Nina efter skanning: “Jeg ønskede mig brændende en pige”

Nina har lagt sig til rette på briksen. Hendes hjerte hamrer i brystet, og blikket er stift rettet mod skærmen til venstre. Hendes kæreste Martin sidder ved siden af og knuger hendes hånd. Om lidt får de at vide, om det er en pige eller en dreng, der gemmer sig bag Ninas maveskind. Skanningslægen kører apparatet hen over maven, og Nina glemmer et øjeblik at trække vejret.

Hendes indre monolog kører i ring: ‘En pige! Det skal bare være en pige!’ Sekunderne føles som en evighed, før lægen når rundt om hendes mave og siger: ‘Det er en dreng.’ Nina mærker sin krop blive tung på briksen, og det er, som om al den ophobede spænding omdannes til en knude i maven. Martin smiler. Hun prøver selv at smile, men tårerne presser sig på. Hun håber sådan, at lægen tager fejl. Men lægen er sikker: Det er en dreng.

LÆS OGSÅ: Gravide kan vælge kønsabort med ny blodprøve

“Jeg burde være glad. Lykkelig faktisk,” fortæller Nina om episoden ved skanningen. “Vi havde været i fertilitetsbehandling, og det var endelig lykkes mig at blive gravid efter et års behandling. Jeg skulle være mor! Taknemmeligheden burde fylde alt. Men i mit hoved og hjerte var det en pige, jeg ønskede mig. Faktisk så meget, at jeg havde bildt mig ind, at der var en pige i min mave.”

Smilet sidder udenpå

Skuffelsen er derfor stor, da Ninas ‘lille pige’ viser sig at have en tissemand. Hun skal sunde sig og vil hjem fra hospitalet med det samme. Hjemme igen taler hun og Martin oplevelsen igennem, og Martin prøver at bakke op, for han ved, at Nina ønsker sig en datter. Men han har svært ved at forstå fortvivlelsens dybde, for de er jo lykkelige over at skulle være forældre. Samme dag melder han ud over for omgivelserne, at de venter en lille dreng. Så nemt er det ikke for Nina.

“Der går tre dage, før jeg selv kan få de ord ud. Selv efter at have sagt det højt er jeg ked af det,” indrømmer Nina.

Hun bebrejder ikke Martin, og med vilje nedtoner hun de ‘forbudte’ følelser og smiler – udenpå. Hun vil bearbejde sine følelser selv, fordi hun ved, at de kan virke stødende på andre mennesker.

“Jeg er jo ikke et ondt menneske, der ikke ville have denne skønne dreng. Selvfølgelig ville jeg have ham! Jeg ville også bare så gerne have en pige. Det følte jeg mig skamfuld over,” forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Dreng vs. pige: Sådan skræddersyr I barnets køn

Nina har sine årsager til at ønske sig en pige. Hun har to brødre, Martin har lutter brødre, familien er god til at lave drenge generelt. Godt nok er det en myte, at førstefødte afgør de næste søskendes køn, men Nina har hørt, at hvis førstefødte er en dreng, så er barn nummer to det med 60 procent sikkerhed også – og det samme gælder for tredje barn. Helt så tydelige er statistikkerne om piger ikke, så hvis bare første barn er af hunkøn, så mener Nina, at drømmen om både en pige og en dreng nok skal blive opfyldt. Hun vil nemlig gerne have et barn af hvert køn.

“Ønsket om en pige var stærkt. Men når mere perifere bekendte spurgte mig om min præference, svarede jeg på autopilot: ‘Bare en sund baby.’ Men jeg mente det jo ikke; jeg ville have en pige. Det siger man bare ikke til hvem som helst, husker Nina.

Læs videre på næste side …

Skyld, skam og skældud

Den nære kreds smiler overbærende af Ninas ønske, men der er anderledes modstand i det virtuelle debatunivers. Nina undersøger nemlig, om nogen deler hendes tanker på nettet. Det er der nogen, der gør. Mange.

De kvinder, der har det ligesom Nina, spørger anonymt, om deres følelser er okay. Om det er normalt at være ked af babys køn. Alle får det samme svar fra de øvrige debattører: ‘Nej, I er ikke normale. I er utaknemmelige, I er tarvelige, I er ubehøvlede, og I er dårlige mødre. I bør søge hjælp.’ Kun ganske få prøver at sætte sig ind i følelserne.

“Jeg kunne godt følge vreden; man skal jo være taknemmelig over at blive mor. Jeg havde elendig samvittighed,” fortæller Nina. “Jeg gik endda helt barnligt og håbede, at et familiemedlem, der ventede barn samtidig, ikke skulle have ‘min lille pige’. Og blev lykkelig, da de meldte ud, at det var en dreng. Tænk! Jeg var jo Nina, syv år gammel!”

Vendepunktet kommer ved skanningen i uge 20. Natten før drømmer Nina, at lægen ved første skanning tog fejl, og at de i morgen vil få at vide, at babyen er en pige. At hendes ønske alligevel vil gå i opfyldelse. Men drømmen gør hende mærkeligt nok ikke glad, for hun kan pludselig mærke, at hun faktisk er afklaret med, at det bliver en søn.

“Så da de næste dag til misdannelsesskanningen sagde ‘dreng’, kunne jeg mærke, at ‘ja! Det er min lille søn, der ligger der. Nu skal vi bare vente på ham. Jeg glæder mig!’.”

Ren drengelykke

Nina og Martins søn August er i dag otte måneder gammel, og intet er mere rigtigt end netop ham. Han sender dagligt de dejligste smil i sin mors og fars retning.

“Vi elsker ham uendeligt højt, vi er lykkelige, og alt har været helt perfekt, siden han kom ud til os,” siger Nina.

Måske kommer pigen næste gang, men parret vil fravælge kønsskanning. For Ninas skyld. Bliver det en dreng, vil de nok forsøge igen. Hele forløbet har sat tanker i gang hos Nina, der paradoksalt nok er jordemoderstuderende.

“Jeg vil som jordemor bruge min personlige erfaring konstruktivt og undgå at sige værdiladede ting som ‘nøj, endnu en dreng til fodboldholdet!’ til en mor, der venter sin fjerde søn. Jeg skal ikke ønske noget på deres vegne, for jeg forstår kvinder, der står i samme situation, som jeg selv har gjort.”

Selv om Nina bebrejder sig selv for at have ønsket en pige, synes hun dybest set, at der skal være plads til sådanne tanker.

“De betyder ikke, at man ikke elsker det barn, man venter. Jeg elskede min søn fra første sekund. Han er et ønskebarn. Men derfor kan man jo godt have haft en drøm om noget andet. Ikke noget bedre. Men noget andet.”

LÆS OGSÅ: Otte måder at gætter barnets køn på

LÆS OGSÅ: Babys køn: “Baby er gået fra ‘den’ til hende”

LÆS OGSÅ: Uge 3: Kønnet er nu afgjort