Claus Meyers kone: Jeg kan da godt engang imellem synes, han er vanvittig

Det er på en af sommerens sidste dage, jeg går gennem en hvidmalet havelåge og bliver modtaget af Christina Meyer Bengtsson og familiens lille terrier. I syv år arbejdede hun som model, og som hun kommer her, klædt i korte shorts og sommertop ligner hun ikke én, der har født fire børn og er fyldt 48.

På den anden side af huset lyder Claus Meyers velkendte stemme. Han holder møde i haven, og vi sætter os på terrassen ved køkkendøren.

Indenfor domineres køkkenet af et enormt køleskab og en kæmpe reolvæg dekorativt bugnende af glas, dåser, krukker, poser og pakker med krydderier og sylterier, relish, saucer og pasta'er, olier og eddiker og guderne ved hvad med mærkater med udenlandske skrifttegn og navne som sambal oelek og nuoc mam.

– Jeg aner ikke, hvad det meste af det er til, og nogle gange tror jeg heller ikke, Claus helt kan huske det, siger Christina Meyer Bengtsson. Umiddelbart lyder det næsten for familiært, at hun kun siger "Claus".

Læs også: Bonderøvens kæreste: Forbløffet over folks frækhed

Hele Danmark kender "Claus Meyer". Ingen aner, hvem man taler om, hvis man bare siger "Claus". Manden og brandet hænger sammen. Men det er Christina Meyer Bengtsson, der er uddannet grafisk designer, som står for den visuelle identitet for koncernen, der efterhånden dækker alt fra teambuilding og kursusvirksomhed over restauranter og catering til kantinedrift, koge- og bagebøger, foredrag, frugtavl, eddikeproduktion, single estate kaffe, sociale projekter med mere, med mere. Og siden forsommeren nu også familiefestival i æbleplantagen på Lilleø.

Parløb

Christina Meyer Bengtsson er uddannet fra Danmarks Designskole, hvor hun i øvrigt også mødte Claus Meyer første gang for knap 18 år siden, da han skulle holde foredrag og ikke kunne finde vej til auditoriet.

– Jeg kendte ham godt fra TV og havde vel også en af hans kogebøger, selvom jeg ikke var specielt interesseret i madlavning. Jeg havde glædet mig til at høre foredraget, men syntes egentlig, han var lidt brovtende, da jeg fulgte ham over til auditoriet, så jeg gav ham lidt igen, fortæller hun med et smil.

Senere mødtes de igen tilfældigt på Roskilde Festivalen og på Skrot-in biografen på en byggeplads i Nansensgade, og da Christina Bengtsson kort forinden havde brudt med sin kæreste, inviterede hun Claus Meyer med til sin 30-års fødselsdagsfest.

Siden har de dannet par, professionelt og derhjemme i villaen på Frederiksberg, som de "købte, dengang priserne var nogle helt andre", som hun siger.

Villaen er enorm. Med sig ind i forholdet havde Christina Bengtsson den dengang 4-årige Valdemar. Sammen har de nu også pigerne Elvira på 16, Viola Filippa (opkaldt efter æblesorten) på 10 og Augusta på 7.

– Vi vidste, at vi ville have flere børn, så vi hoppede direkte ud i at købe et stort hus, smiler hun. Det er 17 år siden, og både hus og have er i mellemtiden blevet stedet, hvor Claus Meyer holder de fleste af sine møder, eksperimenterer med surdeje og udenlandske krydderier i køkkenet – og hvor han har æble- og balsamicoeddike liggende til lagring i træfade på loftet over den gamle hestestald i baghuset. På Meyer-koncernens hovedkvarter i Nordhavnen er en administrerende direktør ansat til at klare den daglige drift. Meyer selv har titel af kreativ direktør, men kaldes ifølge sin kone oftest "ugens gæst" derude, fordi han foretrækker at arbejde hjemmefra.

Læs også: Plum: Eksmanden er fortid

Claus synes, jeg er dygtig

Selv har hun kontor i et hjørne af huset – og slår man hende op på Krak, dukker hun op som indehaver af det grafiske designfirma Heartwork. Firmaet lever i bedste velgående, men bortset fra kogebøger for bl.a. Camilla Plum og Nikolaj Kirk arbejder Christina Meyer Bengtsson næsten udelukkende for Meyer koncernen.

– Jeg har haft retten til domænenavnet Heartwork.dk i ti år, men aldrig rigtig fået gjort mere ved at lave et website eller brande mig selv over for kunder udefra. Det har ligesom ikke været nødvendigt. Jeg har så rigeligt at lave, og selvom jeg gerne vil arbejde for andre, kan jeg dårligt forestille mig, at jeg kan få lov at lave opgaver andre steder, der er lige så sjove og varierede som dem, jeg har hos Claus.

Det, hun laver, handler primært om at tegne koncernen udadtil. I bogstavelig forstand. Det er Christina Meyer Bengtsson, der står for design af emballage og plakater, og det er hende, der udstikker de grafiske retningslinjer for Claus Meyers kogebøger – beslutter hvilken skrifttype og hvilken stil og stemning, bøgerne skal have – og som i det hele taget tegner råudkastet til de grafiske produkter. Derudover har hun de senere år været dybt involveret i indretningen af Meyers restauranter – specielt "Radio" ved DR's gamle radiohus og senest restaurant "Nam Nam" på Vesterbrogade i København, der serverer asiatisk inspireret mad og – som Christina Meyer Bengtsson siger med et smil – "byder på lidt variation for alle dem, der er lede og kede af at høre om Claus Meyers nordiske køkken". Begge restauranter emmer af pakhushygge – med vægge og reoler i genbrugstræ – tilsat moderne design, farvesplash og insisterende fotos i kæmpeformat.

Sammen med designpartneren Ulrik Nordentoft blev Christina Meyer Bengtsson sidste år nomineret til den prestigefyldte Conde Nast Traveller Design and Innovationpris for indretningen af Radio.

– Så er der pludselig mange, der lægger mærke til, hvad vi laver, smiler hun.

– Indretning ligger tæt op ad mit fag, fordi jeg kan noget med form og farve og stil. Claus bruger mig ikke kun, fordi jeg er hans kone. Han bruger mig, fordi jeg er dygtig. Når det gælder visuel kommunikation, lytter han rigtig meget til mig, og han værdsætter, hvad jeg kan.

Læs også: Susanne Pilmark - Jeg bliver forsørget

Vigtigt at føles sig værdifuld

Dermed har Christina Meyer Bengtsson fundet sit ståsted ikke bare i familien, men også i Meyer-virksomheden:

– Som menneske ville jeg have svært ved bare at være den, der samlede op bag ved Claus. Det er vigtigt for mig at føle mig værdifuld, både over for ham og over for verden, siger hun eftertænksomt. Og tilføjer:

– Ellers ville jeg visne som menneske.

Adspurgt, hvor meget han vender myriaden af alle sine nye idéer med hende, svarer Christina Meyer Bengtsson:

– Jeg er ikke den, der bliver taget med på råd angående økonomiske satsninger. Det har jeg ikke forstand på, og jeg ved, at han er ansvarlig og aldrig ville pantsætte huset for et nyt projekt, så jeg er tryg ved, at tingene er sådan, siger hun og tilføjer eftertænksomt:

– Desuden har han jo gode rådgivere. Men vi snakker meget om idéer, og han lytter til min mening, når det gælder strømninger i tiden og tendenser.

Men opstår der slet ikke problemer på jobbet eller i privatlivet, når man bor og arbejder så tæt på hinanden?

– Vi trives meget godt med blandingen af privatliv og erhverv. Og vi er gode til at opføre os pænt over for hinanden, også når vi er uenige om nogle ting.

"Mageligt" anlagt

Når man googler Christina Meyer Bengtsson, kommer der massevis af sider op... om hendes mand! Hun ved det godt, og griner, da jeg nævner det. Vilkåret som hustru til en landskendt – og initiativrig – mand er, at det altid er ham, der bliver genkendt og får opmærksomhed. Kigger man på Claus Meyers alenlange cv, er der til gengæld noget at leve op til.

– Jeg kan da godt engang imellem synes, han er vanvittig hele tiden at kaste sig ud i nye projekter i stedet for at koncentrere sig om det eksisterende, men ideerne popper ud af hans hoved, og han kan ikke lade være. Heldigvis har han så andre, der griber idéerne og fører dem videre, men han skal stadig have en finger med i spillet, og det kan sgu være træls, fordi det tager så meget af hans tid. Men det er vilkårene: Han er en ildsjæl – han kan ikke lade være.

I fritiden spiller Claus Meyer tennis og badminton, løber Vasa-løb og maraton, står der i cv'et. Hvilken fritid, tænker man uvilkårligt, og spørger så Christina Meyer Bengtsson, hvordan hun kan følge med i det tempo uden at få præstationsangst og stress.

– Jeg er heldigvis blevet god til at slappe af, selvom han stormer af sted og sætter skibe i søen.

– Han driller mig indimellem og siger, at jeg er "mageligt" anlagt, men i virkeligheden er det et karaktertræk, han værdsætter og respekterer. Han synes, det er sympatisk, at jeg kan finde ud af at slappe af.

– I mange år var jeg ikke god til at mærke mig selv og sætte grænser, så jeg endte med at storme rundt for at samle boldene op efter ham. Nogle gange kommer det stadig bag på mig, når han lige har arrangeret et eller andet, og stadigvæk kan jeg da godt engang imellem synes, det er træls, at han virkelig presser citronen til sidste dråbe.

Læs resten af artiklen på næste side..

Ildsjæl med ild i...

Hun medgiver, at det mest var hende, der var der, da børnene var små, men fastholder at han er et familiemenneske:

– Han prioriterer familien højt, og hvis han har arrangementer i weekenderne, forsøger vi at følge med og få det sjovt med det.

– Ligesom andre familier sidder vi også rundt om middagsbordet og snakker om børnenes skoledag. Han er ikke altid helt til stede mentalt ved middagsbordet, selvom han er der fysisk, fordi der er så mange idéer, der flyver rundt i hovedet på ham. Han er i fuld gang fra halv syv om morgenen, og vi driller ham med, at han har ADHD. Man kan altså godt blive til noget selv med den diagnose, griner hun.

Heller ikke i køkkenet er der grund til præstationsangst. I hverdagen er det som regel Claus Meyer, der står for aftensmaden, fordi det ifølge Christina Meyer Bengtsson er som terapi for ham at lave mad. Selv tager hun over, når han er på rejse eller ude til foredrag – eller når han for eksempel pludselig kommer i tanke om, at han har arrangeret en tenniskamp mellem seks og syv. Og børnene er fint tilfredse:

– I virkeligheden har Claus ikke sindssygt godt flair for, hvad børn kan li'. Han eksperimenterer og får krydret maden for meget i forhold til deres smag, men børn kan godt li' noget enkelt som pastaretter og hakket kød i alle afskygninger. Når Claus laver mad, er det en fest hver dag med supper og desserter og lidt variation over en rest fra i går. Og størrelsen af opvasken er derefter. Når jeg laver mad, er det mere simpelt og tager max en time.

Meget hyggeligt – og meget misundelsesværdigt

Man får på fornemmelsen, at dagligdagen i den store villa er lidt som en leg. Noget Christina Meyer Bengtsson egentlig bekræfter, da hun fortæller om den musikfestival, de fik arrangeret på Lilleø i pinsen.

– Det var et charmerende projekt. Vi havde ikke check på en skid – det var vores første musikfestival – men det var fantastisk.

350 mennesker kom i turistbusser med "Er du dus med himlens fugle" bragende ud af højtalerne over dæmningen fra Askø og boede i telt, hørte musik og spiste lækker mad fra ... Meyers catering.

– Idéen kom, fordi vi syntes, andre skulle ha' lov at se, hvor smuk æbleplantagen er i forsommeren, når træerne blomstrer. Og der var bare det der guddommelige vejr, og fordi det var første år, var mange af dem, der havde hørt om det og kom, vores venner og vores venners venner, og det var som én stor, skøn familiefest.

I baghuset på Frederiksberg står den gamle hestestald stadig med de originale træbåse, hvor familie og venner inviteres til alternativt julekrybbespil hvert år.

– Det bliver afviklet med et meget stort smil på læben, men også med andægtighed og stemning. Jeg er Maria med kæmpe mave på, Claus er Josef, Poul Joachim Stender, som også viede os, læser op af Juleevangeliet, og ungerne står som små engle ved siden af. Amatørteater i yderste potens: Vi er så pinlige, og dialogen er skør. Og så har vi halmballer, som folk sidder på, og levende lys i lanterner. Det er alt sammen meget, meget pinligt, sjovt og frem for alt hyggeligt, fortæller Christina Meyer Bengtsson. Og man tror hende, og ønsker, at man selv havde en æbleplantage på en afsidesliggende ø, en ødegård i Sverige med et flødefarvet Smeg-køleskab eller såmænd bare en gammel, hyggelig hestestald i baghuset og en flok venner, der stod i kø for at komme og se krybbespil og drikke glögg.

I det hele taget er Christina Meyer Bengtssons liv og hverdag – i hvert fald udadtil – misundelsesværdig. Og hun ved det godt.

– Vi mangler ikke noget, og hver dag er en fest med masser af god mad, siger hun med overbevisning – og ironi.

Hun medgiver, at der også er ulemper ved at have en "kendt, attraktiv og rig" mand:

– Nogle kan være ret ublu i deres tilgang til Claus. Men sådan er vilkårene. Jeg satser på, at vi har så god en relation i ægteskabet, at det holder. Men det er da klart, at det kan være en kilde til irritation, når folk betragter Claus som offentlig ejendom.

Stærke sammen – også i modvind

Med til det lykkelige familie- og arbejdsliv hører, at Christina Meyer Bengtsson til tider har været stillet til regnskab for sin landskendte mands beslutninger – og har været målløs og magtesløs over for offentlighedens reaktion på sin mands arbejde. Som for eksempel, da voldsofferet Malene Duus i foråret skrev en kronik i Politiken, og Claus Meyers tv-transmitterede arbejde med indsatte – og socialt udsatte – i Statsfængslet i Vridsløselille pludselig fik ham til at fremstå, som om han sympatiserede med voldsmanden og ignorerede offeret.

Da vi lavede interviewaftalen på telefonen, sagde Christina Meyer Bengtsson, at hun ikke ville ind i en debat om sagen. Nu tager hun selv emnet op, og indrømmer, at det kan være hårdt at se passivt til, når journalister og bloggere tyrer den ene hårde beskyldning efter den anden mod hendes mand og hans moral.

– Det er svært at stå på sidelinjen og vide, at det ikke nytter noget at tage til genmæle. Men det har været voldsomt, især for børnene. De blev indignerede og kunne slet ikke forstå, hvorfor Claus blev udsat for det der had.

– Det var vinterferie, og vi havde – heldigvis kan man sige – taget ungerne med til Bolivia, hvor vi er ved at starte et uddannelsesprojekt op blandt fattige børn og unge, da Malene Duus-sagen kom. Claus blev kimet ned og fik stakkevis af emails og ville godt ha' været hjemme til at forklare sig, men vi andre var forskånet for at gå på gaden og se de der forsider.

Selvom hun trækker på skulderen og i sommersolen udstråler overbærende tolerance, ligger følelsen af indignation også hos Christina Meyer Bengtsson:

– Han har fået skudt i skoene, at han gik ind i resocialiseringsprojektet for at brande sig selv, siger hun med en hovedrysten, før hun fortsætter, lettere undrende:

– Folk, der siger sådan noget, kender ikke Claus. De ved ikke, at han gør det, fordi han har det der enorme overskud og har lyst til at gøre noget, der giver god mening. Sådan har han jo altid gjort – også da han var foregangsmand for at ændre den danske madkultur.

Mangler ikke noget

Det samme har kritikere sagt om Bolivia-projektet, hvor bevarelse af kulturelle traditioner og genopdagelse af landets oprindelige madkultur er en næsten lige så væsentlig del af projektet som fattigdomsreduktion og udvikling.

– Det er måske svært for nogen at forstå, at man kan være idealistisk og samtidig tjene gode penge. For det gør han jo. Vi lever godt og mangler ikke noget. Men det er jo engagementet, ikke udsigten til kroner i kassen, der bærer idéerne fremad, og sådan skal det være.

– Der er selvfølgelig også noget jantelov over det. I Danmark er der stadig en tendens til, at man bliver bygget op – og pillet ned.

Hadske blogindlæg og en bølge af offentlig harme over, at de flæskestegssandwich, der blev solgt fra Meyers Deli-boden på årets Roskilde Festival ikke var af økologiske svin, tilskriver Christina Meyer Bangtsson ligeledes tendensen til, at de, der flyver højt, skal pilles ned.

– Ingen har nogensinde lovet, at de sandwiches var økologiske, alligevel havde folk en klar forventning om, at det var de. Måske er det prisen, man betaler for at være idealist, at folk tror, at Claus Meyer selvfølgelig kun sælger flæskestegssandwich af økologiske grise...

– Der kom en bølge af had, men efterfølgende kom der så også en bølge af sympatitilkendegivelser fra høj og lav, konstaterer Christina Meyer Bengtsson, og tilføjer:

– Et eller andet godt skal der nok komme ud af alt det her. Han er virkelig stærk i modvind.