Her er tegnene på, at du har svamp
Ikke det lækreste samtaleemne i verden, men det giver mening at vide noget om svamp.
Der er gode bud på, hvordan man dæmper trangen til søde sager. Men en overset årsag til den trang kan være, at du har svamp. Det hører til et af de tabuer, vi ikke ønsker at tale om, men det er der god grund til. Tjek her, om du kan være i farezonen.
Ydre kønsorganer
Når du har svamp, er du ikke i tvivl. Det klør helt vildt, og skamlæberne er postkasserøde, forklarer gynækolog Christine Felding. Kønshormoner og cyklus spiller åbenbart ind, for kvinder efter overgangsalderen får meget sjældent svamp. Mænd gør heller ikke, blandt andet fordi man ikke kan smitte andre med svamp, kun sig selv. Svamp skal behandles med creme, som fås i håndkøb eller på recept eller med en enkelt pille, man spiser.
LÆS OGSÅ: 6 fakta om, hvordan kaffe påvirker din krop
Skede
Mange tror, at svamp er lokaliseret til skeden, men hele underlivet er involveret. Ved en gynækologisk undersøgelse vil skedeslimhinden være blodrød, hævet og dækket af tykt, hytteostagtigt udflåd. Der findes 500 former for gærsvampe, hvoraf det heldigvis kun er de ti, fortrinsvis candida albicans, der ses i mennesker.
Bakterieflora
De "sunde" naturlige bakterier har svære arbejdsbetingelser, hvis du har overvækst af candida-svamp i mave og tarm eller i skedeslimhinden. Det kan skyldes en antibiotikakur eller forkert kost. Og den sikreste måde at genoprette en sund bakterieflora på er ved at skære ned på sukker og alkohol (se nedenfor) og ved at tilføre kroppen gavnlige bakterier. En ny øko-tampon, Ellen, med naturlige probiotiske bakterier har vist gode resultater.
Appetit
Kan du slet ikke modstå en pose Haribo Mix eller et glas hvidvin, kan det være et symptom på, at du har en svampeinfektion, for candida trives ekstra godt i et sukkersødt klima, fastslår gynækolog Christine Felding, som spørger sine klienter om deres sukkervaner, hvis de gentagne gange kommer med en svampeinfektion. Det kan være nødvendigt at droppe sukker, mens behandlingen er i gang.
Negle
Troede du, at det var dine fugtige løbesko, der var skyld i, at du havde fodsvamp? Det er ikke sikkert. Igen kan problemet skyldes svamp. Her hedder svampen dog ikke candida, men tinea.
Munden
Flødefarvede hvide pletter i munden er tegn på svamp (her kaldet trøske). Storrygere og spædbørn er de eneste, der kan få svamp i mundhulen uden at være syge ved siden af. Ellers ses candida i mundhulen typisk som følgesymptom ved sygdomme, hvor immunforsvaret er påvirket, såsom diabetes, i forbindelse med behandling af cancer, immunsygdomme og AIDS.
LÆS OGSÅ: Dét sker i kroppen, når du spiser kulhydrater
LÆS OGSÅ: Hvilken vane er værst for din sundhed?
LÆS OGSÅ: 19 myter om sundhed: Hvad er sandt & falsk