Interview med Jacob Søndergaard

"Kvinder ved alt for meget om sundhed og mænd ved for lidt”

Mød Jacob Søndergaard, som for nylig tog Danmark med storm sammen med fem gæve jyske håndværkere, der ikke havde meget tilovers for det der sundhedspjat i det uovertrufne DR1-program Rigtige mænd. Det fik de i hænderne på den 36-årige personlige træner og coach, der ved præcis, hvordan mænd skal tackles. Og måske også kvinder …

Forestil dig lige, at du kegler rundt som nybegynder på mountainbike. Du vælter i mudder, må trække op ad bakker og føler på ingen måde, at du er oven på situationen. Og så … bliver du overhalet af en flok veltrimmede, gråhårede damer, som er mindst 20 år ældre end dig. De er i superform og tager dig helt ubesværet, mens jord og sjask strinter til alle sider fra deres baghjul – ud over dig.

Hvad så? Er du optændt af kampgejst, fuld af motivation for at komme i bedre form og vinde – hvad som helst, faktisk. Så længe det bare er en sejr, hvor din krop kan klare mere end andres. Eller … vil du godt hjem under dynen på sofaen nu. Måske med lidt sødt til at tage toppen af det sviende, ja nærmest sårende nederlag?

Eller sagt med andre ord:

– Er der forskel på, hvordan du som træner og coach kan motivere mænd og kvinder til en sundere livsstil?

– Ja. Jeg ville nok ikke vælge den her model, hvis jeg stod med fem kvinder, som er i meget dårlig form og ikke har de store erfaringer med at træne. Eller motionere i det hele taget. Jeg tror ikke, at det ville opildne dem. Men det virker på mænd …

Jacob Søndergaard smiler. En anelse finurligt. Præcis som i programmet "Rigtige mænd" på DR1, der med ét slag har gjort den 36-årige personlige træner, coach og foredragsholder kendt i hele landet fra det inderste urbane sundhedssegment til det yderste udkantsdanmark.

SE OGSÅ: De bedste genveje til tårnhøj forbrænding

Sammen med fem herlige, jyske håndværkere bragede han nemlig for nylig igennem med tv-programmet, hvor de fem mænd i den grad blev udfordret på deres sundhed og kropslige selvtillid. Grønsagsforskrækkede, ret godt i stand og med en formkurve, der næsten kun kunne gå én vej – op! Gutternes store selvironi, humor, sammenhold og totale mangel på blufærdighed i kombination med Jacob Søndergaards rolige og direkte facon har vist sig at være en fantastisk formel på både klogt, sjovt og godt tv, hvor sundhed bliver enkelt at gå til. Og det skal være enkelt, hvis det skal virke på den lange bane, siger Jacob Søndergaard. Ekstremt enkelt.

Fjern det, der støjer og forstyrrer

– Det handler om at lave få og små ændringer, som skaber en lavineeffekt. Jeg gav bl.a. fyrene den opgave, at de skulle spise æg til morgen. En ny vane. Det mætter og giver god energi – og betyder, at du helt fra starten af dagen er bedre rustet til alle de andre udfordringer, du vil møde i forhold til at træffe sunde valg. Det samme gælder væske og søvn. Får du nok, har du større modstandskraft. Men er du i underskud, får du langt mindre bonus af alt det andet sunde, du gør, fordi din krop og hjerne ikke responderer optimalt.

– En sund livsstilsændring, der holder, handler grundlæggende om at fjerne alt det, der støjer og forstyrrer. Om at få størst mulig effekt med mindst mulig modstand, siger Jacob Søndergaard, som bl.a. er bachelor i idræt og har en række uddannelser inden for ernæring, træning, fysiologi og coaching.

Han er gift og har en dreng på fire år sammen med Anna Bogdanova, som også er personlig træner og sidste år udgav bestselleren "Skyhøj forbrænding". De to har bl.a. bragt kettlebells ind i fitnesscentrene i Danmark, men på spørgsmålet om de så er det nye power couple i Sundhedsdanmark, smiler han bare skævt og svarer:

– Vi arbejder, som vi altid har gjort og med det, vi brænder for. Men det er rart med medvind. Såmænd.

SE OGSÅ: Så let sparer du 300 kalorier om dagen

Det kan godt være, at Jacob Søndergaard lignede en smartass-københavner i stramme træningstights, da de fem håndværkere hilste på ham første gang og med nogen skepsis, men han er faktisk sønderjyde, vokset op i Haderslev og var ikke engang specielt god til sport som barn, siger han. Selv om han elskede al form for træning.

– Jeg har aldrig været et kæmpe naturtalent, men jeg kæmpede virkelig og løb efter alle bolde. Og lavede mit første træningsprogram, da jeg var syv år. Jeg havde sparet sammen til en maskine fra TV shop, der mindede om en romaskine. Jeg lavede 200 gentagelser morgen, eftermiddag og aften og noterede alt ned i en bog.

Men forståelsen af, hvor afgørende teknik og styrke er for udbyttet af træning, fik jeg først, da jeg begyndte at lave kampsport som 16-årig. I dag arbejder jeg meget med at tage tempo og volumen ud af bevægelse og i stedet få kvalitet ind. Jeg vil hellere have, at du laver tre gode armbøjninger fem gange om dagen i stedet for 15 halvdårlige på én gang.


Skyld er kvinders største sundhedsudfordring

At gøre én ting gennemført i stedet for 27 ting i en fart er i det hele taget et sundhedsmantra for træneren, der konstaterer, at den tilgang muligvis er lettere at sælge ind til mænd end kvinder.

– Mænd kan typisk godt lide enkle opgaver. Bare at få besked på, hvad de skal gøre. Jeg oplever tit det modsatte med de kvindelige klienter, som jeg coacher og træner. De spørger helt ned i detaljen: „Jamen, er det så 25 gram? Chiafrø, hørfrø? Skal jeg spise det morgen eller aften?”

– I ved jo rigtig meget om sundhed, næsten for meget. Men I har tit prøvet for lidt – helt konsekvent og over længere tid. Det er en af udfordringerne ved at hoppe fra den ene kur eller kostomlægning til den næste, uanset om det hedder faste, stenalder, LCHF eller noget fjerde. Variation er fint, og det er jo rigtig godt, at I er nysgerrige og har lyst til at prøve en masse rent sundhedsmæssigt. Men ulempen kan være, at du aldrig rigtig finder ud af, hvad der virker for lige netop dig.

SE OGSÅ: Julie Berthelsen: "Jeg kan få den krop, jeg havde som 20-årig - men vil jeg i virkeligheden det?"

– En anden udfordring ved at være så opmærksom på alle mulige, skiftende sundhedsbudskaber og nye diæter er, at der hele tiden er noget, I ikke ”må”. Og derfor føler mange kvinder, at de hele tiden falder i. Den skyld og skam i forhold til mad er i mine øjne kvinders største udfordring i forhold til sundhed. Og det første jeg ville tage fat på, hvis jeg skulle coache en flok kvinder i et program a la "Rigtige mænd".

– Så du ville ikke lægge ud med en sjov – og ret afslørende fotoseance?

– Ikke på den måde til kvinder. Nu har de her mænd en ret høj grad af selvironi og kan tåle meget på den konto, men generelt overvurderer mænd deres udseende og muskelstyrke, mens det er lige modsat for kvinder. Jeg ville starte med at skabe en relation til kvinderne, hvor vi lærte hinanden at kende, for det tror jeg motiverer kvinder mere. Og så ville jeg identificere de steder, hvor de oftest føler, at de falder i. Og fjerne skylden omkring det.

– Hvordan vil du gøre det?

– Det handler tit om søde sager og kulhydrater. Så f.eks. ved at gå i supermarkedet med dem og stå foran chokoladehylden og siger: „Det her må du gerne. Når du har trænet. Chokolade er godt for dig, det er godt at spise tre stykker mørk chokolade hver aften. Gør det!”

Vi falder alle sammen i – og det er helt okay

Nu er det heller ikke ligefrem 80 pct. mørk chokolade, som håndværkerne kæmpede mod sammen med Jacob Søndergaard. Det var øl, mange øl. Bøfsandwich med brun sovs og pizza til morgenmad. Kage, masser af kage.

– Kom det bag på dig, hvor usundt de levede, da du mødte dem første gang?

– Overhovedet ikke. Sådan er der ufatteligt mange af os, der lever. Og generelt spiser vi altså mindre sundt, end vi tror. Jeg har endnu aldrig mødt et menneske, der ikke indimellem spiser junkfood. Og selv, når du synes, at du lever sundt, så kan du formentlig godt skrue op med 50 procent. Hvis du f.eks. gerne vil gå fra en fedtprocent på 30 til 20, kræver det virkelig en indsats og et kæmpe boost i dit indtag af grønsager. Og det er ikke tomater, iceberg og agurker, men broccoli, kål osv.

Jacob Søndergaard træner selv hver dag med alt fra kettlebells til trailløb og kajakroning, og han stiler efter at indtage et kilo grønt om dagen. Men tror i øvrigt ikke på forbud, pegefingre og kure.

– Alle har ét eller andet, der fungerer. Jeg kalder det den inderste cirkel, hvor der er et flow. Det er f.eks. her, hvor vi har fået købt ind og har nogle opskrifter, vi kan lide. Det er overskueligt og overkommeligt, og vi skal ikke bruge store mængder viljestyrke. Sunde og varige livsstilsændringer handler om at udvide den cirkel stille og roligt.

Når du er på kur, er du rykket ud af din virkelighed. Det svarer til at svømme en spurt i havet, hvor der hele tiden er modstrøm. Du kan opnå få hurtige resultater i en periode, men i længden kan du ikke holde kadencen. Og så ryger du tilbage og ligger på bredden som en strandet hval.

– Når jeg holder foredrag, bliver jeg nogle gange spurgt – af kvinder typisk – hvordan man undgår at „falde i”. Mit svar er, det kan du ikke undgå. Det gør vi alle sammen, og det er da helt okay. Det afgørende er, hvad du bagefter gør for at komme tilbage til din inderste cirkel igen. Lige her kan de klassiske kure have en relevans. Tag bare en enkelt dag eller to på faste, juice eller stenalderkost, som virker enormt godt på den korte bane. Så oplever du energiboostet, at du er tilbage igen – og at det ikke er katastrofalt at falde i, fordi du er herre over din egen sundhed.

JACOB SØNDERGAARDS 6 BEDSTE RÅD

SÅDAN BOOSTER DU DIN SUNDHED

1. Drik rigeligt vand. Det er den første forudsætning for mere sundhed. Når du er dehydreret, sover du dårligere og træffer ikke optimale beslutninger.

2. Sov godt og nok. Din søvn er også altafgørende for din sundhed. Er du i underskud, er det f.eks. meget at sige nej til søde og kalorierige ting, fordi du mangler energi.

3. Vær fysisk aktiv. Du skal øge din fysiske aktivitet, før du ændrer på din kost. Fyld på med grønsager, og husk, at du skal have kulhydrater efter træning, fordi det sænker mængden af stresshormoner, som produceres under hård, fysisk aktivitet og hjælper dig med at blive hurtigere frisk igen.

4. Bevæg dig hver dag. På den måde skaber du en ny vane, fordi hjernen køber mere og mere ind på det. Vælg det, du har lyst til at lave. Det vigtigste er, at du øger din aktivitet og dermed din forbrænding.

5. Gør motion overskuelig og realistisk. Hvis du vurderer, at du kan bruge en time hver dag, så start med 20 minutters gåtur eller løb plus nogle kropsøvelser, hvor du f.eks. squatter, kravler eller kryber. Lad være med at begynde med intervaller, hvis du ikke er vant til at træne.

6. Spis efter dit aktivitetsniveau. Ingen aktivitet: Spis grønsager, kød og frugt a la stenalderkost. Moderat aktivitet og især hård træning: Tilsæt ris, kartofler, alle rodfrugter. Undgå så vidt muligt gryn, brød, is osv. undtagen ved festlige lejligheder.

SE OGSÅ: fit tester juicekur: Kan du drikke dig sund?

SE OGSÅ: 5 øvelser: Stærk og tonet krop med Anne Bech

Om Jacob Søndergaard

Alder: 36 år.

Uddannelse: Bachelor i idræt fra Odense Universitet. Har en række uddannelser inden for fysiologi, ernæring, træning og coaching bl.a. Bio Signature-instruktør, Z-Health & Coaching Management.

Job: Personlig træner, coach og foredragsholder. Har desuden firmaet Jacob Søndergaard Executive Health & Performance Training. Se jacobsondergaard.dk

Privat: Gift med Anna Bogdanova, som er personlig træner. Sammen har de en søn på fire år.

Aktuel med: Serien Rigtige mænd, som netop har været vist på DR1.