Sarah Mahfoud: "Det har været grænseoverskridende at vise sårbarhed"

Vejen ind i bokseringen

"Jeg startede til boksning som 14-årig. Jeg føler ikke, at jeg er gået glip af noget, for jeg har festet og taget mine byture. Som teenager kom jeg nok ikke altid helt knivskarp til landsholdssamling, og jeg lugtede måske også lidt for meget af alkohol fra byen, men jeg klarede mig, fordi jeg havde talent. På et tidspunkt var talent dog ikke nok – så blev jeg nødt til at knokle, og det var med den ”opvågning”, jeg skiftede mindset og tænkte: Jeg bliver nødt til at vise, at jeg også godt kan være seriøs omkring det her."

Artiklen fortsætter efter videoen...

"Vendepunktet for mig kom i 2016, hvor jeg blev professionel og skrev kontrakt med boksepromotor Mogens Palle. Siden da har jeg bokset og vundet 10 kampe og er nuværende verdensmester. Da jeg blev professionel, blev boksningen mere ekstrem. Det er jo alt eller intet hver gang. I sidste ende står jeg alene i ringen, og har jeg ikke forberedt mig godt nok, så bliver jeg ødelagt. Og jeg vil miste alt det, jeg har kæmpet for."

"Jeg er meget resultatorienteret omkring min boksning og i livet generelt; når der er noget, jeg brænder for, så løser jeg det. Mit drive ligger nok i min stædighed. Omvendt er jeg også min egen værste fjende. Jeg er ikke bange for at blive slået, for setuppet eller for min modstander.

Men jeg er så bange for, at jeg selv fejler og ikke kan leve op til mine egne forventninger og det, jeg ved, jeg kan. Mine tanker kredser om, at det er et tegn på svaghed at tabe i ringen: ”Jeg var ikke stærk nok, jeg stod over for en opgave, jeg ikke kunne magte” og så videre. Der ligger enormt mange facetter i boksning – både fysisk og mentalt."

"At være verdensmester er sygt! Jeg forstår det ikke rigtigt. Mit bælte fik jeg i sådan en flot kuffert, og jeg husker tydeligt i februar 2020, hvor jeg vandt min titel. Hele dagen hamrede mit hjerte, og jeg kunne ikke finde ro i mig selv. Allerede der er man jo i gang; man forestiller sig kampen tusinde gange i hovedet, inden man giver et eneste slag. Da jeg så kom op i ringen, var jeg bare i mit rette element."

LÆS OGSÅ: Majbrit har lært at forsvare sig selv: "Det er en empowerment, jeg aldrig har mærket før"

"Jeg kom hurtigt ud af ringhjørnet og var først med slagene mod min argentinske modstander, Brenda Karen Carabajal. Jeg ramte hende med en god højre, og det gjorde ondt på hende, kunne jeg se, og jeg tænkte: YES, den var god! Jeg skulle have det fucking bælte! Allertydeligst husker jeg, da jeg fik trukket hånden op i luften. Min familie og venner tog imod mig, da jeg kom ned, og der var så mange mennesker, som jeg ikke kender, der kom og sagde tillykke."

"Siden corona kom i 2020, har jeg ikke bokset kampe, og det er jo mega-lang tid siden. Det har været mærkeligt at være verdensmester uden at kunne forsvare min titel. Nu har jeg snart haft den i to år uden at bevise, jeg egentlig kan holde på den – så jeg har virkelig lyst til at bevise, jeg fortjener titlen og kan forsvare den. Om alt går vel, så sker det her i begyndelsen af januar."

I ringhjørnet for andre kvinder 

" Jeg er verdensmester i boksning. Men jeg er også kvinde. Jeg ved ikke, hvor jeg selv ville have været i livet uden boksningen. I svære perioder har jeg altid kunnet tage kampen op, og det, tror jeg, skyldes den mentalitet, som jeg til dels er opvokset med, men som boksningen har boostet. Boksningen er en del af min identitet. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden."

"Boksningen og det at kunne forsvare mig selv har altid givet mig en selvtillid og styrke, som jeg gerne vil give videre til andre kvinder. Derfor har jeg stiftet bootcampen Female Fight Club sammen med Majbrit Weidemann, som er selvforsvarsinstruktør. Det er et forsøg på at give noget til andre kvinder, som jeg kan mærke, kampsporten har givet mig: selvtillid, sikkerhed og empowerment. Og evnen til at kunne sætte en klar grænse.

Sige ”hertil og ikke længere”, når ens grænse bliver overskredet. Jeg tror, mange kvinder har svært ved at komme ud af deres komfortzone og mærke, når deres grænser bliver overskredet. Derfor får de brugt et tøvende nej, når de skal sige fra."

"Det her med at gå ind og stå ansigt til ansigt med andre, uanset om det er i en boksering, eller når du dyrker selvforsvar – det giver virkelig noget. Du er afhængig af din egen styrke alene, når du står der i ringen, og det kræver selvtillid, og at du tror på det, du kan. Det hjælper dig med at finde ud af, at kroppen – og du – er i stand til så meget mere, end du tror. Det er det, vi gerne vil prøve at give videre til andre gennem bootcampen."

Sendt til tælling

"Jeg har selv oplevet ikke at kunne mærke mine egne grænser og først senere finde ud af, de er blevet overskredet. Det har jeg blandt andet fortalt om i DR3-dokumentaren ”Sarah Mahfouds hemmelighed”. Her åbnede jeg op for min fortid, hvor jeg har været i psykisk voldelige relationer, som fik mig til at føle, at jeg ikke var god nok. Jeg følte mig aldrig 100 procent accepteret, som jeg var. Der var altid noget, der var galt, noget, jeg havde gjort forkert."

"Jeg bliver nødt til at dele lidt ud, hvis jeg vil rykke ved noget. Og det var afgørende, at nogen skubbede kærligt til mig, smækkede døren bag mig og sagde: Der er ingen vej tilbage – nu har du skrevet under! Nu må du fortælle din hemmelighed. Så jeg blev tvunget til at kigge på nogle ting i mit liv, som jeg egentlig har prøvet at feje væk."

"Det har været totalt grænseoverskridende for mig at vise denne anden side af mig selv. At vise noget sårbarhed, som jeg nok prøver at kompensere lidt for med boksningen, hvor jeg fremstår stærk. Som professionel bokser blev jeg en form for rollemodel, og samtidig havde jeg slet ikke styr på mit liv. Jeg følte, at jeg snød folk, fordi de ikke kendte mig ordenligt bag facaden."

"Da dokumentaren kom ud, havde jeg gjort mig de værste tanker; om folk ville tænke, jeg var for meget. Men den feedback, jeg fik, var enormt fed. Hvis man åbner lidt op, er der også mange, der deler tilbage. Jeg fik sindssygt mange beskeder!"

"Mit ønske med at dele min hemmelighed er at inspirere andre til at tage kampen op. Jeg kæmpede kampen inde i mig selv, men hvorfor gå og gemme på ting, når man kan råbe det højt og så give slip? Hvis jeg tør at snakke om det, så gør andre måske også. Psykisk vold bevæger sig meget i gråzonen, og intet er sort eller hvidt."

LÆS OGSÅ: Jeanette Ottesen om ny bog: ”Det er en kæmpe grænse, jeg har overskredet, for det er jo meget, meget personligt”

"Dokumentaren gjorde også, at jeg begyndte til psykolog. Her blev jeg tvunget til at se min fortid i øjnene, og det hjalp mig med at slippe de negative tanker om mig selv, der kørte på repeat i mit hoved. I dag arbejder jeg stadig med mit selvværd og med mine grænser, men jeg er et helt andet sted. Et godt sted.

Og forhåbentlig kan jeg bruge mine erfaringer til at inspirere andre kvinder, f.eks. dem jeg møder på Female Fight Club-bootcampen. Hvis du kender dit eget værd og dine grænser, sætter du mere pris på dig selv. Og har du respekt for dig selv, vil andre også respektere dig. Alle kunne lære at kigge lidt mere indad, tror jeg."

I sparring som sygeplejerske

"Selvom corona har spændt ben for boksningen, har pandemien samtidig gjort det muligt for mig at færdiggøre min sidste praktik og dermed min uddannelse som sygeplejerske. Så jeg bliver færdig her i januar – whaaat! At hjælpe andre mennesker giver mig enormt meget. Det fungerer godt for mig som en pendant til boksningen, hvor jeg er meget alene.

Jeg står op, styrketræner, tager hjem, slapper, spiser, tager til næste træning, ordner huslige ting og så i seng. Det kan ofte føles lidt ensomt. Helt omvendt er det at komme ind på en afdeling på et hospital. Her er jeg social og omringet af mennesker, og det kan jeg godt lide."

"Det giver mig så meget at kunne gøre en forskel for de folk, der ligger på hospitalet hele dagen lang. Jeg bliver glad, når jeg kan se, at folk omkring mig er glade. Så snakker jeg med dem og prøver at løfte stemningen lidt, for det er jo syge mennesker.

Folk er jo der, fordi de er sårbare, de har brug for en, som kan tage styringen lidt og give dem tryghed i en usikker situation. Min seneste praktik var på en geriatrisk afdeling (en afdeling for ældre patienter, red.), hvor der ligger patienter, der har brug for meget hjælp."

"Forholdene på hospitalerne – og lønnen – er en helt anden diskussion, som jeg håber, der kommer styr på en dag, for lige nu er det ikke optimalt. Når du arbejder med menneskeliv, så skal lønnen også afspejle det. Men selve faget elsker jeg.

Jeg kunne jo sagtens kaste mig ud i noget andet, hvor jeg måske kunne tjene flere penge, for lønnen som sygeplejerske er som sagt ikke noget at råbe hurra for – og arbejdsforholdene er heller ikke de fedeste. Der kunne jeg sagtens vælge at lægge energien i noget andet, men for mig som person betyder pengene ikke allermest."

"At være sygeplejerske gør, at jeg sætter pris på det liv, som jeg har. Man kan ofte glemme, hvor privilegeret, man er. Jeg kan godt lide at opsøge andre lag i samfundet for at sætte mig eget liv i perspektiv. Nu er jeg for eksempel lige begyndt at blive frivillig i en madklub for hjemløse. Det var egentlig ret spontant; jeg googlede ”madklub for hjemløse” en dag, jeg lå på sofaen.

Jeg er helt løftet, når jeg kommer hjem derfra! Jeg tror, at boksningen har givet mig et fordomsfilter, som betyder, at jeg kan møde folk, hvor de er – uden at dømme. I bokseverdenen er der både plads til folk fra Strandvejen og ghettoen. Der er plads til alle, og der er respekt for diversitet."

På mental træningslejr

"Meditation og vejrtrækningsøvelser er noget, der er begyndt at optage min interesse meget på det seneste. Jeg kan godt køre i et superhurtigt gear; i min hverdag opsøger jeg nye ting hele tiden, og jeg vil gerne det hele på én gang. Så kan det være godt for mig at lukke mig lidt om mig selv og passe på min krop. Derfor er jeg begyndt hos BreatheSmart i Holte. Her fik jeg at vide, at jeg trækker vejret helt åndssvagt – altså, at jeg hele tiden er i ”fight-or-flight”-mode, og det stresser kroppen."

"At trække vejret helt ned i maven giver mig ro. Det er bedre end at gå til psykolog. Jeg synes, det kan være svært at sætte ord på mine følelser; jeg ved ikke helt, hvor jeg skal hen, hvad der er galt eller hvorfor. Ved at arbejde med vejrtrækningen kommer jeg ind i min krop og arbejder med det ubevidste. – Jeg synes, det kan være svært at mærke, hvad jeg føler. Det vil jeg gerne blive bedre til.

Jeg har svært ved at mærke mig selv, fordi jeg ofte kører i en overhalingsbane, og nogle gange rammer jeg en mur, hvor jeg bliver tvunget til at stoppe op og kigge indad. Jeg prøver at komme det lidt i forkøbet ved at meditere, så jeg kan få indført lidt indre ro i min hverdag. Jeg kan godt lide at have gang i mange ting, være aktiv og social. Jeg mangler bare timer i døgnet til det hele!"

"Men jeg synes, jeg er blevet bedre til at prioritere min tid og række ud til mennesker, der kan gøre mit liv lidt nemmere; min revisor, min coach og min agent, som står for mine sociale medier. Så behøver jeg ikke at være god til det hele. Det er også et meget stort krav at stille til sig selv, synes jeg."

LÆS OGSÅ: Asta Björk: ”Det arbejder jeg på at få ændret – men det er lidt svært”

"Katrine, min coach, hjælper mig med at holde fokus på boksningen – også mentalt. Jeg har egentlig aldrig følt, at jeg er kommet op på det niveau i boksning, som jeg reelt kan. Jeg føler ikke, jeg har udlevet mit fulde potentiale, for jeg har haft svært ved at fokusere. Jeg er meget flyvsk og vil altid gerne det hele på den halve tid. Men hvad nu hvis jeg kunne holde et bedre fokus? Hvor god kan jeg så egentlig blive? Hvor meget kan jeg så præstere?"

"Man siger jo, man bliver ringrusten, og nu har jeg ikke været oppe i ringen i to år, men jeg glæder mig helt vildt til at komme i bokseringen igen. Kampene bliver jo sværere og sværere nu – det kræver, at forberedelserne er i orden, at jeg hele tiden bliver bedre, og at jeg er megamotiveret. Og dét er jeg! Mere end nogensinde."