Babymad galt i halsen

Sådan gør du, hvis dit barn får noget galt i halsen

Når små børn får noget galt i halsen, er det oftest gulerødder og nødder, der er synderne. Ifølge Børneulykkesfonden kan 8 ud af 10 forældre dog ikke førstehjælp. Få de bedste råd til at forebygge og tackle et uheld.

 – De nul- til toårige er de mest udsatte for de her ulykker, fordi deres tandsæt endnu er ukomplet, deres svælgrefleks er umoden, og så bliver de meget let distraherede, når de spiser, fordi verden stadig er så ny og spændende, siger afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital Rikke Haahr Iversen.

Hvordan griber du det så an med det helt lille barn, som skal prøve rigtig mad for første gang? Skal du frygte, at maden ender i den gale hals – måske fordi hun ikke har fået tænder endnu eller af andre grunde ikke virker helt parat endnu?

Nej, beroliger sundhedsplejerske Lena Dyhrberg. Hvis dit barn hoster, laver bræklyde eller sender mad retur ved middagen indimellem, er det helt normalt. Barnet skal lige lære kunsten at tygge. Men bliver dit barn ved med at kaste op eller spytte maden ud, er hun ikke er klar, siger Lena Dyhrberg.

– Så kan det være en god ide at vente en uge, før du prøver igen, siger hun. Dit barn skal nok nå at lære at spise, understreger hun og anbefaler at begynde med lidt blødere kost, hvis starten er lidt svær. Så begynd med at findele eller mose maden, erstatte rugbrød med øllebrød eller at opbløde mørkt rugbrød uden kerner i lidt vand og gå efter de blødeste frugter.

Generelt kan du forebygge ulykker med mad ved at være ekstra opmærksom på dit barn, når hun spiser, siger uddannelsesleder hos Falck, Henrik Mörke-Malmkvist:

– Hold øje med dit lille barn. Vend klapvognen mod dig, hvis hun sidder og spiser, så du kan følge med. Og sørg for, at den lille ikke løber rundt med mad i munden, for de bliver så let distraherede, siger han.

Alle de ulykker Henrik Mörke-Malmkvist har været ude ved som ambulancefører, er sket på et splitsekund. Mor eller far kiggede væk i tyve sekunder, mens barnet fik fat i batterierne i fjernbetjeningen på sofabordet eller større søskendes legetøj på gulvet. Hans råd er: Det skal helt væk fra børnehøjde!

Se vores video om, hvad du gør, hvis dit lille barn får noget galt i halsen

Ring 112, hvis dit barn bliver bevidstløs.

Kan du redde liv?

Falck.dkFørstehjælpsråd.dk

Lav legetøjstesten

Der er en grund til, at der står ‘fra 3 år’ på legetøj med små dele. Men er du egentlig klar over, hvor stort et stykke legetøj skal være, før det ikke er farligt for din tumling? Brug et fyrfadslys til at finde ud af det: Kan legetøjet være nede i aluminiumsskålen, er det for småt!