Undersøgelse: En god far har små løg
Jo større, jo bedre. Bare ikke når det gælder en mands testikler og deres betydning for hans evner som far. Jo mindre løg, jo bedre en far, viser ny undersøgelse.
Her gik vi og troede, at en mands personlighed var afgørende for hans evner som far. Men hvem havde troet, at hans ‘udstyr’ også spiller en væsentlig rolle?
Det viser ny amerikansk forskning, ifølge Experimentarium.dk, at det gør.
Og faktisk er det mest fordelagtigt for en mand at være udstyret med små testikler. For jo større testiklerne er, jo svagere er en mands faderlige omsorgsgen.
LÆS OGSÅ: 20 fædre: Hvad er en god far?
I undersøgelsen fra Emory Universitetet i Atlanta, der netop er blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PNAS, undersøgte man størrelsen på testiklerne hos 70 mænd, der havde småbørn. Derudover foretog man tests af hjerneaktivitet og adfærd hos mændene.
Biologien afgørende for far-evner
“Det er et interessant studie. Ofte forklarer man mænds indsats i børneopdragelse med sociale eller kulturelle forhold. Her viser det sig, at mænds biologi i højere grad er med til at bestemme, hvordan de opfører sig overfor deres børn,” fortæller Peter Kjærgaard, der er professor i evolutionsstudier ved Aarhus Universitet til Experimentarium.dk.
Jo større testiklerne er, jo mere testosteron og jo flere sædceller producerer man. Så hvis fædres omsorg påvirkes af testikelstørrelsen, tyder det på, der også er en slags evolutionær krig i gang, når det gælder mænds testikler.
“Vi har jo at gøre med to konkurrerende parringstrategier. En der handler om at få så mange børn som muligt, og en hvor det handler om at passe så godt på sine børn som muligt,” siger Peter Kjærgaard.
LÆS OGSÅ: Det kan du lære af far
De konkurrerende strategier er desuden interessante for, hvordan vi opfører os rent seksuelt.
“Andre studier viser også, at jo større testikler man har, jo større tendens har man til at have flere partnere og være utro. Så det passer også godt ind på det mønster, vi ser med de her nye resultater,” fortæller Peter Kjærgaard.
Spørgsmålet er nu helt præcist, hvorfor testiklerne udvikler sig på den her måde, og hvorfor de har betydning for den faderlige omsorg. Vi venter i spænding på resultatet!
Kilde: Experimentarium.dk