Trist kvinde

”Min eksmand var mig utro, og nu tør jeg ikke stole på en mand igen”

Set i bakspejlet kunne Anne godt se, at hendes eksmand havde trukket sig fra hende, men hun tilskrev det, at han havde en travl periode på jobbet. Sandheden var, at han i over et år havde haft en anden kvinde. Nu har hun fået en ny kæreste, som hun er meget glad for, men hendes katastrofetanker truer forholdet. Her får hun hjælp af parterapeut Katrine Axholm.

Annes eksmand forlod hende for fem år siden til fordel for en anden kvinde, som han havde haft en affære med i over et år, før han fortalte hende, at han ville skilles.

"Det kom som et kæmpe chok for mig. Jeg anede jo ikke, hvad der foregik. Vi har levet sammen hele vores voksenliv, har store børn og et godt venskab. Vi har altid været meget loyale over for hinanden, og derfor var det så voldsomt for mig, at han havde gået bag min ryg i så lang tid. At han havde bedraget mig, min mand, min ven, min elskede, hvordan kunne han gøre det mod mig? Jeg syntes, at vi havde det godt sammen."

Anne er 53 år og på mange måder ovre bruddet, og nu er hun også i begyndelsen af et nyt forhold, og det er grunden til, at hun sidder hos mig i terapien.

"Jeg har mødt en ny mand, som jeg er blevet meget glad for. Han er sød og sjov, og vi har det rigtig rart sammen. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere følelsesmæssigt involveret med ham, og det skræmmer mig. Det gamle svigt fra min mand dukker op i mig igen, og jeg bliver utryg."

Anne vil gerne finde ud af, hvordan hun kan slå en streg i sandet og stole på sin nye kæreste, så han ikke skal tage straffen for det svigt, hendes eksmand udsatte hende for.

Vi lever alle liv, hvor vi er påvirket af de svigt, vi har oplevet i vores barndom og i tidligere forhold. Vores erfaringer er med til at forme os på godt og ondt. Det er menneskeligt. Men de gamle erfaringer behøver ikke styre vores nutid, og der er flere ting, vi kan gøre for at blive fri af fortidens skygger.

Jo mere Anne bliver involveret med sin nye kæreste, og jo større betydning, han får for hende, desto mere begynder spøgelserne fra fortiden at dukke op. Jeg vil hjælpe hende med at kende forskel på fortid og nutid og med at kunne støtte og berolige sig selv, når hun bliver utryg og usikker på sin nye kæreste. Derfor spørger jeg hende, hvornår hendes utryghed og mistro bliver vakt til live.

"Det er ofte noget med mobiltelefonen. Han lægger den altid med skærmen nedad, og jeg tænker, at det må være fordi, jeg ikke skal opdage, hvis der tikker noget ind. Det gør mig utryg. Det er inde i mig som om, det bekræfter mig i, at han allerede har været mig utro, når jeg tænker den tanke."

Gamle mønstre i nye forhold

Mange af de udfordringer, vi støder på i vores relationer til andre, udspringer af de strategier, vi udviklede i barndommen og opvæksten for at passe på os selv i forhold til de vilkår, vi voksede op med.

Når vi bliver voksne, kan de strategier blive en hæmsko, og vi kan få brug for at aflære dem igen. Psykoterapi, som har særligt fokus på at gøre os bevidste om de uhensigtsmæssige mønstre fra barndomslandet og dermed i stand til at ændre på dem, kaldes for ”psykodynamisk terapi”.

Hvad sker der i dig, når du får de tanker?

"Jeg får et virkelig ubehageligt sug i maven, som et pludseligt opstået tomrum. Tanken slår mig, at jeg måske ikke kan stole på ham, at han måske har noget i gang med en anden kvinde også, og at han nok forlader mig, når jeg er allermest sårbar og forelsket. Det er altid de værste katastrofetanker, som dukker op. Aldrig at han bare trækker sig eller slår op – det er altid forbundet med et chok, og når jeg mindst venter det."

Har du spurgt ham, hvorfor han lægger telefonen på den måde?

"Nej, men jeg har virkelig meget lyst til at spørge ham, for at få be- eller afkræftet, at jeg har ret. Men jeg vil virkelig ikke være sådan en paranoiakæreste, som tænker det værste. Og det kan jeg jo godt se, at jeg er på grund af min historie, men jeg vil ikke være sådan. Jeg er nødt til at styre mig, men det er som om, det overtager mit sind og mine tanker. Jeg har svært ved at komme væk fra det igen."

Jeg taler med Anne om, at det, som hun kalder sin paranoia, lyder som en vigtig funktion for hende i forhold til at beskytte hende selv imod så stort et chok som det, hun fik, da hendes eksmand gik. Tankerne er ikke særlig rare at være i, men omvendt så beskytter hun sig selv ved altid at have gennemtænkt worst case scenarios.

"Ja, jeg kan godt se, at det er en effektiv selvbeskyttelse, men det er virkelig ubehageligt at være så utryg, når jeg er sammen med ham. Jeg kan jo ikke slappe ordentligt af og bare give mig hen. Det er ufrit."

I terapien taler vi videre om, hvordan det vil være for Anne at dele med sin kæreste, hvordan hun har det. Helt konkret kunne det være at fortælle ham, hvordan det påvirker hende, at han lægger telefonen, som han gør, frem for at spørge ham, hvorfor han lægger den på den måde.

I det spørgsmål ligger der nemlig en skjult kritik af ham eller et udtryk for manglende tillid. Øvelsen er for Anne at finde en måde, hvorpå hun kan berolige sig selv og ikke lade sine erfaringer fra fortiden med sin eksmand styre så meget i hendes liv nu.

"Det lyder som en rar og rolig måde at gøre det på. Jeg vil gerne tage ansvar for, at det er sådan, jeg har det, men netop ikke bebrejde ham. Der kan jo være flere grunde til, at han handler, som han gør, men virkeligheden får ikke en chance, for jeg har allerede stemplet ham som utro."

5 veje til at komme fri af fortidens spøgelser

1. Opdag hvad, der trigger dig

Læg i den kommende tid mærke til, i hvilke situationer du bliver påvirket af din partners adfærd. Hvad påvirker dig, og hvad gør du? Bliver du irriteret over, at han glemmer noget, I har aftalt, og tænker du, at det er fordi, han er ligeglad?

Bliver du såret over, at han glemmer din fødselsdag, og konkluderer, at det er fordi, du ikke er vigtig for ham? Vær opmærksom på, at din oplevelse af det, der sker, ikke nødvendigvis er virkeligheden, men netop din oplevelse af virkeligheden.

2. Undersøg, om du kan genkende situationen

Måske kan du genkende nogle af de følelser, der dukker op, fra tidligere i dit liv. Det kan være fra tidligere forhold, fra drillerier i skolen, fra da du blev holdt udenfor i gymnasiet, eller fra da du blev forladt af din første kæreste.

Noget som gav dig følelsen af ikke at være værd at elske. Det kan være svært for dig at skille ad, hvad der hører til nu og til dengang, og på den måde kommer fortiden til at farve nutiden på en meget uhensigtsmæssig måde.

3. Adskil gamle erfaringer fra nutiden

Vær opmærksom på proportionerne af dine følelser. Når vi bliver ramt af noget, som trigger gamle erfaringer, kan vi reagere meget stærkt i nutiden.

Følelserne hører til i fortiden, og derfor kan det være hjælpsomt at få øje på, hvor stærkt du reagerer, og om de følelser i bund og grund hører til i en anden tid. På den måde får virkeligheden en chance i stedet for at blive rodet sammen med det, som var engang.

4. Berolig dig selv

Når du forstår, hvor din reaktion og dine følelser stammer fra, kan det være lettere at komme dig selv i møde med omsorg og forståelse. Måske det vil give mening at sige til dig selv: Lige nu kan jeg mærke, hvordan det var at være en lille pige, som blev holdt udenfor i skolen. Den følelse af ensomhed og forkerthed får jeg kontakt med, når min mand ikke inddrager mig i sine planer for weekenden.

5. Del din indsigt med dine nærmeste

En vigtig del af din proces handler om at stå ved dig selv over for din omverden. Vis, hvem du er, og bliv hørt. Dine nærmeste har kæmpe betydning for dig, fordi du holder af dem, og derfor kan de være hjælpsomme i din proces.

Ræk ud, og del, hvad du går igennem, og hvad du øver dig på med dem, du elsker. Når du gør det, kan de støtte dig og være der for dig, når du ryger tilbage i gamle mønstre og følelser.

Katrine Axholm

  • Er parterapeut, foredragsholder, forfatter og ekspert i TV3-programmet ”Kærlighed i krise”.
  • Hun hjælper hver dag par med at lære at forstå sig selv og hinanden og derved styrke kærligheden. De lærer at håndtere alt fra utroskab, konflikter, forskellighed til manglende lyst, kriser og hverdagens trummerum.

Læs mere på Axholm.com