Vaccine-debat: Forældre opretter smittegruppe på Facebook
Forældre, der ikke vil lade deres børn vaccinere, har oprettet en lukket Facebook-gruppe til udveksling af oplysninger, så deres børn kan blive smittet med eksempelvis røde hunde og mæslinger. Et meget risikabelt scenarie, lyder advarslen fra professor
”Hej. Børnesygdomme søges til 2 drenge. Feks.: skoldkopper, fåresyge, mæslinger, røde hunde”, ”Jeg har en søn på 18 mdr., som jeg søger mæslinger og skoldkopper til” og ”Også interesseret i mæslinger”.
Sådan lyder en del af de opslag i en lukket gruppe på Facebook, hvor vacccine-skeptiske forældre efterlyser kontakt til andre smittebærende børn.
Når dit barn vågner tredje gang i løbet af natten glohed og rystende af feber, bander de fleste forældre børnesygdomme langt væk. Men i ”Smittegruppe til børnesygdomme”, som har eksisteret i et års tid, søger de over 200 medlemmer aktivt vira til deres børn. Også den frygtede mæslingevirus.
Ikke nødvendigt med vaccine
Et medlem fra gruppen fortæller til voresbørn.dk, at hun efterlyser mæslinger til sin femårige datter, fordi hun har fravalgt de sædvanlige stik hos lægen.
– Jeg har en sund og stærk pige, så jeg har ikke syntes, det var nødvendigt med vaccinen. Men samtidig vil jeg jo gerne have, at hun kommer gennem børnesygdommene, mens hun er lille, så det bliver så ukompliceret som muligt, siger moren.
Ligesom en række andre forældre fra gruppen ønsker hun at være anonym. Den verserende vaccinedebat har været for skinger til, at de har lyst til at stå frem med deres synspunkter.
Blandt argumenterne for ikke at deltage i børnevaccinationsprogrammet nævner forældrene eksempelvis allergi over for visse komponenter i vaccinen, frygt for bivirkninger eller en grundholdning til, at sygdommene i ”vild” form er sundere for børnene og giver bedre immunitet. Forældrene understreger samtidig, at et fravalg af vaccinen ikke er ensbetydende med, at man aktivt opsøger smitte til børnene.
Vaccine det eneste rationelle
Allan Randrup Thomsen er professor i virusinfektioner ved Københavns Universitet. Han fraråder kraftigt at benytte sådanne smittegrupper.
– Det er et meget risikabelt scenarie, de har gang i. Mange børn bliver alvorligt syge af mæslinger. Det er en sygdom med mange følgevirkninger, som kan føre både livsvarig invaliditet og død med sig. Det er absolut ikke noget, jeg kan anbefale, siger han til voresbørn.dk.
Allan Randrup Thomsen kender godt til modstanden mod vaccinerne og erkender også, at der kan være bivirkninger.
– Alle indgreb har en vis form for risiko, men målt op imod de risici, der er forbundet med selve sygdommen, er bivirkningerne forsvindende små. Det eneste rationelle er at få sit barn vaccineret, siger han.
Selv om administratoren af Facebookgruppen fraråder, at man udveksler smitte med mæslinger, optræder flere efterlysninger af netop mæslinger alligevel på siden. Voresbørn.dk har været i kontakt med administratoren, som ikke ønsker at medvirke.
Undervejs i researchen har gruppen også skiftet status fra ’lukket’ til ’hemmelig’, hvilket yderligere mørklægger debatterne på siden.
Op til forældrene
Den private forening ”Vaccinationsforum” har også udtalt sig kritisk i forhold til vacciner. Men bestyrelsesformand og sygeplejerske Else Jensen er forbeholden over for brug af smittegrupper.
– Vi vil ikke tale for eller imod smittegrupper, uanset om det foregår via privat netværk eller via Facebook. Det er op til forældrene selv. Uanset hvilket valg vi foretager for vores børn i forhold til vacciner eller smitterisici, er der en vis risiko. Man må som forælder gøre op med sig selv, hvad man kan stå inde for,” siger Else Jensen til voresbørn.dk.
Flere smittes med mæslinger
De stærke overlever
De tørre tal er dog ikke noget, som får den anonyme mor til at ændre holdning. Heller ikke eksperternes argument om, at det brede flertal skal vaccineres for at beskytte de svage, som ikke tåler vaccinen, bider på moren til den femårige pige.
– Selvfølgelig har vi alle et moralsk ansvar for vores medmennesker. Det kan jeg godt se oppe i mit hoved. Men selvom det lyder barskt, er det samtidig min grundholdning, at der måske er en mening med, at det – sat på spidsen – er de stærkeste, der overlever, siger hun.
Det er en indstilling, som får professor i straf og etik ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen til at overveje, om man ved lov bør tvinge forældre til at vaccinere deres børn
– Det er meget egoistisk ikke at vaccinere sit barn. Det er en borgerpligt på linje med skolegang, siger han og tilføjer:
– Straf bruger vi til folk, som udsætter andre for fare. Når man undlader at vaccinere sit barn udsætter man både barnet og andre for unødig risici, og det mener jeg godt, man kan overveje at straffe, siger professoren til voresbørn.dk