Hvorfor tror vi, at vi kan opføre os som vi vil i det offentlige rum?

DEBAT: En mand ville betale en roklub en million kroner for at flytte en badebro. Det var ikke en hvilken som helst badebro. Det var den badebro, der ligger ud for Hellerup Roklub nord for København, dér hvor kvadratmeterne er lige så kostelige som udsigten til Øresund. Hvad denne mand altså havde: En udsigt.

Men noget forstyrrede ham, og det gav ham anledning til både et generøst tilbud om kontant afregning for flytning af broen og til et sagsanlæg, der kørte i to år og fandt sin afslutning for ikke længe siden.

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Er du egoistisk

Hvad var så anledningen til det generøse tilbud? Jo, broen benyttes blandt andet af roklubbens vinterbadere, der springer i bølgen blå uden en trævl på kroppen. Det kan manden se fra sine stuevinduer, og dét syn fandt han så intimiderende, at han altså både sagsøgte roklubben og forsøgte at købe sine øjne fred.

Allerede da manden – for ikke så længe siden – købte pågældende grund med tilhørende udsigt, lå badebroen der, og vinterbaderne hoppede lystigt i – ganske som de plejede og havde gjort det i mange år. Manden tabte sagen.

LÆS OGSÅ: "Vi må være blandt de mest hensynsløse folkefærd i verden"

Sagen er et meget godt eksempel på en tendens, som jeg mere og mere undres over: Nemlig, at vi får stadig sværere ved at indgå de kompromiser, der kræves af os alle for at leve sammen, og som faktisk er en forudsætning for overhovedet at befinde os i det offentlige rum.

Det er klart og selvfølgeligt, at man ikke skal finde sig i hvad som helst fra sine naboer, offentlige eller private af slagsen. Flytter man ind oven på et værtshus, vil der være larm, men man kan sagtens have nogle indsigelser mod udvidelser af bevillinger og så videre, så der ikke konstant er ramasjang, dér hvor man bor.

Bor man således i nærheden af offentlige badebroer, ja, så må man jo finde sig i, at der vil være forskelligartede kroppe, der søger mod vandet. Om man skal "finde sig i nøgenhed"? Det kan selvfølgelig være en skønssag, men mon ikke man med rette kan sige, at hvis man flytter ind efter vinterbaderne og godt har vidst, de var der, så var tissemændene og tissekonerne nok det, vi jurister kalder "først i tid, bedst i ret".

LÆS OGSÅ: Vi taler til hinanden som hulemænd

Det har altid givet anledning til en masse tvister at være naboer. Men jeg synes alligevel, at vi ser en ret uheldig udvikling i forhold til, hvor langt vores ret går. Alle dage har der været naboer, der klager over andres enten larm eller rod, som kan være til gene, jovist. Men det synes, som om vi er ved at få en opfattelse af, at vores ejendomsret ikke kun går til skellet, men så langt vores øjne rækker.

For nogle år siden oplevede stuntmanden Martin Spang Olsen for eksempel, at naboerne klagede over, at han gik rundt i sin have iført underbukser: "Kære Martin, vi henstiller til, at du ikke render rundt i din have kun iført underbukser, da vi, og specielt vores børn, synes det er ret ulækkert. Med venlig hilsen, Dine Naboer," skrev de anonyme naboer i brevet.

Ikke kun herhjemme er den gal: For nylig fik en dame i England en klage fra naboerne om, at udsmykningen af hendes have var for "bøsset," grundet nogle kulørte lamper og i øvrigt livlig anvendelse af hele farvepaletten. Altså eksempler på, at det ikke længere er "traditionelle gener" i form af affald og støj, der generer os. Nej, vi er helt klart kommet mere over i afdelingen "smag og behag".

LÆS OGSÅ: "Vi skal skamme os, når vi spiser pasta og hvidt brød"

Omvendt – og det har jeg personligt observeret og påtalt (lidt politimand er man vel altid), er der ikke den samme respekt for det fælles rum, for her må man glad og gerne smide sit affald, ja endda lade sine unger gøre det uden at bede dem samle op, for det er der nok nogle andre, der gør.

Således kastede en cirka 13-årig dreng – i selskab med forældrene og fuldt visibelt for dem – et tomt shake-glas på fortovet foran mig, og da jeg høfligt henvendte mig til forældrene for at få dem til at tage affære, kiggede de på mig, som om jeg var landet fra en planet, hvor man gik absurd meget op i bagateller.

Det virker, som om vi har en forestilling om, at det fælles rum er mit rum, hvor jeg kan opføre mig præcis, som om jeg er hjemme. Og når jeg er hjemme, kan jeg kræve, at alle uden for mit hjem – det være sig naboer eller naturister på badebroer – skal opføre sig eller se ud præcis som mig. Egokratiet sejrer ad helvede til, og kompromiset taber stort.

Sig det • Skriv det • Del det

Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.

LÆS OGSÅ: "Der er ikke plads til uperfekte fødsler i vores samfund"

LÆS OGSÅ: 10 ting der er vigtigere end sex

LÆS OGSÅ: Sådan spotter du en psykopat