Sabrina kyssede Johann godnat. 10 timer senere var han død
Sabrina Søgaard var lykkelig og forelsket. Et par år forinden havde hun mødt Johann Nielsen, og kort efter flyttede de sammen. De drømte om bryllup, nyt hus og børn. Men så blev Johann syg med influenza, og alt blev vendt op og ned.
”Jeg gik ind til ham om morgenen for at se, om han havde fået det bedre. Men så snart jeg åbnede døren, kunne jeg se, at der var noget helt galt. Han lå helt skævt i sengen.”
Sabrina Søgaard og Johann Nielsen var gået i seng aftenen før, men fordi Johann var syg på femte døgn, valgte Sabrina at sove på sofaen i stuen, så hun kunne sende sine to døtre ud ad døren næste morgen uden at forstyrre ham.
Dagen forinden havde Johann ringet til vagtlægen. Det havde ikke været en rar oplevelse, og han havde ikke følt sig hørt. Beskeden havde været, at han skulle tage et par panodiler, få noget søvn og ringe til sin egen læge næste dag.
Men opkaldet til egen lægen blev aldrig til noget. For Johann mistede livet i løbet af natten. 37 år gammel.
Fra venskab til forelskelse
Sabrina og Johann havde mødt hinanden i sommeren 2021. De havde nogle fælles venner, og selv om de boede i hver sin kommune, endte de ofte i de samme live-chats og messenger-grupper. Johann boede på det tidspunkt i Hobro, hvor han havde været med til at få Natteravnene op at køre igen, og det skulle skydes i gang med et fakkeloptog i byen. Han havde inviteret alle fra messenger-gruppen hjem til sig selv sammen med deres børn.
Det endte med kun at være Sabrina og hendes børn, der mødte op. Og så udviklede deres forhold sig stille og roligt derfra – fra venskab til forelskelse.
”Han var en rigtig flot mand og havde en skøn karisma og udstråling. Han var meget åben og omsorgsfuld. Og så var han en helt vildt god far. Jeg faldt bare fuldstændig for ham,” fortæller Sabrina.
Kærligheden var stor mellem de to, og i december ’21 flyttede Johann ind hos Sabrina i Ravnstrup uden for Viborg.
”Vores børn havde lært hinanden at kende, samtidig med at vi havde, og de faldt bare så godt i spænd. Jeg mødte også deres mor, og vi kunne også vildt godt lide hinanden. Så tingene passede bare sammen, det hele flaskede sig. Der var ikke mange bump på vejen. Selvfølgelig er alle parforhold ikke lyserøde, men vi havde det bare godt sammen.”
Johann og Sabrina blev også forlovet og havde planlagt bryllup i september i år.
”Vi havde også en drøm om at få børn sammen og flytte i et nyt fælles hus, som skulle være vores eget. Og bare være en familie og skabe en fremtid sammen.”
Annonse
Annonse
Det prikkede og stak bag øjnene
I januar og februar 2023 blev Sabrina og hendes to døtre syge af influenza på skift. Johann gik i første omgang fri, men i marts blev han også syg. De troede, at det var samme influenza, som de andre i familien havde været ramt af. I de første dage gik han stadig på arbejde. Men Johann led af Hortons migræne, som ofte blev forværret, når han var syg, og i takt med at feberen steg, og anfaldene forværredes, bad Sabrina ham om at blive hjemme under dynen.
”Johann var meget ansvarsfuld, så i de første dage ville han ikke høre tale om det. Men da han kom hjem fredag eftermiddag, havde han det rigtigt dårligt. Han kunne ikke spise noget, og han kunne kun drikke meget lidt. Hans hoved føltes som om, det var ved at eksplodere. Det var egentligt det, han gav mest udtryk for der.”
Johann og Sabrina brugte weekenden på at få ham på benene igen. Han forsøgte at slappe så meget af og sove så meget som muligt, men det var svært, fordi han havde det skidt. Søndag var han meget konfus og havde det meget dårligt i hans hoved. Det prikkede og stak bag hans øjne, fortalte han Sabrina. Hans kulør havde ændret sig, og han blødte fra næsen.
”Jeg tænkte ikke, at han var dødeligt syg på det tidspunkt, men jeg blev bekymret. Han havde haft høj feber i flere dage, og havde ikke kunnet holde mad eller væske indenbords, så jeg troede, at han måske var dehydreret. Så vi endte med at ringe til vagtlægen.”
Fik skideballe af vagtlægen
Opkaldet til lægevagten i Region Midtjylland gik dog ikke som forventet. Ifølge Sabrina følte Johann sig cuttet af og havde fået en skideballe, fordi han havde trykket på akutknappen.
Det skulle han ifølge vagtlægen ikke have gjort, fordi akutknappen kun er til folk med “en blodprop i hjertet og sådan noget”, og at han derfor ikke måtte bruge den.
Ifølge Sabrina listede vagtlægen også en række symptomer op – hoste, hovedpine muskelsmerter og snot – og spurgte Johann, om han havde dem. Han bekræftede alle symptomer. Han fortalte også, at han blødte ud af næsen, men den oplysning reagerede lægen ikke på. I stedet gentog hun de symptomer, hun selv havde remset op og sagde, at “det lyder som influenza”.
Johanns oplysning, om at han havde blodnæse var ikke det eneste, som vagtlægen ikke reagerede på, i følge Sabrina. Han fortalte også, at han ikke kunne holde væske nede. Men ingen af disse symptomer noterede vagtlægen i journalnotatet.
Vagtlægen bad om at se Johann på video. Her bad vagtlægen ham gabe op og filme ind i sin mund. Kort herefter afsluttedes samtalen med beskeden om, at han skulle se tiden an, tage smertestillende og kontakte sin egen læge dagen efter.
”Johann var lidt småsur og frustreret efter samtalen. Diagnosen stemte overens med hans eget billede af, at det var influenza, som var blevet forværret af hans Hortons migræne, så det kunne nok godt vente til dagen efter, at han blev tilset af en læge.”
Efter samtalen gik Johann tilbage i seng. Sabrina fortæller, at han sov det meste af dagen og aftenen med.
”Han havde lige nogle korte perioder, hvor jeg var inde og vække ham, og hvor jeg gav ham noget smertestillende. Men til sidst havde han heller ikke rigtig lyst til at drikke det.
Annonse
Men han sov, og hans krop var i ro, og sådan havde det ikke været op til. Så jeg tænkte, at det måtte være et godt tegn, for når man begynder at hvile, kan kroppen restituere sig oven på sygdommen.”
Da Sabrina skulle i seng, blev de enige om, at hun kunne sove på sofaen. Han kastede stadig op og lå uroligt i sengen. Og hun skulle tidligt op og have pigerne afsted, så der var ingen grund til, at hendes nattesøvn skulle ødelægges.
”Vi sagde godnat til hinanden, jeg kyssede ham godnat, og som altid sagde vi, jeg elsker dig, til hinanden. Jeg hørte ham være oppe en gang i løbet af natten, hvor jeg halvsov. Jeg spurgte, om jeg kunne gøre noget, og han svarede nej nej.”
Som et stort blackout
Da Sabrina næste morgen stod op klokken syv sammen med sine børn, kiggede hun ikke ind til Johann. Der var stille, så hun ville lade ham få ro. Da hun havde sendt pigerne afsted, lagde hun sig ind i sofaen igen for at slappe af, indtil de kunne ringe til deres egen læge.
Da hun listede op til ham ved 10-tiden, kunne hun med det samme se, at der er noget ravruskende galt.
”Jeg husker ikke særligt meget fra den dag overhovedet. Det er ligesom et stort blackout. Jeg har genhørt alarmopkaldet, og det er tydeligt at høre, at jeg var fuldstændig i chok og panik. Han var helt stiv, øjnene og munden var åbne, og jeg var ikke i tvivl om, at han var død.”
Der blev sendt en ambulance og politi, som konstaterede, at der ikke var mulighed for hjerte- og lungeredning. Johann var gået bort.
”De bad mig på et tidspunkt om hans CPR-nummer, og jeg kunne lige der slet ikke huske det. Jeg kunne heller ikke finde ud af at gå ind i min telefons sms’er, og jeg blev ved med at sige, at han var 36, selvom han var 37. Vi havde sagt godnat til hinanden, og jeg havde aldrig forestillet mig, at det var sidste gang, jeg så ham alene,” siger Sabrina.
Det viser sig ifølge obduktionsrapporten, at Johann havde influenza, som var ved at sætte sig som en lungebetændelse. Da hans immunforsvar var så svækket på grund af influenzaen, var bakterierne fra lungebetændelsen gået direkte ind i blodet og havde givet ham en blodforgiftning.
Johann kunne have været i live i dag
Efter Johanns død bestemte Sabrina sig for at klage over vagtlægens opførsel.
”En ting er, at mænd er svære at få til lægen, og det tog også lang tid for Johann. Men da han så endelig henvendte sig til sundhedsvæsenet, blev han mødt af en meget ubehøvlet tone. Det snakkede jeg jo med ham om bagefter opkaldet til vagtlægen. ”Når jeg får den behandling, og hun ikke engang gider at høre på mig, så har jeg jo heller ikke lyst til at ringe igen,” sagde han til mig.”
Sabrina understreger, at hun ikke på noget tidspunkt har klandret vagtlægen for diagnosen.
”Vagtlægen er et menneske, der arbejder med mennesker, og alle kan begå fejl. Det er svært at diagnosticere igennem en telefon, og det er ikke første gang, og heller ikke sidste gang, en læge tager fejl. Især ikke igennem telefonen. Problemet for mig er, at vagtlægen ikke lyttede til ham,” siger hun og fortsætter:
”Du går heller ikke til din egen læge med en problemstilling, og så sidder lægen med et færdiggjort spørgeskema, hvor du bare skal svare ja eller nej. Du går til læge for at få lov til at fortælle om dit sygdomsbillede, og så er det op til lægen at agere ud fra dine svar og stille indgående spørgsmål til dem.
Det gjorde vagtlægen slet ikke. Og det valgte jeg meget hurtigt at klage over, fordi Johann følte sig slet ikke hørt, og han fik slet ikke muligheden for at forklare. Det var ikke en ordentlig opførsel, vi blev mødt med, og det skulle vedkommende vide. Hvis vagtlægen havde lyttet, kunne det være, at alt havde været anderledes i dag, og at Johann stadig havde været i live.”
Sabrina fortæller også, at når du går til lægen, sidder du over for en ekspert, og derfor er man jo meget autoritetstro. Og det var Johann og Sabrina også i situationen. De havde henvendt sig til en, der er uddannet inden for området, og så måtte de stole på, at den person gjorde sit arbejde.
Sabrina klagede til Styrelsen for Patientklager over den behandling, som hendes forlovede modtog i lægevagten. Vagtlægen forklarede til klagesagen i et skriftligt svar, at hun lagde stor vægt på videokonsultationen, da hun skulle vurdere de videre skridt i sagen, og at hun ikke så en patient, der var “akut behandlingskrævende”.
Sabrina blev også tilbudt et dialogmøde med vagtlægen, som foregik på video. Det takkede hun og Johanns mor ja til.
”Jeg ville gerne snakke med hende, for i starten klagede jeg for retfærdighedsfølelsen af, at hun skulle vide, hvad der var sket, og at hendes opførsel ikke havde været i orden, og at den havde kostet en mand livet.
Det var ikke, fordi jeg ville lave en heksejagt på hende eller svine hende til. Det handlede om, at jeg virkelig havde brug for at se og høre hendes argumentation for, hvorfor hun havde behandlet sin patient sådan her. Jeg havde behov for at høre hendes ord, og om hun fortrød.”
Men Sabrina fik ikke, hvad hun håbede fra vagtlægen.
”Et eller andet sted havde jeg håbet, at hele dette forløb havde fået en konsekvens for lægen, for så ville de anerkende, at vi har et problem, som de ville være nødt til at gøre noget ved og kigge vores system og sundhedsvæsen efter i sømmene. Det er ikke, fordi vagtlægen skal have en straf. Det er systemet, som skal fatte, at noget er galt.”
Et konstant savn
I dag har hun fået økonomisk erstatning fra patientklagenævnet.
”Men det kan slet ikke vægte hans liv, og det var heller ikke derfor, vi klagede. Jeg ville mere end gerne give pengene tilbage, hvis det betød, at Johann stadig var i live.”
Hverdagen i den lille familie har heller ikke været den samme siden Johanns død. Sabrina er blevet sygemeldt med depression og angst.
”Det har været et kæmpe chok. Jeg troede, at han havde influenza, og så døde han over natten. Jeg fik panikangst. Hvis pigerne blev syge, kunne jeg slet ikke være i det. Jeg kunne slet ikke se, hvornår det bare var en hudafskrabning, og hvornår det var noget, de kunne dø af. Jeg får stadig angstanfald, men der går længere og længere tid imellem. Det har hjulpet mig meget at tale om og være åben om, hvad der skete. Nu er det mere sorgen over, at vi har mistet ham, der fylder.”
I dag er det de små ting, der dukker op, som kan få Sabrina ud af kurs. Johanns søn skal konfirmeres i foråret, og det kommer han ikke med til. Det kan også være et facebookminde, som får tankerne tilbage.
”Der sker stadig noget i hverdagen, hvor jeg mangler ham og savner ham. Men jeg er også begyndt at kunne smile og grine af minderne uden at hyle, hver gang hans navn bliver nævnt.
Men jeg får stadig de her fuldstændig down-perioder. Hele december var et helvede. Der var jeg helt nede, fordi det var første højtid uden ham. Vi havde holdt jul to gange sammen før, og han var et kæmpe julemenneske, så vi havde talt om, hvad vi gerne ville videreføre i vores familie af juletraditioner. Og han manglede ligesom i det hele. Hans forældre havde også sølvbryllup i den måned … Det var bare en forfærdelig måned.”
Børnene savner ham også. De går i sorggruppe, og Sabrina fortæller, at de er gode til at sætte ord på deres sorg – både når de savner ham eller mindes hans livret eller noget særligt, han altid gjorde.
”Og det er godt, for så bliver jeg tvunget til at være i det, for jeg kan ikke bare sidde tilbage og sygne hen.
Jeg havde mødt den skønneste mand, og vi nåede ikke at være sammen i så lang tid. Det var vidunderligt, og det føles ikke som to år, men som om vi havde kendt hinanden hele livet. Det er ikke tiden, der definerer sorgen. Jeg kan mærke, at vi lige så stille rykker os. Så vi også mindes ham med glæde og ikke kun sorg.”
