Nem mad til hele familien
Gør måltidet til en god oplevelse ved at lade dit barn deltage aktivt i køkkenet og ved spisebordet. Her er fire opskrifter på nem mad til store og små.
Fiskefrikadeller med blåbærsalat
4 personer
Det skal du bruge
200 gram torskefilet
300 gram laksefilet
3 spsk. revet løg
1 spsk. hakket forårsløg
(af den grønne top)
2 spsk. grofthakkede majs
(gerne fra dåse)
2 spsk. mel
1 æg
Lidt vand
Tilbehør
300 gram grov pasta
2 dl blåbær
½ broccolihoved
Dressing
2 dl rapsolie
1 dl balsamicoeddike
1 fed hvidløg
½ tsk. dijonsennep
½ dl sirup (brug sukker, hvis dit barn er under et år)
Sådan gør du
Kom fisk, løg, æg og mel i en blender. Blend, indtil farsen er ensartet, kom den i en skål, og tilsæt en smule vand,
til farsen har en passende konsistens. Bland majsene i. Lad farsen hvile i køleskabet i mindst en halv time. Form fiskefrikadellerne med en ske, og steg dem i olie på en varm pande i 3–5 minutter på hver side. Kog pastaen efter anvisningen på posen. Skær broccolien i små buketter, og kog dem i 4-5 minutter. Skyl blåbærrene, og bland til sidst pasta, blåbær og broccoli i en skål. Servér dressingen ved siden af.
LÆS OGSÅ: Må børn være på kur?
Bruschetta
4 personer
Det skal du bruge
4 skiver groft brød
4 store tomater
2 fed hvidløg
1 stor kugle mozzarella
1 dl frisk basilikum
(koriander smager også dejligt)
1 dl olie (fx ekstra jomfruolivenolie,
men du kan bruge, hvad du lyster)
Evt. pesto (kan udelades)
Sådan gør du
Lad dit barn riste brødene på brødristeren, til de får en smule farve, og pensl dem herefter med lidt olie. Find hvidløgene frem, og lad dit barn pille dem, halvere dem og gnide et halvt hvidløg på hvert brød, så saften fra feddet trænger ned i brødet. Sørg for, at dit barn har en god børnekniv. Tomaterne skylles og skæres i små tern. Smør evt. brødskiverne med pesto, kom tomaterne på og pynt med lidt mozzarella-strimler og frisk basilikum.
LÆS OGSÅ: Giv dit barn et sundt forhold til mad og krop
Bagte æbler med kanel og vanilje
Ca. 10 stk.
Det skal du bruge
2 æbler
2 spsk. sukker
1 spsk. kanel (evt. ægte kanel)
1 tsk. ren vaniljepulver
Sådan gør du
Lad dit barn vaske æblerne og tørre dem. Fjern kernehuset, og skær æblerne i tynde både. Forvarm ovnen til 200 grader. Lad dit barn blande kanel, sukker og vaniljepulver i en skål. Vend herefter æblerne deri (dit barn vil sikkert elske at gnide æblerne med kanel-vaniljesukkeret med fingrene). Kom bagepapir på en bageplade, og læg æblebådene derpå.
Bag dem i cirka 20 minutter (de må gerne være lidt gyldne). Nyd dem lune evt. med lidt cremefraiche til.
LÆS OGSÅ: 7 tip til opskrifter og sjov med æbler
Frugtsnack med kokos
1 portion
Det skal du bruge
1 skive moden mango
½ banan
½ dl blåbær
½ fersken
1 spsk. kokosmel
1 spsk. valnødder
Sådan gør du
Lad dit barn skylle blåbær og fersken. Mango og fersken kan godt være lidt svære at skære i pga. stenene, så hjælp dit barn med det. Sørg for, at barnet har en god, børnevenlig kniv, og lad ham skære frugten i mindre stykker. Lad ham komme frugter og bær i en skål, og drys kokosmel ovenpå. Pynt til sidst med hakkede valnødder.
LÆS OGSÅ: Madlavning med de mindste
LÆS OGSÅ: Sundhed: Du slapper heeeeeeelt af …
LÆS OGSÅ: Mad som får maven til at strutte af sundhed