Camilla Plum

Camilla Plum: Eksmanden er fortid

Siden 1997 har Camilla Plum drevet Fuglebjerggård i Helsinge med økologiske grøntsager, frugter og krydderurter. Indtil 2011 stod hendes mand, Per Kølster, for gårdens dyr og landbrug. Sådan er det ikke mere, for parret blev skilt sidste år.

Det var Camilla, der gik. Nu står hun alene med ansvaret, og:

– Det er helt vildt sjovt! Det er sgu sjældent, at man i min alder pludselig skal til at lære noget helt, helt andet, end man nogensinde har beskæftiget sig med før. Hvordan er det lige, man har køer og får? Hvordan dyrker man hvede og slår græs? Jeg havde ikke ret meget med landbruget at gøre før, men det har jeg så nu. Det er en helt ny kompetence, og det er meget godt at få det engang imellem, siger Camilla Plum i et stort interview i ALT for damerne denne uge.

LÆS OGSÅ: Brian Holm: Skal ikke giftes igen

Selv om hun har to børn med eksmanden, er han helt ude af hendes liv, og de to har ingen kontakt.

Hun kalder det en udfordring og "rigtig skægt", at hun bliver nødt til at være mere udfarende nu, end da hun var gift.

– Faktisk er det jo meget interessant at blive skilt, for det, der sker, er, at man bliver nødt til at genopfinde sig selv. Og det er nok meget godt at gøre engang imellem. At spørge sig selv, hvad er det egentlig, jeg vil? Hvordan var det lige, jeg var før? Og hvordan er jeg så nu, og hvor vil jeg hen? Hvad synes jeg er sjovt? Hvem kan jeg godt lide? Hvem tager mine kræfter, og hvem får jeg energi af at være sammen med? Og så kan man jo have en million forskellige venner, som man har forskellige ting med. Jeg er ret vild med biodiversitet – også på venneplanet. Jeg har gravet nogle gamle venner frem, jeg har fået en masse nye venner, og jeg synes, at det er ti gange sjovere at være sammen med mange mennesker end bare en. Det kan jeg ikke forestille mig nogensinde at skulle igen!, siger Camilla Plum, som også har en opsang til den store fokus på kropsidealer.

– Jeg synes, det er sygt og irriterende, at kroppen er blevet noget, man hele tiden skal holde øje med i alle detaljer. At man skal tænke over alt, hvad man spiser, og hvordan man skal træne. Det giver kvinder nogle kæmpe problemer, for når de bliver 40, 50 eller mere – og den der højre baldemuskel hænger ligegyldig hvad – hvad fanden gør man så? Jo mindre man koncentrerer sig om det der, jo mindre behøver man også være bange for at blive gammel, siger Camilla Plum til ALT for damerne.

Læs hele det store interview med Camilla Plum her:

Camilla Plum om skilsmissen: Livet er spændende

Se to skønne opskrifter fra Camilla Plum:

Camilla Plums honningkage-lagkage

Camilla Plums sveskeroulade

LÆS OGSÅ: Er dette verdens bedste kur?

Camilla Plum, 56

Uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i 1985.

Selvlært kogekone, foredragsholder, kogebogsforfatter og madskribent. Har lavet adskillige tv-programmer om mad og have.

Driver i dag den økologiske gård Fuglebjerggaard i Helsinge, som hun og hendes eksmand overtog i 1997. Har tidligere drevet restaurant Cap Horn i Nyhavn og det økologiske firma Den Rene Vare.

Har udgivet en lang række kogebøger og havebøger siden 1983, senest "Helt i kage".

Blev sidste år skilt fra sin mand, agronom Per Kølster, som hun har datteren Asta på 15 år og Ferdinand på 18 år med. Har tvillingerne Carl og Niels på 23 år fra et tidligere forhold.

Aktuelt: Butikken på Fuglebjerggaard holder åbent alle fredage og lørdage op til jul. Der sælges juleting, skøn julemad, brød, kager, kagedej, hjemmesyltede ting og sager, gaver, guf, julegrønt, frugt og ænder. Se mere på Fuglebjerggaard.dk.