Økologi

Stort ØKO-tjek

Ordet økologi har det med at fritage os for alle bekymringer. Så længe mad, cremer og rengøringsmidler er økologiske, er alt i skønneste orden. Men ved du egentlig, hvad økologi dækker over, og hvor dine penge er givet bedst ud? Bliv klogere i vores guide til økologisk mad, tøj, legetøj og cremer.

Faktaboks

Begrebet økologi blev introduceret i 1866 af den tyske biologiprofessor Ernst Haeckel. Allerede dengang handlede det om samspillet mellem levende væsener og miljøet.

Det gør det stadig, men i dag bruger vi oftest ordet om varer og produktionsformer, der lever op til statens og EUs regler om økologiske fødevarer og produktion.

I hovedtræk går økologi ud på, at mennesker og deres forbrug skal belaste miljøet så lidt som muligt; hverken mennesker eller naturen må generes af sundhedsskadelige stoffer som kemikalier og tilsætningsstoffer.

Økologi er grønt, sundt og godt for miljøet. Det er også godt for en hel masse andet, som det på stående fod kan være rigtigt svært at huske, når du står i tøjbutikken eller supermarkedet og skal vælge mellem økologiske og almindelige varer.

Hvis ungerne derhjemme skal putte varen i munden eller have smurt den på kroppen, ender det tit med økovarianten, for så får du både god samvittighed og tryghed med i købet. Men hvad dækker egentlig det forjættede øko-begreb over?

LÆS OGSÅ: Økologi eller ej?

Forfatterne til bogen Familie uden kemi, cand. scient.pol Lene Midtgaard og cand.techn.soc Tino Rabe Tønnesen, er forældre i hver deres børnefamilie, og som miljøvejledere har de i mange år beskæftiget sig med sundhed og miljø.

Vælg altid økologisk mad

I deres verden er det ikke nok, at der et sted på flasken med shampoo står ‘økologisk’. Ordet økologi er nemlig ingen garanti for, at produktet er 100 procent økologisk. Hvis du vil sikre dit barn en sund hverdag, er du nødt til at finde din indre Sherlock Holmes frem og lege detektiv.

Så længe det handler om mad og drikke, er det nogenlunde til at finde ud af, fordi madvarer med Ø-mærket kontrolleres af staten.

“På det her felt er det danske Ø-mærke og EU’s økologi-logo din garanti for kvalitet,” siger Lene Midtgaard og forklarer, at når dit barn spiser økologisk, så slipper det for rester af de sprøjtemidler, som den ikke-økologiske landmand bruger til at dræbe ukrudt, skadedyr og svampesygdomme.

LÆS OGSÅ: Her skal du ikke spare på økologien

“Økologiske grønsager indeholder generelt flere nærings- og smagsstoffer og mindre vand pr. kilo end ikke-økologiske, og så er Ø-mærkede fødevarer ikke sminket med kunstige farvestoffer eller sødemidler,” siger hun. En amerikansk undersøgelse har desuden dokumenteret, at du ved at give dit barn økologisk mad er med til at nedbringe mængden af rester fra sprøjtegifte i dets krop.

Drop alt med parfume

Detektivarbejdet begynder for alvor, når det kommer til creme og shampoo til guldklumperne. Der findes nemlig rigtig mange plejeprodukter, der reklamerer med at være ‘økologiske’ eller ‘naturlige’ uden at være særlig gode for dit barn.

“Der er ingen officiel definition på, hvad økologisk kosmetik er. Ordet henviser til råvarernes oprindelse, blandt andet dyrkningsmetoden af de planter, der bliver anvendt,” fastslår Lene Midtgaard. Det betyder altså, at selv om du spotter ordet ‘økologisk’ på en fugtighedscreme og trygt smører bavianerne derhjemme ind i den, så kan du ikke vide, hvor stor en del af ingredienserne der er økologiske. Ligesom mærkatet ‘økologisk’ i denne sammenhæng heller ikke udelukker, at cremen indeholder kemiske stoffer.

“I modsætning til økologiske fødevarer er der ikke retningslinjer for, hvornår en producent må kalde sin creme eller shampoo økologisk,” forklarer Lene Midtgaard. Det er heller ikke alle de økologiske plejeprodukter, der er fri for parabener og allergifremkaldende parfumestoffer. Derfor anbefaler Lene Midtgaard, at du altid køber produkter helt uden parfume til børn.

LÆS OGSÅ: Sund grød til hele familien

“Det gælder, uanset om parfumen er syntetisk eller naturlig, og ligegyldigt hvor økologisk den er. For at være helt sikker på, at du får et produkt uden problematiske indholdsstoffer, bør du gå efter Svanemærket eller EUblomsten,” råder hun.

Spørg kritisk

Nu skal ungerne jo også have tøj på, puttes i seng og rode rundt på gulvet med legetøj. Men hvor passer økologien ind, når du skal købe en ny undertrøje eller et sæt sengetøj? Også her er der tale om et område uden faste regler for, præcis hvor meget økologi der skal til på ingredienslisten, før en producent kan reklamere med økologisk tøj.

“Tekstiler kan indeholde rigtig mange kemikalier fra produktionsprocesserne. For eksempel går 25 procent af verdens pesticidforbrug til produktion af bomuld. Desuden stiller vi forbrugere krav om, at tøjet skal have flotte farver og være strygefrit, og det kan kun opfyldes ved hjælp af kemikalier,” forklarer Tino Rabe Tønnesen.

Men det kan være svært, for ikke at sige umuligt, at finde ud af, om blusen er proppet med kemikalier. Her må detektivgenet på banen: Hvis tøjet lugter den mindste smule kemisk eller parfumeret, så læg det tilbage på hylden. Parfume bliver nemlig brugt til at kamuflere lugten af kemi. Desuden bør du vælge butikker, hvor ekspedienterne kan svare på dine spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Test: Hvor sunde er dit barns madvaner?

“Du er nødt til at spørge til det tøj, du køber til dit barn. Ikke mindst hvis der er plastiktryk på blusen. Er det for eksempel lavet af pvc? Er farven i håndklædet fyldt med tungmetaller eller brandhæmmere? Er tøjet gjort strygefrit ved hjælp af formaldehyd?” spørger Tino Rabe Tønnesen.

Gå efter Øko-tex

Heldigvis kan du styre efter nogle bestemte certificerede mærker, når du shopper børnetøj. Et af de mest almindelige er verdens førende sundhedsmærke inden for tekstiler, ØkoTex-100-mærket. Det garanterer, at tøjet er testet fri for problematiske stoffer.

Til gengæld garanterer det trods navnet ikke, at tøjet er økologisk. Der kan nemlig under farvningen af tøjet godt være brugt miljø- eller sundhedsbelastende stoffer, når blot de pågældende kemikalier ikke har indvirkning på dit barns sundhed under brug.

Hvis du vil have ægte økologisk tøj – det vil sige tøj fremstillet af økologiske råvarer samt miljørigtigt bearbejdet uden brug af diverse skadelige kemikalier – vil det være en god idé at gå efter mærkerne EKO/SKAL, IVN, OneCert eller AB. Der findes også andre mærker, og på Miljoeogsundhed.dk finder du listen samt en fortegnelse over forhandlere, der sælger certificeret økologisk børnetøj.

Kilder:

Informationscenter for Miljø & Sundhed og Praktiskoekologi.dk

Familie uden kemi – guide til en sundere hverdag, Lene Midtgaard og Tino Rabe Tønnesen, Lindhardt og Ringhof, 216 s., 250 kr.

LÆS OGSÅ: 10 veje til sjov motion for hele familien