok også derfor, min barselsorlov med Gotfred bliver lidt længere end den, jeg holdt med Erika, siger Zenia.

Hun skulle egentlig have været tilbage på job i januar efter fire måneders barsel, men undervejs kunne hun mærke, at det var for lidt, så hun forlængede sin orlov med tre måneder.

– Mine børn er det, der har fyldt mest i mit liv, siden jeg fik dem, og nu har jeg en chance for at være lidt ekstra sammen med dem. Den var jeg simpelthen nødt til at gribe, selvom det var svært for mig at skrue ned for min politiske aktivitet på min blog og Facebook i starten. Det lykkedes heldigvis, og nu nyder jeg virkelig at være på barsel, siger hun.

– Jeg synes, det er så fedt at have børn – det er også pissebesværligt indimellem, men mest af alt fedt, og jeg tænker ofte ‘øv, hvorfor begyndte jeg ikke som 25-årig, så jeg kunne have fået endnu flere’.

Se alle de flotte billeder af Zenia Stampe og hendes familie i det nyeste nummer af Vores Børn, der udkommer den 28. april. Her kan du også læse månedens store tema om tro, læse vores guide til mere søvn og få tips til, hvordan du styrker dit barns motorik med dans.

LÆS OGSÅ: "Vi har været så tæt på at miste ham"

LÆS OGSÅ: “Vi ville ikke være en del af skilsmisse- statistikken”

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother: “Jeg havde indstillet mig på, at jeg nok ikke kunne få børn”