Sofie Lassen-Kahlke: ”Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at gå på noget, der bare minder om en slankekur”
For Sofie Lassen-Kahlke er sundhed et helhedskoncept, og det er vigtigere, hvordan hun har det indeni, end hvordan hun ser ud udenpå. For hende er vægt et ligegyldigt tal, og hun køber hellere bukserne et nummer større end at gå på kur.
For mig har sundhed faktisk ikke noget med kost eller træning at gøre. Det er mere et helhedskoncept. Jeg tror på, at det handler om at have en generel sund indstilling, der for mig blandt andet handler om at gøre ting, der giver mig energi og undgå alt det, som dræner mig og gør mig træt.
Jeg starter altid morgenen med en stor kop kaffe, men derudover har jeg ingen faste regler eller sunde rutiner – hverken hvad angår kost eller træning. Faktisk er der intet i mit liv, der er en rutine, hvilket jeg egentlig ser som en styrke, for jeg ville ikke fungere, hvis mit liv skulle sættes alt for meget i system.
Det betyder blandt andet, at jeg ikke træner fast, men når jeg har tid og lyst. Det kan måske være en gang om ugen og sommetider to, men der kan også være perioder, hvor jeg slet ikke får trænet.
Naturen betyder rigtig meget for mig, og jeg går tit en tur med mine børn eller cykler i skoven. Jeg går også til udendørs træning, hvor vi blandt andet løber rundt i skoven, træner og laver mavebøjninger på jorden – og kommer hjem møgbeskidte.
At mærke luften og naturen får mig til at føle mig frisk og sund, og jeg ville ikke føle mig ligeså sund, hvis jeg trænede indenfor i et fitnesscenter.
Jeg bader også i havet året rundt, når jeg har tid og lyst. I modsætning til når jeg træner, så foretrækker jeg at bade alene. Jeg elsker at dykke helt ned under vandet, og bagefter går jeg i sauna. Det er, som om min krop bliver fuldstændig nulstillet – særligt hvis jeg har travlt og har for mange ting i kalenderen.
Det giver mig ny energi og får mig til at føle mig stærk og sund.
Jeg elsker mad, og jeg elsker at spise. Min kost består mest af masser af grøntsager og fisk, og jeg spiser sjældent kød.
Jeg laver som regel altid kød til mine børn, men jeg ville aldrig lave kød udelukkende til mig selv eller bestille det på en restaurant. Det er egentligt ikke et bevidst valg, eller fordi jeg er vegetar – sådan er det bare blevet.
Jeg føler, at jeg lever sundere i dag, end da jeg var yngre. Måske kan man sige, at min stopklods ligger før, end den gjorde tidligere.
Det gælder både min kost, men også alkohol og slik. Det er som om, at jeg hurtigere føler, at jeg har fået ”nok”.
Måske hænger det sammen med, at jeg kender min krop bedre, men også at jeg med årene er blevet bedre til at mærke efter, hvad den har brug for, og hvad der gør den godt.
Som ung gik jeg mere op i, hvad jeg vejede og ville gerne tabe mig, men med alderen har mit fokus klart flyttet sig fra det ydre til det indre.
I dag handler det i langt højere grad om, hvordan jeg har det. At jeg føler mig frisk og stærk og har det godt i min krop, mere end hvad jeg vejer, eller hvordan jeg ser ud.
Jeg kender alt for mange kvinder, der faster eller går på kur, fordi de har taget nogle kilo på. Jeg er ikke specielt tynd, men jeg kunne aldrig nogensinde finde på at gå på noget, der bare minder om en slankekur eller leve af juice i en uge.
Jeg synes, at der generelt er alt for stort fokus på, hvad badevægten viser, og det er så trist, at et tal skal diktere, hvordan vi har det med vores krop. Jeg føler, at jeg hviler godt i min krop, og faktisk ved jeg ikke, hvad jeg vejer.
Egentlig er jeg også ligeglad, for hvis jeg har taget på, køber jeg bare nogle større bukser.