Lær at cykle

Guide: Sådan lærer du dit barn at cykle selv

Det er stort for de mindste at lære at cykle. Se her, hvordan du giver dit barn en sjov og sikker start på det tohjulede eventyr.

1. Gør cyklen klar

Den første cykel skal først og fremmest have den rigtige størrelse. Det vigtigste er, at barnet kan nå jorden med begge fødder, så hun altid kan stoppe op uden at miste balancen. Styret skal selvfølgelig have en fornuftig højde, som er behagelig for hende, og så skal cyklen være udstyret med både håndbremse og fodbremse.

For de fleste børn er det nemmest at lære at bruge fodbremsen, fordi de har flere kræfter i benene. Derudover skal der faktisk helst ikke være noget på cyklen. Gear og sjove gummidyr vil bare distrahere dit barn.

Om eksperterne

Pernille Ehlers: Specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Grete Møller Andersen: Konsulent i Cyklistforbundet med fokus på cykelleg.

2. På med hjelmen

Cykelhjelmen skal sidde vandret på dit barns hoved. En god huskeregel er, at der skal være omkring to centimeter fra dit barns øjenbryn til hjelmens forkant. Den skal altså sidde godt ned i panden og må ikke glide bagud, så panden er blottet. Så beskytter den nemlig ikke ordentligt, hvis barnet vælter.

Remmene skal være stramme, så hjelmen sidder godt fast, uden at det bliver ubehageligt. Hvis du lige kan få to fingre ind under remmen, så sidder den rigtigt.

TIP! Tjek remmene på cykelhjelmen en gang om ugen. De er lavet i et glat materiale, som hurtigt giver sig i spænderne. 

3. Op på cyklen

Find et areal med god plads, hvor der ikke er trafik. Det kan være i en park eller på en tom parkeringsplads, bare underlaget er jævnt.

Hvis barnet er vant til en tre-hjulet cykel, ved hun godt, hvordan hun skal stige op på cyklen og sætte foden på pedalen. Er hun kun vant til en løbecykel, så skal hun lige lære det der med pedaler først og vil måske have brug for lidt vejledning. Vis hende, hvordan hun skal træde rundt, og fortæl hende, at hun altid kan sætte en fod i jorden, hvis hun bliver utryg – lige som hun plejer at gøre på sin løbecykel. Alliér jer evt. med et barn, der allerede kan cykle, og som dit barn kan spejle sig i.

TIP! Fald ikke for fristelsen til at købe en cykel, som er lidt for stor, så junior kan bruge den i længere tid. Så vil hun ikke kunne overskue projektet. 

LÆS OGSÅ: Mine 7 bedste råd, når dit barn skal cykle i skole selv

4. Sæt i gang

Dit barn ved sikkert godt, at hun skal træde i pedalen med den ene fod og sætte af med den anden, hvis hun har øvet sig på en trehjulet før. Men for nogle børn kan det være en udfordring at få fart nok på i starten. Hjælp hende eventuelt i gang med et lille puf på bagagebæreren, så hun får nok fart på til at kunne holde balancen, og støt hende med en hånd på bagagebæreren og styret, mens du løber eller går ved siden af.

Du skal selvfølgelig være opmærksom på, at det ikke bliver for overvældende for dit barn. Du kender hende og kan bedst selv fornemme, hvor meget hun skal udfordres.

Hvornår er dit barn klar til cykelstien?

Det er meget individuelt, hvornår du kan begynde at træne med dit barn i rigtig trafik. Det kommer helt an på, hvor meget I har øvet, om i bor i en storby eller på landet, og hvor modent dit barn er.

De basale færdigheder skal være på plads. Hun skal kunne cykle og række en hånd ud eller se sig over skulderen uden at slingre. Hun skal også kunne bremse sikkert.

Så skal hun have overskud til at høre, hvad du siger, når du kører ved siden af hende på cykelstien. Det at cykle skal altså være så automatiseret, at hun kan rette sin opmærksomhed mod trafikken og dine instruktioner.

Det er kun dig som forælder, der kan afgøre, hvornår dit barn er klar.

TIP! Tit kan børn godt cykle, hvis man hjælper dem i gang med et puf, så de får fart nok på. 

5. Find balancen

Det er nu, du skal prøve at slippe kontrollen lidt. Du kan nemlig ikke rigtig hjælpe dit barn med at finde balancen. Den kan hun kun selv finde.

Hvis dit barn er vant til løbecyklen, har hun sikkert allerede en god fornemmelse for at holde balancen, men hvis hun kun har kørt på en trehjulet, er det helt nyt. Hvis hun er lidt utryg, så hold en hånd på bagagebæreren og en på styret, mens du går eller løber lidt ved siden af hende, inden du prøver at slippe.

TIP! Børn er ofte meget bedre til at finde balancen, end vi tror. Vent derfor med at hente kosteskaftet, og se først, hvordan det går. 

LÆS OGSÅ: Børn skal lære at rydde op

6. STOOOOP

Når barnet har fundet balancen, skal hun lære at standse cyklen. Det kan faktisk være lidt vanskeligt, fordi hun pludselig skal bevæge foden bagud i stedet for frem. I kan øve bevægelsen et par gange, mens du holder cyklen. Når hun så skal standse, mens hun er i fart, kan I tegne en kridtstreg eller lægge en tynd gren og øve at bremse lige ved siden af den.

I begyndelsen vil barnet nok køre forbi stregen, og det er en god måde at træne fornemmelsen for bremselængde på.

7. Ræk hånden ud

Inden barnet kommer ud i trafikken, skal hun have så meget styr på balancen, at hun kan række hånden op til stop eller til siden. I første omgang kan I øve det ved at lade hende klappe tre gange på styret, mens hun cykler, så hun ikke mister kontrollen, men får en fornemmelse af, hvordan det føles, når hun styrer med én hånd. Senere kan I udbygge med, at hun kortvarigt rækker hånden helt i vejret og til siderne.

8. Kig tilbage

Det er ofte en udfordring for børn at se sig over skulderen uden at slingre. Det kræver lidt øvelse. For at øve det på en sjov måde, kan I tage to stykker legetøj med på øvebanen, lade barnet cykle afsted, mens mor eller far holder et stykke legetøj op bagved hende, som hun skal se sig tilbage over skulderen for at se. Bed hende fortælle, hvad det var for et stykke legetøj. På den måde gør du det til en leg, og samtidig er du sikker på, at dit barn rent faktisk orienterer sig og ikke bare vender hovedet.