Thomas Skov: "Man kan blive åndssvagt stolt af sit barn, bare hun kigger på en bold"

Det undrer Thomas Skov, at datteren Ellen ikke er vågnet endnu.

– Har hun sovet siden klokken 11? spørger Emilie Bruhn og fortæller, det er længe siden, datteren har sovet så længe til middag.

– Det kan godt være, vi lige skal tjekke, om der er puls, siger Thomas og rejser sig fra bordet og går ind i rummet ved siden af det køkken, vi sidder i.

– Jeg synes, du skal vække hende, for sover hun mere, får jeg bøvl med hende i aften, siger Emilie til ham.

Hun sover tungt, indskyder jeg og tænker på, at vi i nogle minutter har snakket i et helt almindeligt lydniveau, og der blev lavet en larmende kop kaffe for lidt siden.

– Hun kan bedst lidt, at der er lidt larm omkring hende, siger Emilie.

Thomas kommer tilbage med tre måneder gamle Ellen, der ligesom alle andre skal komme til sig selv, fordi hun er blevet vækket.

– Hej. Det er Casper. Var det en god lur? spørger han og løfter hende op foran sig.

Han forventer ikke, at hun svarer, og det gør hun heller ikke. Ellen er lidt svedig i nakken, mærker Emilie og foreslår, at Ellens stribede, lyse sweater skal af. Vi snakker lidt om hendes hår, som der ikke er meget af, som Thomas siger det, og Emilie mener, at hun tror, at han skal være meget tilfreds med det, der er indtil videre.

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

– Det er jeg også, men det gør stadig en lille smule ondt, når folk siger ‘nej, en sød, lille dreng’. Altså før kunne jeg aldrig kende forskel selv, men som forældre tænker man ‘har vi fejlet?’. Ej, ikke fejlet, men man bliver sådan lidt, at ‘du skal ikke kalde min pige for en dreng’, siger han.

– Jeg er begyndt at sige, at ‘ja, det er Ellen’, inden folk når at sige noget, fortæller Emilie.

– Da hun blev døbt var der nogle andre børn, som jeg simpelthen ikke kunne se, hvad var. Så spurgte jeg, hvad skal navnet være.

– Man kan også sige ‘hvem har vi her?’. Ikke, Ellen? Har du lige sovet? En dejlig lur? Har du været alene med far i så mange timer?

Tre eller fire?

Det var bare det

Kig på Ellen

Orden og kaos

Det er forskellen på de to. Emilie vil gerne have kontrol, Thomas vil gerne se, hvad der sker. Når de er på ferie, vil hun gerne have en plan for, hvad der skal ske, for så når de mest muligt. Han vil gerne smide kortet væk og slentre rundt. På den måde passer de godt sammen, og på den måde er de ifølge dem selv nået frem til, hvordan det her forældreforetagende skal forløbe.

– Man må gå på kompromis, og det går nok alt sammen. Vi er meget forskellige, men når man bare ved det, kan man godt finde ud af at være forskellige sammen, mener Thomas.

Lige da Ellen var blevet født, var de fem uger i sommerhus, og han tænkte, at det ville blive svært at begynde på

arbejdet igen. Det var det ikke rigtigt. Det overraskede ham lidt, og det undrede måske også omverdenen. Men det, der var nyt, var, at han glædede sig vildt til at komme hjem igen.

– Tidligere var det fint nok at komme hjem, det var hyggeligt, men nu er der virkelig noget at komme hjem til, som han siger.

Derfor er det også irriterende, at han ikke kan nå det sidste fly hjem fra Aalborg i aften, og at han så bliver nødt til at overnatte til i morgen.

– Jeg vil helst bare hjem, siger han. Næsten modsat ham tæller og samler Emilie sine fridage. Efter hun er blevet mor, er hun begyndt – som hun selv siger – at gå op i nogle syrede ting. Det er gået op for hende, at hun og Ellen en dag skal sige farvel til hinanden.

– Jeg kan nærmest få panikangst over det. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne lide at gå på barsel. Jeg er arbejdsnarkoman. Da vi tog hjem fra sommerhuset efter de første fem uger, havde jeg følelsen af, at nu skal vi hjem og i gang. Men jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke skal være sammen med hende hver dag. Det er syret, at der er et menneske, man bliver så afhængig af, fortæller Emilie.

På bundlinjen

Det kan lyde som et par omvæltninger, og det er det sikkert også, men de bliver ikke karakteriseret som store her i lejligheden. Man skal ikke undervurdere dem, men Emilie og Thomas er bevidst om, at de stadig er og skal være sig selv. De er altså mere end bare forældre. Der er ingen grund til, at de begge står op om natten, og der er slet ingen ide i, at de begge sidder hjemme, hvis den ene gerne vil ud.

Da Ellen var fire uger gammel, tog de til bryllup og overlod hende til Emilies forældre. Der sker ikke noget med hende, selv om de ikke er sammen med hende. Bare hun er sammen med nogen, der elsker hende, og som hun føler sig tryg ved, har de fundet ud af.

Thomas har offentligt ikke lagt skjul på, hvor fedt det er at være far. Han siger, at han sikkert havde haft et andet syn på det, hvis Ellen havde skreget, siden hun blev født. Så havde det ikke været særligt nemt at være forælder, tænker han.

– Men bottom line er, at vi synes, vi har det virkelig godt, siger Emilie og fortsætter:

– Det siger vi tit til hinanden. At vi har det dejligt. Vi gør det, vi har lyst til. Vi har et eksemplarisk barn. Vi bor, hvor vi gerne vil. Vi rejser. Nogle gange skal man bare være glad for, at det går godt. Det er svært, når man har siddet med andre, der har et lille barn, og det er fuldstændig kaos. De fem uger, vi var i sommerhus og hjemme, nåede vi det, vi skulle. Selvfølgelig er der dage, hvor man ikke får hængt vasketøj op, fordi hun er ked af det, men det der med, at det er helt i undtagelsestilstand, fordi man har et barn… det er næsten pinligt, at vi ikke oplever det.

Thomas supplerer:

– Ja, det har været mærkeligt, når nogle fortæller, at de slet ikke nåede at få tøj på en dag. ‘Nå, okay’, må man sige. Du er god til at få tingene gjort. Hvis jeg havde været alene med hende eller sammen med en, der lignede mig, kunne jeg nok godt sidde i et kaos, hvor jeg ikke havde haft tøj på i et halvt år. Men vi gider jo heller ikke at sidde her og sige, at det overhovedet ikke er hårdt…

– Hør her, hun er supernederen nogle gange. Det vil jeg bare lige sige, og der er masser af gange, hvor du kommer hjem, og jeg er helt understimuleret, fordi jeg mangler voksenkontakt, bryder Emilie ind.

– Ja, ja, for helvede. Derfor bliver det også godt, når du skal på arbejde igen, siger Thomas.

– Ja, og det bliver også lidt sørgeligt.

– Men så er det godt, du skal have fire børn. 

LÆS OGSÅ: Er I enige om jeres familieliv?

LÆS OGSÅ: Familieliv: 25 genveje til nemme dage

LÆS OGSÅ: Hr. Skæg: ”Jeg glædede mig ikke til at vokse op”