Caroline Henderson: "Jeg tror, at jeg skal dø"

Hvad er det mest besynderlige minde fra din barndom?

− Vi boede i USA, da jeg begyndte i skole i slutningen af 60’erne. På det tidspunkt foregik der stadig en del raceadskillelse, og jeg husker meget tydeligt alle overvejelserne om, hvor jeg kunne gå i skole. Der var flest sorte børn i den lokale skole, og jeg er jo det, man kalder biracial, så jeg kom i en skole, hvor de andre børn også var af blandede racer. Min skolestart gik altså ikke ud på, hvilken skoletaske jeg skulle have, men mere hvilket racetilhørsforhold jeg havde.

Hvad er det mest markante ved din personlighed?

− Min nysgerrighed, som egentlig ikke har forandret sig ret meget, siden jeg var barn. Jeg har altid været meget nysgerrig på alt fra små banale ting, som hvordan ting smager og dufter, til det store ”hvorfor”. De essentielle spørgsmål som hvorfor vi er her, og hvad vi skal lære.

Hvornår har du sidst været rigtig bange?

− Hver gang jeg skal flyve. Jeg tror simpelthen, at jeg skal dø. Jeg ryster og sveder, og den sidste selvkontrol, jeg har tilbage, prøver jeg at tøjle, så jeg ikke sidder og skriger hele vejen. Det er blevet så slemt, at da jeg for nylig var i Italien med min 10-årige søn, tog han mig uden opfordring i hånden, da vi skulle lette.

Hvad er din største succes?

− Forhåbentlig har jeg ikke haft den endnu. Det er en drivkraft for mig, at jeg hele tiden tror, at jeg kan gøre noget bedre. Hvis jeg hiver noget frem som min største succes, så er det jo bare det, og så kan det ikke blive større.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din mor?

− Fordi man er født af en bestemt kvinde, betyder det ikke, at man nødvendigvis kan lære noget af den måde, hun har levet sit liv på. Sådan en slags barndom har jeg ikke haft. Men det er interessant at lære sine forældre at kende som voksen. Altså det øjeblik, hvor man går fra at se sine forældre som mor og far til at se dem udefra som mennesker. Det skete for mig i løbet af 20’erne, og i den proces lærte jeg meget om mig selv. Det var i tiden omkring min skilsmisse, og jeg blev nødt til at se på mig selv med en anden ærlighed og voksenhed. Jeg klippede navlestrengen over og fandt ud af, at jeg er en anden kvindetype end min mor og gør tingene på en anden måde.

LÆS OGSÅ: Sinéad O´connor: Alt jeg har fra min mor er ar og kogebøger

Hvad er det bedste overlevelsestrick, du kender?

− Der er jo ingen quick fixes i livet. Jeg nedstammer fra afrikanske slaver, og man siger, at sorte amerikanere er de stærkeste mennesker, fordi overfarten fra Afrika var så hård, at 80 procent kradsede af. Den genetiske masse, der er tilbage, kan klare lidt af hvert. På den anden side nedstammer jeg fra to meter høje hårdtarbejdende bønder fra Vestsverige, som heller ikke falder af stolen for det mindste. Så jeg bilder mig ind, at min genetiske masse – i hvert fald psykisk – gør mig stærk.  

Hvilken telefonsamtale husker du bedst?

− På min fødselsdag den 28. februar 1986 ringede en af mine venner og fortalte, at den svenske statsminister Olof Palme var blevet myrdet. Det var jo fuldstændig utænkeligt, at sådan noget kunne ske i Norden. Det var uskyldens tid, som på en måde sluttede der.

Hvilke tre personer ville du invitere til det ultimative middagsselskab?

− Jesus, Astrid Lindgren og Leonora Christina Ulfeldt. Tænk at sidde til bords med Jesus og kunne slå op i den der bog og bare spørge: ”Er det her rigtigt? Hvad mener du om det?”. Astrid Lindgren er en stor del af min barndom og min egen fantasi. Hele historien om Leonora Christina, der sad først i Hammershus og senere i Blåtårn, er spændende, og det ville være fantastisk at høre om alle hendes mislykkede flugtforsøg fra sig selv. Hun må virkelig have været træt af Corfitz Ulfeldt.

LÆS OGSÅ: Annette Wilhelmsen: "Jeg har været nødt til at slippe en stor del af min kontrol"