Mental power: 13 geniale genveje til mere overskud

Mental power: 13 geniale genveje til mere overskud

Vil du booste din indre glæde og tilfredshed? Bestsellerforfatter og psykoterapeut Amy Morin har spottet 13 dårlige vaner, som mentalt stærke mennesker undgår. Se, hvordan du træner dine mentale muskler.

DROP SELVMEDLIDENHEDEN

Hvordan reagerer du, når noget går galt? Bliver du ramt af en følelse af, at livet er uretfærdigt? Så er selvmedlidenhed måske en af de dårlige vaner, som dræner dig for energi. Det nærer nemlig endnu flere negative tanker og forhindrer dig i at være løsningsorienteret. Ret dit fokus mod de positive ting, der også sker for dig, og øv dig i stedet i at tænke: „Jeg er af og til uheldig, men der er også sket mange gode ting”.

Spild ikke tid på at have ondt af dig selv.

BESTEM OVER DINE FØLELSER

Bliver du urolig, hvis din chef virker sur? Og bærer du nag, hvis nogen fornærmer eller sårer dig? Så kan du hente en stor mental power ved at tage magten over dine egne følelser hjem, hvor de hører til: Nemlig hos dig selv. Når andre menneskers humør og adfærd får lov at afgøre, om det er en god eller dårlig dag, afgiver vi alt for meget kontrol over både vores indre og ydre liv. Tag i stedet ansvar for, hvordan du bruger din energi, og vær mere bevidst om, hvordan du vil reagere på andres adfærd.

SE OGSÅ: 10 myter om dit humør

DU KAN, HVIS DU VIL!

Det er besværligt at ændre sig og skifte en vane, for vi skal jo gøre noget andet, end vi plejer. Og hvad nu, hvis vi ikke kan holde fast og blive ved? Men det er umagen værd, for det træner din viljestyrke og øger dit selvværd. Du kan hjælpe dig selv et langt stykke af vejen ved at fokusere på ét mål ad gangen. Gør det realistisk og så konkret som muligt. Hvad vil du dagligt gøre anderledes for at få det, du ønsker. Forvent udfordringer, og hav en plan. Så bliver du ikke skræmt og giver op, hvis du møder modstand undervejs.

Frygt ikke forandringer.

BRUG DIN ENERGI RIGTIGT

Bruger du mange kræfter på at forudse og forhindre negative ting, som − måske − kan ske? Er du den, der altid fikser problemer alene? Fordi du ikke beder om hjælp eller stoler på, at andre overhovedet kan bidrage? Her er en god nyhed til dig: Du kan nemt få langt mere overskud i dit liv − nemlig når du beslutter dig for kun at bruge energi på ting, du faktisk har indflydelse på i stedet for at forsøge at styre alt i dine omgivelser.

Fokuser ikke på det, du ikke kan kontrollere.

BYE, BYE, PLEASER

Har din indre pleaser fået lov at vokse sig alt for stor, så prøv at stille dig selv fire spørgsmål, når nogen beder dig om noget: Er det egentlig noget, jeg har lyst til? Hvad skal jeg selv give afkald på? Hvad får jeg positivt ud af det? Hvordan vil det føles, hvis jeg gør det? Energikontoen går i plus, når du (også) er opmærksom på dine egne behov.

Husk, at du ikke kan gøre alle tilpas.

SE OGSÅ: Tør du sige nej tak?

TAG CHANCER, DER STYRKER DIG

Viger du ofte tilbage fra nye muligheder, fordi du ved, hvad du har, men ikke, hvad du får? Så kan du træne både din mentale styrke og dit mod ved bevidst at øve dig i at tage chancer og opmærksomt vurdere resultaterne, så du hele tiden lærer noget nyt om dig selv, og hvad du kan gøre anderledes næste gang.  

Vær ikke bange for at tage en kalkuleret risiko.

GIV SLIP, OG SE FREMAD

Det er umuligt at få det fulde udbytte af nutiden, hvis dine tanker kredser alt for meget om fortiden. Måske fortryder du valg, du tog, eller hænger fast i svære følelser udløst af livskriser. Men det forhindrer dig i for alvor at komme videre. Accepter det, der skete. Fokuser på det, du lærte − og se fremad. Du hænger ikke fast i fortiden, når du planlægger din fremtid.

Rug ikke over fortiden.

LÆR AF DINE FEJL

Dropper du tit løbeturen, selv om du har svoret, at nu skal det være. Og halser ind ad døren, selv om du hader at komme for sent? Så bruger du måske også energi på at ærgre dig over at gentage dine fejl. Brug hellere kræfterne på at analysere dit mønster, og læg en strategi for, hvad du vil gøre anderledes. Jo mere du er åben for at lære af dine fejl, jo stærkere bliver du.

Begå ikke samme fejl igen og igen.

TILLYKKE, GODT GÅET!

Arh, mærker du lige et lille stik af misundelse, når din kollega lander det fede job, og veninden suser af sted på sit livs drømmerejse? I stedet for at skæve til andre kan du finde ny styrke og meget større glæde ved at kigge indad. Misundelse bunder nemlig tit i en dybtfølt usikkerhed. Brug i stedet energien på din helt personlige definition på succes. Når du arbejder på at nå dine egne mål, vil du også lettere kunne glæde dig, når andre når deres.

Vær ikke misundelig på andres succes.

SE OGSÅ: Kan du komme i mental balance på 3 uger?

SELVFØLGELIG KAN DU!

Er du − i al ærlighed − ret hurtig til at opgive et mål, du har sat dig, når du møder modstand? Så tag et kig på dine tanker om fejl og nederlag, for måske skal du faktisk bare kalde dem … erfaringer. Som du kan lære af og bygge videre på. Det har alle succesfulde mennesker gjort før dig.

Giv ikke op efter første nederlag.

NYD DIT EGET SELSKAB

Bliver du rastløs og tjekker ind på facebook, så snart du er alene? Eller får du dårlig samvittighed, hvis du laver noget kun for dig selv? Lad være! At være alene er guld værd for din mentale sundhed, og undersøgelser viser, at det bl.a. øger både din kreativitet og empati. Nyd i stedet at lade batterierne op i virkelig godt selskab, nemlig dit eget.

TRÆN DIN TAKNEMMELIGHED

Måske har du været forfulgt af uheld. Måske har du ikke helt fået den belønning for din indsats, som du synes, at du fortjener. Måske lægger du mange kræfter i at føle dig snydt frem for tilfreds. Og det tapper i dén grad dine mentale kræfter. Du kan vende underskud til overskud ved at være taknemmelig for det, du gerne vil beholde i dit liv og ville være meget ked af at miste.  

Husk, at verden ikke skylder dig noget.

GODE TING TAGER TID

Tålmodighed er vigtigt, når du vil øge din mentale styrke. For i tålmodigheden ligger både at kunne tåle modgang, blive ved, holde øje på målet og at kunne udsætte sine umiddelbare behov. Belønningen for det lange seje træk er meget større indflydelse på dit eget liv.

Forvent ikke at opnå resultater straks. 

SE OGSÅ: Spis dig klog: 12 råvarer, der booster din hjerne

SE OGSÅ: 11 sunde fedtbomber din krop har brug for

SE OGSÅ:  Eksperternes bedste tips: Få mere energi

FAKTA

„13 ting mentalt stærke mennesker ikke gør” er skrevet af den anerkendte amerikanske psykoterapeut Amy Morin. Bogen er en kæmpe bestseller i USA, oversat til 20 sprog, Politikens Forlag, 250 kr.