Single-far: ”Man kan godt føle sig amputeret i forhold til kernefamilielivet”

Hvorfor er singlemænd bange for kvinder med børn?, har Jon Kielberg tidligere spurgt her på altfordamerne.dk. I denne uges ALT for damerne slår han fast, at kernefamilien ikke er lykken for alle – noget flere eksperter er enige med ham i.

DEBAT: Der er så mange indlejrede og fastgroede normer og forestillinger om familien som institution, at virksomheder, reklamebureauer, offentlige myndigheder og vi selv glemmer, at familie er mange ting. Tænk bare på alle reklamerne med glansbilledet af "the one happy family" – altid med mor og far og de smilende børn. Reklamerne er klinisk renset for to lesbiske med børn eller den enlige, som også kan vaske med Vanish, selvom han har tre børn til deling. Forestil dig en reklame for Ikea eller Svanekøkkenet med et homoseksuelt par med børn? Nej vel?

Lad mig slå fast med syvtommersøm: Der er intet problematisk i selve kernefamilien. Den lever de fleste stadig i. Den skal blot ikke gøres til den eneste og rigtige forældre- og familieform, som vi (stadig) ser det mange steder.

LÆS OGSÅ: Christian Grau om skilsmissen: Det var sgu et nulpunkt

Faktum er, at flere bliver skilt og lever på alle tænkelige måder med dine, mine og vores børn. Faktisk er antallet af mænd og kvinder, der bor alene med børn, steget markant siden 2000. I dag er der knap 180.000 familier, som består af én voksen med et eller flere børn. For mænd er antallet steget med 50 procent siden 2000. For kvinder er det 25 procent.

Men på trods af at der i dag findes mindst 37 forskellige familieformer her i landet, så er vores samfund stadig indrettet efter kernefamilien. Det gælder for eksempel på en lang række områder som lovgivning på bolig-, tilskuds- og skatteområdet, som stadig tager udgangspunkt i gifte og samlevende forældre. Som kultursociolog Emilia van Hauen skrev sidste år i Jyllands-Posten: "Det giver sig udslag på de mærkeligste måder. For eksempel når jeg i diverse formularer skal afkrydse min civilstand. Jeg kan oftest vælge mellem: Enlig. Gift. Fraskilt."

Hvor er afkrydsningsfeltet "samlevende" eller kort og godt "familie"? Og hvorfor er det sådan, at vi, som ikke er bopælsforældre, ikke modtager offentlige breve om vores barn? Hverken fra myndighederne og skolens side. Skal vi have information om vores børn, må vi bede ekskæresten pænt om en kopi.

LÆS OGSÅ: Test: Kan du klare dig uden en mand?

I det offentlige bliver kernefamilien i det hele taget betragtet som noget som det mest naturlige. Som seniorforsker Mai Heide Ottosen på SFI udtalte til Politiken for et par år siden, om måden vi lever på og vores opfattelse af familien: "Der er en diskrepans mellem vores værdier og vores praktiske liv". Det er der langtfra noget nyt i.

Ikke synd for os

Mine forældre har været sammen i 44 år. De laver alt sammen. Holder alle ferier, fødselsdage og festlige højtider sammen. Alligevel har de sammenlagt kun boet syv år af deres liv sammen. Altså under samme tag. Det fungerer godt. Ellers have de ikke været sammen så længe. De har altid defineret deres egen form for familieliv. Alligevel oplevede vi som børn den offentlige fordømmelse, overbærenhed og undren fra børn, men i høj grad også fra voksne. Det kunne man ikke. Var vores forældre overhovedet sammen? Var vores far virkelig far til os?

Det samme gentog sig, da jeg selv stiftede familie, fik barn og for tre et halvt år siden ikke længere skulle leve sammen med min søns mor. Her er jeg efterfølgende blevet mødt med både overbærenhed, velmenende bekymring for, om man nu kunne klare det, og at det i bund og grund var synd for os, at forestillingen om kernefamilien var død og borte for vores vedkommende. Men nej: Det er ikke synd for os. For de fleste vælger selv at blive skilt eller leve alene med børn eller finder nye kærester. Det er naturligvis hårdt for børnene og kan skabe store udfordringer. Dem skal man naturligvis takle. Skabe nye rammer og fællesskaber for børnene, så det sociale liv ikke går fløjten.

Alligevel bliver man konfronteret med normsættet om den korrekte familiekonstellation. Invitationerne til parmiddage, børnefødselsdagene, nytårsaftener og andre traditioner bliver der også færre af. Ikke fordi folk gør det af ond vilje eller bevidst. Men fordi man ikke længere er defineret som en familie – men som enlig, single eller aleneforælder. Og man kan godt føle sig ekskluderet og til tider amputeret i forhold til det traditionsrige kernefamilieliv.

Det gælder også, når ferierne skal planlægges. Det irriterer mig grænseløst, at du som singleforælder skal betale det samme for et hotelværelse på Mallorca eller en ferielejlighed i Bologna som kernefamilien. Dels er vi altså én voksen mindre. Dels mangler der tilbud for alle os med børn.

Heldigvis er der ved at ske noget. Der er opbrud i idealet om den lykkelige og rigtige familiestruktur. Ikke alene bliver vi flere og flere. Men de seneste år er langt flere skribenter, sociologer og meningsdannere kommet på banen og har skabt debat om kernefamiliebegrebet. Senest så vi det i den glimrende julekalender "Tidsmaskinen", hvor forældrene i serien var skilt, men stadig holdt jul sammen med børnene. Tv-programmer som DR's "Familien Danmark i forandring" har sat spot på, at vi ikke alle lever som Keld og Hilda eller kronprinsen og Mary. Det er små skridt, men skulle vi ikke alle hjælpes ad med til at nedbryde de fordomme, normer og tabuer, som er forbundet med ikke at leve i den klassiske kernefamilie?

LÆS OGSÅ: "Selvfølgelig kan man være feminist og drømme om hårde hvidevarer"

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det nu et problem, at pigerne klarer sig godt?

LÆS OGSÅ: Derfor chokerer de uretoucherede fotos af kendte kvinder os