Angst var noget, jeg troede, alle andre end mig blev ramt af

Kære dig

Angst. Noget, jeg troede, alle andre end mig blev ramt af. Men jeg er som alle andre, for angsten fandt mig. 

Midt på badeværelsesgulvet sad jeg grædende, og mit hjerte hamrede, som om nogen var efter mig. Min angst var efter mig. Dagen var d. 21. maj 2021, idet hele min verden ramlede. Gråd, hurtigt bankende hjerte og magtløshed ramte mig. Det var mit første angstanfald. Den dag var vendepunktet. Overraskende nok ringede jeg straks til min mor – en person, jeg normalt ikke inddrager i mine psykiske problemer. Jeg tastede hurtigt hendes nummer, mens tårerne trillede ned ad kinden. Fra kinden ned på badeværelsesklinkerne. Hun tog straks telefonen, hvorefter jeg intet husker. Min verden sortnede, men min mor er en handlekraftig kvinde, så hun fik ringet til dig, og alle mine tanker kom ud.

Hvorfor havde jeg taget på, hvorfor kunne jeg ikke være som alle andre, hvorfor var jeg så selvkritisk? Én ting havde alle spørgsmålene til fælles: De var selvkritiske. Du kan få alle mine tanker ud og få mig til at acceptere, at angst er en del af mig. Du har gjort, at jeg kan reflektere over min angst, selv på de dårlige dage. Du har gjort, at disse tanker kommer sjældnere. Din tilstedeværelse og tiltro til at, det er en del af mig, har gjort min angst mindre tabubelagt for mig. 

Udadtil har jeg styr på karrieren. Med en lederstilling på deltid og studie, danner mit liv et glansbillede. Det er et glansbillede, som tricker min angst, når jeg ser det andre steder. Lige midt i mit eget glansbillede er du heldigvis. Du gør, at mit arbejds- og studieliv kan fungere. Jeg har brug for struktur og anerkendelse. Alt, hvad du giver mig. Ugentligt prøver jeg også at acceptere fremgangen i mit liv og at tro på processen, men når angsten er overskyggende, kan jeg hverken stå op om morgenen eller tage gode beslutninger for mit liv. Min angst kommer kun til udtryk, når jeg føler mig mest tryg. Hjemme. Hjemme kan jeg græde, være frustreret og hade angsten. Dagene kommer med jævne mellemrum, men er færre end tidligere. 

For mig hjælper det at acceptere, at min personlighed er unik, og at jeg bare er mig. Andre har nok også svære tanker. For andre er angst bare tanker, men for mig er angst vejledende for mit liv. Jeg ønsker, at der kommer en dag, hvor angst ikke fylder i min hverdag. En hverdag, hvor jeg kan leve uden at være selvkritisk. 

Mille, du kan. Angst er en del af dig, så lad dig omfavne din angst. Du accepter heldigvis min angst, lige meget hvor lidt du forstår den. Det gør, at jeg kan se fremad. 

De bedste hilsner

Mille