Thomas Skov: Brev til min teenagedatter

“Kære Ellen,

Du var til fest i går, og du ligger i sengen med tømmermænd. Klokken er 9, og du har kun sovet i 3-4 timer. Men nu skal du op. Nu vækker jeg dig, så højlydt som overhovedet muligt.

’Hvorfor skal jeg stå op allerede nu, far’ – hvisker du med din hæse drukstemme.

Det skal jeg sige dig, min skat. Du kunne have sovet, da du var barn. Jeg gav dig alle muligheder for at sove lige så sødt, du ville. Men ville du det? NEJ!”

Hvad er det, hun ikke forstår?

Jeg tænker tit over, at jeg skal skrive et brev til min datter, som hun må åbne, når hun vågner efter den første gymnasiefest. Hver eneste gang hun ikke vil sove, er jeg ved at finde pen og papir frem, så jeg kan få skrevet mine tanker ned.

Jeg har det som en voksen version af KESI’s sang. Jeg har nærmest ikke sovet i et år. I hvert fald ikke særlig meget siden min datter kom, og jeg misunder hende alle de muligheder, hun har for at få sig noget skønhedssøvn.

Men det er, som om hun ikke forstår, hvad der er godt for hende. For vil hun sove? Nej! Hun vil være vågen. Hun vil udforske verden, og det forstår jeg da også godt. Det er bare så frustrerende, når jeg nu lige havde en ide om, hvad jeg vil lave, når hun endelig sover.

Tiden snegler sig afsted, når jeg gang på gang må lægge hende ned i sengen, mens hun gang på gang rejser sig op for at stå og pludre.

Jeg har prøvet at læse bogen om den der åndssvage kanin, der heller ikke vil sove – men min datter aner ikke, hvad en kanin er, og desuden vil hun hellere rive i siderne end at sove.

Sådan kan timerne gå, mens Netflix står helt alene nede i stuen, og golfsættet bliver skubbet længere og længere hen imod en annonce på dba.dk.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Barsel lærer en voksen mand at skide

Jeg ved godt, at hævn er en grim ting, og jeg vil heller ikke gå så vidt som til at kalde det decideret hævn, men jeg tror, hun kommer til at fortryde alle de dejlige ekstra timers søvn, hun kunne have fået, når hun bliver ældre. 

Jeg har i hvert fald sendt en stor undskyldning til mine forældre. En undskyldning for at slut-80’erne gik med at putte mig, mens Tjernobyl eksploderede, Olof Palme blev skudt, og Aids buldrede af sted uden for dørene.

Jeg kan selvfølgelig godt se, når jeg skriver det sådan, at en putning kan være et helle fra verdens uhyrligheder og katastrofer. At mens hele verden brænder, sidder jeg i sikkerhed på min datters værelse, mens mit største problem er, at hun er en glad pige, der ikke vil sove.

Min morfar har skrevet dagbog hele sit liv, og jeg sad en dag sammen med ham og hørte om, hvad han havde oplevet gennem sit liv. Da vi kom til den 11. september 2001 faldt talen på, at det var en forfærdelig dag. Den dag var han nemlig kommet til at klippe ledningen over, mens han klippede hæk.

Det er jo ikke, fordi han og jeg ikke ser ud over vores egen næsetip, og faktisk er det nogen gange godt at sætte tingene i perspektiv og se, at tit er græsset slet ikke grønnere på den anden side af den nyklippede hæk.

Det er også derfor, jeg prøver at huske mig selv på, at det ikke er verdens største problem, når min datter ikke vil sove. Det føles bare ofte sådan.

Nå, nu vil jeg lægge hende i seng – vi ses om et par timer.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: 19 tegn på at du er blevet far

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Det er så nemt at belønne med slik

LÆS OGSÅ: Febrilsk ved puttetid? Sådan får du dit barn til at sove