5 nemme planter til haven, du ikke kan slå ihjel
Har du ikke så meget haveerfaring, men drømmer du alligevel om en have med smukke planter og et rigt blomsterflor? Så får du her 5 bud på farverige favoritter, der blomstrer igen og igen – selv hvis du ikke skulle have grønne fingre.
Som ny haveejer kan det være svært at vide, hvilke planter du skal vælge, hvis du vil have succes med dit blomsterbed. Nogle planter er nemmere at dyrke end andre. De er robuste og kan trives - også selvom vækstbetingelserne ikke er helt optimale, og samtidigt kræver de heller ikke særlig meget pasning og pleje.
Er du begynder, kan det derfor være en fordel at starte med dem, og efterhånden som du får mere erfaring, kan du så kaste dig ud i de mere sjældne arter, dem, som er mere krævende at passe.
1. Kæmpe verbena (kæmpejernurt)
Med sine høje, tynde stængler og fine små, lilla blomsterskærme kan planten se skrøbelig ud, men det er den faktisk ikke. På trods af dens sarte ydre, er stænglerne meget stærke og smidige. Kæmpe verbena blomstrer fra august til det tidlige efterår.
Sådan planter du den:
Planten trives bedst i sol og varme. Grav et plantehul så dybt og bredt, at rødderne ikke bøjes. Løsn herefter jorden i bunden af hullet og fyld det op med vand. Når vandet er trukket ned i jorden, anbringer du planten og fylder op med jord. Træd herefter jorden fast omkring planten.
Sådan holder du den:
Kæmpejernurt er en tørketålende plante. Vand kun planten i tørre perioder og gød den kun, hvis den trænger til ekstra forkælelse. Gødning skal foregå i det sene forår, når planten begynder at blomstre.
2. Stolt kavaler (Cosmos)
Denne smukke plante med de store, lette og lyserøde blomster er kendt for at være en af de mest taknemmelige sommerblomster, du kan dyrke i din have. Den springer ud omkring Skt. Hans, og de smukke blomster holder lige indtil frosten sætter ind.
Sådan planter du den:
Stolt kavaler elsker sol og skal helst placeres et solrigt sted i haven. Selvom planten kun er 1-årig, kan du næsten være sikker på at se den i din have igen til næste år. Det er nemlig en såkaldt selvsående plante, som smider mange frø.
Sådan holder du den:
Når først planten er kommet godt i gang, klarer den sig normalt uden ekstra vanding, selv i tørre perioder. Men hvis du vander den i tørre perioder, bliver både planten og blomsterne større og flottere. Undlad at gøde planten for meget – på den måde får den både flere blade og blomster.
LÆS OGSÅ: Spot fugle i haven: Her er de 11 mest almindelige
3. Lavendel
Den klassiske lavendel med sin karakteristiske duft, har smukke blåviolette, hvide eller rosa blomster. Den trives godt i fuld sol og det er sjældent nødvendigt at vande den. Lavendel blomstrer i juli-august og trives fint i krukker.
Sådan planter du den:
Placer lavendel i en tør og mager jord, der ikke er for tung og våd. Plant gerne lavendel ud i foråret, så planten har lang tid til at etablere sig, inden vinteren kommer. Udplant lavendel ved at grave et plantehul, der er så dybt og bredt, at rødderne ikke bøjes. Læg et gruslag i bunden. Husk at vande både før og efter udplantning.
Sådan holder du den:
I de første tre måneder efter udplantning, skal du vande lavendel regelmæssigt. Derefter behøver du ikke vande planten, da den får væske fra naturen. Du behøver heller ikke gøde den. Sørg for at beskære din lavendel hvert forår, når frosten er forbi. For at planten kan danne nye rødder og skud, er det også en god ide at grave den op og omplante den i et dybere hul end før, så den danner nye rødder og skud.
LÆS OGSÅ: Stor guide til lavendler på altanen & i haven
4. Pæon (bonderose)
De smukke pæoner – eller bonderoser er et fantastisk syn i haven. De fyldige blomster er ofte rødlige eller magenta farvede, gule eller hvide. Bonderosen blomstrer i slutningen af maj eller starten af juni.
Sådan planter du den:
Pæonerne trives bedst i fuld sol og læ, så de ikke knækker. Udplant pæoner ved at grave et plantehul, hvor rødderne ikke bøjes. Planten placeres, så rodknolden er 3 cm under jorden. Vand herefter grundigt, hvis jorden er tør.
Sådan passer du den:
Med deres overdådige blomster ligner pæoner nok planter, som har brug for masser af opmærksomhed, men det har de faktisk ikke. Pæoner er nemlig meget nøjsomme planter. Er de plantet i en tilpas næringsrig jord, behøver du ikke at gøde dem. Pæoner må ikke stå i vand, men de tåler heller ikke at tørre ud. Sørg derfor for at jorden omkring planten holdes let fugtig.
LÆS OGSÅ: Guide: Sådan dyrker du dit eget avocadotræ
5. Storkenæb
Storkenæb er en af havens letteste stauder at dyrke. Den er både hårdfør og nøjsom – og derfor rigtig god til begyndere. Der findes over 400 arter af storkenæb, og de blomstrer hele sommeren med kridhvide, grålige, pastelfarvede rosa eller lilla blomster.
Sådan planter du den:
Storkenæb kan gro næsten hvor som helst i haven, men trives bedst i fuld sol og kan som udgangspunkt plantes ud året rundt. Grav et plantehul, der er så dybt og bredt, at plantens rødder ikke bøjes. Løsn jorden i bunden af plantehullet, anbring planten i en passende højde i hullet og fyld jord op omkring den. Slut af med at vande og træd så jorden fast omkring planten.
Sådan passer du den:
Storkenæb er er tørketålende og behøver derfor ikke at blive vandet. Hvis jorden omkring den er næringsrig, behøver den heller ikke at blive gødet. For at sikre nok næring kan du dog eventuelt give den en gang kompost hvert forår.
Kilder: havenyt.dk, plantorama, haveselskabet.dk