”Er I begyndt at have øjenkontakt med ham,” spurgte sundhedsplejersken - og så blev Mette nervøs

"Er I begyndt at have øjenkontakt med ham?”

Det er sundhedsplejersken, der spørger. Hun er på et helt almindeligt besøg hos Mette Seerup og Kristoffer Meinert og deres lille dreng, Malte på fire uger.

“Ja, lidt,” svarer Mette Seerup og afventer lidt forbavset sundhedsplejerskens respons. “Sådan fire-fem minutter ad gangen?” lyder det. “Øh, nej, nærmere fire-fem sekunder, hvis vi er heldige,” siger Mette Seerup og har ikke forberedt sig på det råd, der efterfølger.

“Så må I nok hellere få ham tjekket.”

"Jeg kan huske, at jeg spurgte sundhedsplejersken, om det ikke var fint at vente til vores femugers-tjek, der lå halvanden uge senere, og så svarede hun, at hun ville få det tjekket før. Da hun sagde det, kunne jeg godt mærke, at jeg blev nervøs," fortæller Mette Seerup om det, der skulle vise sig at blive et vendepunkt for den lille familie.

Hun fik hurtigt rykket tjekket et par dage frem. Og nåede så lige at lave det, hun selv omtaler som fejl nummer et; en grundig googlesøgning af alt det, der kan være forbundet med manglende øjenkontakt hos små børn. Autisme, frygtelige gensygdomme og alt muligt andet.

"Min læge var helt rolig og mente, at det var fuldstændig normalt, så det fik mig til at slappe lidt af. Indtil sundhedsplejersken kom to uger efter og endnu en gang nævnte det med øjenkontakten. Hun sagde, at hun ville komme igen og følge op på det, og det blev pludselig sådan en ting, jeg havde lidt ondt i maven over. Fordi jeg blev så bekymret for, om der kunne være noget alvorligt i vejen med Malte. Min bekymring blev kun forstærket af, at hver gang jeg kiggede på ham og søgte hans øjenkontakt, kiggede han ikke på mig. Så der var et par uger, hvor jeg slet ikke kunne være rigtig glad, fordi det fyldte virkelig meget," husker Mette Seerup.

Hun besluttede sammen med sin kæreste at søge hjælp hos en øjenlæge. Blot for at konstatere, at ventetiden til den slags er lang – meget lang. I stedet fik de to forældre en henvisning til en børnelæge på Herlev Hospital, som tjekkede Malte motorisk.

Lægen var hurtig til at sige, at der ikke var noget alvorligt galt, og at det formentlig bare var noget med hans syn. Hvilket den øjenlæge, de blev ledt videre til, bekræftede; Malte havde +4,5 på begge øjne, og han skulle have et par briller til at ‘kickstarte’ sit syn. Som en støttefod på en cykel.

"Pludselig gav det hele mening. Også i forhold til at det ikke kun var mig og Kristoffer, Malte ikke kunne fokusere på, men også sit legestativ og sit legetøj," siger Mette Seerup.

"Det med briller gjorde mig intet. Det var bare en kæmpe lettelse, at vi kunne udelukke alle de worst case-ting, som havde været min primære bekymring."

Tegn på dårligt syn

Maltes historie er speciel, og på sin vis også usædvanlig. De fleste børn, der fødes med markante synsfejl, retter sig selv inden etårsalderen, og det er kun en relativ lille gruppe, der bliver opdaget og udredt i så ung en alder, fortæller Ivan Nisted, der er lektor på Optikerhøjskolen ved Erhvervsakademi Dania.

Typisk bliver de først ‘fanget’ hos lægen, ved tre- eller fireårsundersøgelsen – en screening, der kom til i starten af 1970’erne, og som har betydet, at andelen af børn med ubehandlede synsproblemer er faldet fra 1,78 til 0,44 procent. Selvom cirka 95 procent af alle forældre tager deres små med til børneundersøgelserne, er kunsten dog at være særligt opmærksom på sit barn, mener optiker Torunn Haugland, der de seneste 15 år har hjulpet københavnske børn med at finde de helt rigtige briller i butikken Optikkerne på Værnedamsvej på Vesterbro.

LÆS OGSÅ: Frey er højt begavet: "Jeg tror, det er nemmere at være god til fodbold end at være klog"

"Børn kan sjældent selv sætte ord på, at de ser dårligt, fordi de aldrig har prøvet andet. Og slet ikke, når de er helt små. Nærsynede børn opdager man typisk meget tidligt, fordi de vitterligt ikke kan se noget, men det kan være sværere med børn, der er langsynede, og derfor ligger der en vigtig opgave hos forældrene i at lægge mærke, om barnets adfærd kan være forbundet med dårligt syn," forklarer hun.

Hos de helt små under et år kan det komme til udtryk ved manglende øjenkontakt og motoriske vanskeligheder. Hos de mindre børn og skolebørn kan det blandt andet vise sig ved klodsethed, træthed, manglende evne til at koncentrere sig og hovedpine, uddyber Torunn Haugland og bemærker, at skelen også hører til de tydelige og meget almindelige tegn hos børn med forringet syn.

Hvilket blot er endnu et godt argument for at komme af sted til øjenlægen, så snart man mistænker, at der er et problem, understreger hun og og bakkes op af Ivan Nisted, der igennem sin forskning kan se, hvordan der er en gruppe børn med moderat langsynethed, som ikke bliver grebet, når de starter i 0. klasse, og som måske kunne have gavn af briller.

Endelig kan Malte se!

For Mette Seerup og Kristoffer Meinert var besøget hos øjenlægen netop med til at give ro, vished og vigtigst af alt; hjælp til Malte.

"Så snart vi vidste, hvad det handlede om, gik vi i gang med at finde briller til Malte," fortæller Mette Seerup, som også sagtens kan huske, hvor høje de to forældres forventninger var, da de et par uger senere skulle hente de færdige briller og give Malte dem på for allerførste gang.

"Vi havde set sådan nogle film med små børn, der får briller på og pludselig kan se, så min kæreste sad klar med sin mobiltelefon og filmede, da Malte fik dem på. Men der var ikke den store reaktion. Det var til gengæld helt tydeligt, hvordan der i den første uge efter skete helt vildt meget. Vi begyndte at få øjenkontakt med ham i længere tid ad gangen, og han begyndte at fokusere på sit legetøj og række ud efter ting. Jeg kan også huske, at det var den uge, hvor Malte grinte til os for første gang, imens vi havde øjenkontakt, og det er stadig noget af det største, jeg har oplevet som mor", beretter hun.

Forskellen blev ikke mindst tydelig, da familien kort tid efter var retur i venteværelset hos øjenlægen, til et opfølgende tjek. Malte var meget optaget af et andet barn i nærheden, og da lægen trådte ud i venteværelset, var det med den prompte konstatering: “Hold da op, han er da kommet i gang med at se, han kan jo slet ikke få øjnene fra den lille pige!”

"Selvom jeg selv havde registreret det samme, var det så dejligt at få en fagpersons reaktion på det. Jeg havde virkelig brug for den bekræftelse af, at det bare var hans syn, det handlede om," konstaterer Mette Seerup.

I dag er Malte ni måneder gammel og på sit tredje par briller. To par har været igennem de små, nysgerrige barnehænder og er gået til, og han er endnu så lille, at de tit bliver hevet af.

"Sommetider må vi opgive at få dem på ham, og det er helt klart nemmest, når han spiser, fordi hans hænder er beskæftiget med noget. Eller når han sidder i sin barnevogn eller kører i bil og er optaget af ting omkring sig," lyder det fra Mette Seerup, der på netop barnevognsture har oplevet, hvordan Maltes ‘look’ er som en magnet for fremmedes søde og nysgerrige kommentarer.

"Men selv uden briller kan han sagtens fokusere på ting, og vi kan få øjenkontakt med ham – det har han lært af at få brillerne," siger Mette Seerup.

Mere cool, mindre tabu

Hos Optikerne på Værnedamsvej kan de nikke genkendende til, hvordan briller meget hurtigt kan gøre en forskel hos børn. Og ovenikøbet blive noget, som børnene tager til sig og holder af.

"Vi oplever tit små børn, der begynder at græde, hvis de er herinde for at få brillerne rettet til og er nødt til at tage dem af.Fordi hjernen har vænnet til sig brillerne, og det simpelthen er rart for børnene at have dem på," fortæller Torunn Haugland, der også lægger mærke til, hvordan det generelt er blevet mindre taburiseret at være barn og gå med briller.

"De fleste også lidt større børn, vi møder, er enormt glade for deres briller. De bliver kede af det, når de går i stykker, vil ikke have nogle nye og udvikler i det hele taget et meget personligt forhold til dem," konstaterer Torun Haugland.

Hun vurderer, det blandt andet kan skyldes, at briller mange steder har fået status som et cool smykke eller tilbehør – og at der er en anden og øget opmærksomhed hos forældre i forhold til at få deres børns syn tjekket, hvis de har mistanke om noget. Også ud over de sædvanlige synsundersøgelser hos egen læge.

For Mette Seerup og Kristoffer Meinert har det betydet alverden, at de blev klar over Maltes dårlige syn så tidligt, og de er begge fortrøstningsfulde omkring hans fremtid med briller.

"Både min kæreste og jeg har haft briller som børn og unge – jeg startede med +6, da jeg var 1,5 år, og min kæreste var nærsynet som lille – og der er heldig - vis ingen af os, der nogensinde er blevet drillet eller har følt det som et problem. Så det tænker jeg heller ikke, at det bliver for Malte", lyder det fra Mette Seerup, der samtidig lægger stor vægt på, at hendes søn altid har briller på, der passer godt til lige præcis ham.

LÆS OGSÅ: Jasmins søn er kronisk syg: "Det var fuldstændig kaotisk og overvældende"

"Da vi endnu kun havde en mistanke om Maltes dårlige syn, kan jeg huske, at jeg sagde til min kæreste, at hvis Malte skulle have briller, skulle det være nogle flotte briller. Min egen mor gik også op i, at jeg måtte få de briller, jeg allerhelst ville have, da jeg var barn. At det skulle være det bedste af det bedste. Og det er vigtigt, at Malte føler sig tilpas og rigtig med dem på – især når han bliver ældre", siger hun.

Foreløbig skal Malte til kontrol hver tredje måned, og indtil videre er hans styrke uændret. Men mange børn vok - ser fra deres langsynethed, hen imod teenagealderen, og det kan derfor sag - tens være, at styrken falder med tiden.

"På sigt håber jeg, at han bliver fri for brillerne, men lige nu tænker jeg, at det er helt fint, hvis han får lov at beholde dem lidt endnu. Fordi det er blevet så meget ‘ham’ at have de briller", smiler Mette Seerup.