Min mands tidligere elskerinde spøger i dobbeltsengen
Sexolog og parterapeut Ditte Winkel hjælper her en kvinde, der har tilgivet sin mands utroskab, men elskerinden er altid med i hendes tanker, når de er intime.
Artiklen fortsætter under videoen...
Spørgsmål: For halvandet år siden fandt jeg ud af, at min mand har haft et forhold til en anden kvinde i over otte år. Hun var ikke bare hans elskerinde, men også hans kæreste. Vi forsøger nu at arbejde os igennem smerten sammen, og der er en masse grunde til, at jeg godt kan tilgive ham, som jeg ikke vil kede dig med detaljerne om.
Men min kæmpe udfordring er, at hun altid er med i mine tanker, når vi er intime. Jeg kan fysisk se hende enten i loftet eller i hjørnet af vores soveværelse, når vi dyrker sex. Jeg vil have hende ud af mit liv! Hvordan får jeg det?
Svar: Det gør mig ked af det på jeres vegne, at I skal kæmpe med så massivt et tillidsbrud som det, I står i lige nu. Og det du har været igennem det sidste halvandet års tid må have udløst en eller anden form for traumereaktion i dig, som har sendt dit nervesystem i alarmberedskab.
Både på tidspunkter hvor der har været en regulær udløser, måske i form af telefonopkald fra ukendt nummer, eller at din mand f.eks. kommer for sent til en aftale. Selv de mindste situationer kan opregulere kroppen. Men også situationer, hvor der umiddelbart ikke burde være fare på færde, kan læses af systemet som farligt og vækker din årvågenhed. Som fx i soveværelset hvor det på alle måder føles ubehageligt at have en mental ”tilskuer” til stede.
Det bedste, du kan gøre, er, at fortælle din mand om disse hændelser, så I kan stå sammen om at få dette billede lagt ned. På den måde har du en støtte og fortrolig i den virkelig sårbare situation, som sex er. Derudover vil jeg råde dig til at arbejde med nuet. Forstået på den måde at du aktivt kan forsøge at være til stede i akten mellem din mand og dig. Det kan du gøre ved at søge din mands øjenkontakt, og så fastholde jeres blikke. Der er noget utroligt stærkt ved at kigge ind i et andet menneskes øjne, der gør det svært at forsvinde, når først vi er lige der.
Du kan bruge din stemme til at hviske kærlige eller frække ord i øjeblikket. Du kan tage handling i akten ved at gribe fat om din mands ryg, baller eller overarme og trække ham ned til dig. Du kan læne dig ind mod ham og dufte eller smage på hans hud.
Alt sammen handlinger hvor du bevidst sender fokus i en anden retning. Så når din hjerne og dit system bliver kapret, så laver du en afledningsmanøvre for ikke at give fantasien mere tid og rum, men derimod dyrker dit nærvær i det, der er din virkelighed. Det er ikke nemt, for det kan næsten føles som om, ens tanker har mere magt over en, end vi har over dem, men jeg håber, at det kan hjælpe dig og jer videre.