Tsunami-offer: "Før var jeg urørlig"

Mere end 280.000 mennesker mistede livet 2. juledag 2004, da enorme vandmasser skyllede ind over flere asiatiske lande og efterlod strande og byer fuldstændigt ødelagte i et kaos af tømmer, væltede træer og smadrede huse. Mange af os kan stadig huske de forfærdelige tv-billeder, og har man mod på at gense rædslerne, lander filmen "The Impossible" netop nu i biograferne med den sande historie om en families kamp mod vandet.

Da bølgerne ramte, var de thailandske strande fulde af turister. Danske Helene Henties var én af de heldige, som undgik bølgerne. Hun var på juleferie i Phuket i Thailand sammen med sin daværende kæreste, Søren. Men den dag var de ikke på stranden eller i deres bungalow 100 meter fra vandet. Den morgen, da tsunamien ramte, sad hun i en båd midt ude på havet på vej mod Phi Phi-øerne, hvor de skulle besøge Sørens kollega fra ambassaden i Kuala Lumpur i Malaysia. En franskmand kom for sent, da båden skulle sejle fra Phuket. Hvis han var kommet til tiden, havde de stået på stranden på Phi Phi, da bølgerne kom. Det "hvis" forfulgte Helene lang tid efter katastrofen. Her fortæller hun sin historie.

LÆS OGSÅ: Laura Christensen: "Jeg var alene med min lykkerus" 

Vi venter lang tid i båden, inden vi kommer af sted. Vi er 10-12 mennesker, men en franskmand kommer mere end 20 minutter for sent. Det viser sig at være vores redning. Det er som enhver anden morgen med solskin. Søren og jeg småsludrer, griner og driller hinanden. Vi er begge to vilde med fisk og snakker om, at det vil være lækkert med nogle lokale fiskeretter til frokost. Vi glæder os til at være sammen med Sørens kollega fra ambassaden. I fire måneder har han arbejdet i Kuala Lumpur, mens jeg har været hjemme i Aalborg, og det er spændende at høre, hvordan hans kolleger oplever ham, og hvad de har oplevet sammen. Da vi nærmer os Phi Phi, får vi at vide, at der er højvande. De kan ikke komme ind til øen. Og de sejler i stedet til en anden ø, The Beach, først. Ingen viser tegn på nervøsitet, eller at noget er galt. Der er gang i vandet. Som på en god dag på Vesterhavet. Men jeg er ikke foruroliget, for vejret er godt. Jeg ved heller ikke, hvilke forhold eller betingelser der normalt er.

Måske ved de allerede på det tidspunkt, hvad der er sket. Måske vil de bare ikke gøre os bange. Store yachter og små joller ligger i et stort sammensurium uden for The Beach. Vi er så tæt på øen, at jeg kan række ud og røre klipperne. Der er både overalt, og det ser ud, som om der ikke er nogen sandstrand tilbage. Jeg tænker, det er mærkeligt. Noget er galt. Vi får at vide, at vi hurtigt skal tilbage til Phuket. "There has been an accident", manden fra bådfirmaet laver en bølgebevægelse med armen, men vi forstår selvfølgelig ikke, hvad det betyder. Vi får redningsveste på. Vandet er ikke mere uroligt, end det hele tiden har været, så jeg er ikke bange. Jeg kan jo ikke se, at det er farligt. De sejler sindssygt hurtigt hele vejen rundt om øen og sætter kurs mod Phuket. Vi har ikke haft det tempo tidligere. Dér forstår vi, at der er noget virkelig galt, men vi aner ikke hvad. Vi taler om, at vi må kontakte kollegaen på Phi Phi, når vi kommer ind til Phuket, og fortælle, at vi ikke kan komme derud. På det tidspunkt ved vi ikke, hvor heldige vi har været.

Tsunamien i 2004. 26. december 2004 ramte et jordskælv Det Indiske Ocean klokken otte om morgenen lokal tid. Skælvet skabte en række tsunamier, som ramte kysterne i 11 lande med bølger på op til 30 meter. I alt døde mere end 280.000 mennesker – primært i Indonesien, Thailand, Sri Lanka og Indien – og 1,5 millioner mennesker blev hjemløse. 46 danskere omkom. Foto: Polfoto

LÆS OGSÅ: Mød 4 af de bedste (og lækreste) kokke

Vi sejler ind til havnen langs kysten. Det er tydeligt, at der også har været højvande her. Det er lidt som Esbjerg Havn, hvor vandet slår ind over molen. Der er ikke orden i naturen, og jo tættere vi kommer på land, desto flere ting ser vi flyde rundt i vandet. Min hjerne har svært ved at sætte det i sammenhæng med bådene uden for The Beach. Og hvad med redningsvestene? Da vi hopper af båden, står vi i vand til over knæene. Det er over en meter højere, end da vi sejlede ud. Det er, som om der er flyttet rundt på tingene, men det er ikke så dramatisk, at bygninger er ved at falde sammen rundt om os. På det tidspunkt ved vi intet. Heller ikke at vestkysten, hvor vores bungalow ligger, er meget hårdere ramt. Vi bliver taget imod af mænd, der deler vand og udskåret frugt ud. Samtidig kører lastbiler rundt med folk med megafoner, som råber ting ud på thailandsk. Der er politisirener konstant. Og mænd med geværer. Alt emmer af krisestemning. Vi får sporadisk information fra andre turister og bådfirmaet. Nogen siger, at der har været jordskælv. Andre siger oversvømmelser. Det er som et puslespil, der er kastet op i luften, og vi skal selv finde brikkerne og samle det til noget, der giver mening.

Artiklen fortsætter på næste side...

Myndighederne har lavet en linje midt på øen og lukket vestsiden af, efter bølgerne ramte lidt efter klokken 10. Alle bådturister bliver samlet på et stort hotel i nærheden af havnen. Der er fyldt med mennesker på hotellet, og da vi chokerede sætter os til at vente, er klokken omkring 12. Al telekommunikation er gået ned. Vi får at vide, at der har været et jordskælv, som er målt til 9,0 på richterskalaen. Jeg har lige set en doku-mentar om jordskælvet i San Francisco i 1989, som målte 7,1, og jeg siger til Søren, at det er helt galt. Måske er de ikke i live ude på Phi Phi. Vi får forklaret, at en kæmpe flodbølge er skyllet ind over land. Jeg tror, at det er godt, at vi får det i etaper, så vi forstår det rigtigt. Vi har redet på flodbølgen. Jeg sender en tak til bådfolkene for, at de var i stand til at sejle båden ordentligt. Og til franskmanden, som kom for sent. For hvad var der sket, hvis han var kommet til tiden, og vi havde nået Phi Phi de tyve minutter tidligere? Havde vi så været der, da bølgen kom? I princippet er det kun et spørgsmål om tilfældigheder.

LÆS OGSÅ: Mød X Factor-værten helt privat

Da de åbner for vestsiden af øen en time efter, kører vi over i taxi. Vi kører frontalt ind i ødelæggelserne to kilometer fra vandet. Det ser ud, som om nogen har taget en kæmpe skovl og fræset landet op. Tidligere var der en asfalteret vej, tørlagte marker og træer langs vejen. Nu er vejen brudt op og ligger alle mulige steder, træerne er væk og markerne dækket med vand. Der ligger ting i bunker overalt – scootere, elmaster, bygninger og murbrokker. Det er som en krigszone. Folk kører væk i biler og kommer gående med kufferter. To store lastbiler, der er åbne i siderne, kører forbi stoppet med mennesker. Pludselig er der ikke mere asfalt, og vi bliver nødt til at stå ud. Vi overvejer, om vi skal køre tilbage, men hvor skal vi tage hen? Efterfølgende har jeg tænkt mange gange: "Hvorfor gå videre der? Hvorfor gå videre mod noget, som, vi vidste, var helt forfærdeligt?" Det er fuldstændigt vanvittigt, for vi ved ikke, om der kommer en bølge mere. Men jeg tænker ikke ret meget, handler bare, mens vi bevæger os videre mod bungalowen og vandet. Det er mere et spørgsmål, om vi kan komme hen til hotellet, og er der nogle af vores ting tilbage, og kan vi blive der?

Foto: Polfoto

For hvert skridt vi går, bliver det kun vildere og mere kaotisk. Bungalowerne står på en lang række. Eller nogen står, andre står halvt med faretruende, væltede vægge, og de sidste er skyllet fuldstændigt væk, og der ligger kun bunker af tømmer tilbage. Biler, der tidligere stod side om side på parkeringspladsen, ligger væltede og spredt, og selvom vandet har trukket sig tilbage, er der stadig store søer af vand på jorden. Jeg er meget praktisk anlagt og organisatorisk tænkende, og den side viser sig tydeligt, da vi når hen til bungalowen. Om det så er rationelle valg, jeg tager, er noget andet. Jeg handler, for det kan jeg finde ud af. Søren sparker døren ind, og en kant på væggen markerer, at der har været vand i ca. en meters højde inde i bungalowen. Alle vores ting ligger spredt, mudrede og ødelagte. Den ene væg hænger løs, og tanken "vi kunne have været her" farer gennem hovedet på mig. Jeg gemmer den væk og pakker hurtigt vores kufferter, mens Søren holder øje med, om der kommer en ny bølge, og om nogen har brug for hjælp. Vi er begge to meget inde i os selv, og ord er nærmest overflødige. Adrenalinen pumper, og vi fokuserer kun på, at vi skal væk derfra i en fart. Vi har en flybillet til Bangkok dagen efter, som vi vil bruge, hvis vi kan. Men lige nu vil vi bare længere ind på øen, så vi er sikre på, at vi ikke dør.

På vejen væk fra vandet møder vi to ældre thaimænd på hver sin Puch Maxi. Vi får et lift, og Søren på to meter sidder med den store kuffert på skødet bag den lille mand. Komisk midt i alt det kaotiske og frygtelige. De sætter os af foran en lille bed and breakfast, som er ejet af en dansk mand og hans thailandske kone. Klokken er omkring fem om eftermiddagen. Tiden er svær at få styr på, men strømmen er kommet tilbage til dele af øen, så vi kan i korte øjeblikke kommunikere via telefonnettet. Der kommer hele tiden flere folk til det lille hus. Den danske ejer har satellit-tv, og for første gang ser vi, hvad der egentlig er sket. Liveoptagelser af flodbølgen ruller over skærmen, og vi står fuldstændigt målløse. Tårerne løber ned ad folks kinder, mens de ser det. Ingen siger noget. Jeg ringer til min mor. Det er formiddag i Danmark, så hun har ikke hørt noget om tsunamien endnu. Jeg fortæller hende, at vi har det godt, og at der har været en stor naturkatastrofe, og når hun ser det i fjernsynet, skal hun huske, at vi har det godt. Vi ringer også til ambassaden i Kuala Lumpur og forsøger at finde ud af, hvordan det går med dem på Phi Phi. Men de kan intet fortælle. På det tidspunkt har jeg bare behov for at være sammen med andre og være i den stue, hvor de fleste sidder. Jeg har det, som om jeg har været til en sportskonkurrence og har fået et kæmpe adrenalinkick. Jeg kan på ingen måde sove og har brug for at dele mine tanker med andre.

Vi ved ikke, om flyene flyver normalt, eller om der overhovedet er en landingsbane. Men næste dag tager vi mod lufthavnen. Jo tættere på vi kommer, desto mere trafik er der og nærmest massevandring. Folk får lift bag på Puch Maxier og lastbiler. Der er rigtigt mange sårede, og lufthavnen minder om et nødhospital. Der er blod, bandager og bunker af tilskadekomne, som ligger oven i hinanden, fordi der ikke er andre steder at være. Alle går rundt i en zombietilstand. Der sidder mennesker op ad murene foran lufthavnen med ansigtet i hænderne, og hele tiden kan jeg høre gråd og skrig. Folk er klædt i bikinier, håndklæder og i laset tøj. De fleste er mudrede. Der er så meget død og angst og frygt. Jeg har aldrig mærket død på den måde før. Det hænger i luften og er for meget for et menneske at begribe. Samtidig er det et samlingspunkt, hvor folk, der er blevet væk fra hinanden, tager til for at finde savnede. Alligevel er der drift, og overraskende kommer vi med flyet til Bangkok med en lille forsinkelse. Kort efter bliver overlevende fra Phi Phi fløjet til Bangkok i helikoptere. Sørens kollega og hendes kæreste er i live. Vi er de første, som de leverer deres historie til. En historie, vi slet ikke er klar til.

LÆS OGSÅ: Qvortrup: Jeg røg ud i en eksistentiel krise

De havde ingen anelse, da bølgen kom. De sad bare og ventede på os og snakkede om, hvor vi skulle spise frokost. De bestilte bord på en restaurant, og så kom vandet. På det tidspunkt sad vi på båden. Så tæt var vi på tidsmæssigt. Ikke timer, men minutter. Der blev en masse råben, og de nåede lige at reagere og løbe op på anden etage i bygningen, men konstruktionen var skrøbelig, og nogle af væggene gav sig. På Phi Phi pløjede bølgen hele vejen igennem øen. De så folk, som sad fast, da anden bølge kom. De kunne ikke gøre andet end at lade dem være. De løftede en svensk kvinde op af murbrokkerne og reddede hendes liv. En anden holdt de i hånden, indtil hun døde. De gik rundt i ligdele. Alle skreg, alle løb, og alle prøvede bare at redde sig i land. Da det var ovre, bevægede de sig mod det højeste punkt på øen. De kiggede lige frem, mens de gik, for der var døde mennesker overalt.

Søren og jeg ved godt, hvor heldige vi er. Men vi er berørte alligevel. Hvad jeg ikke har oplevet, har de oplevet på Phi Phi. På det tidspunkt har jeg ikke plads til at reflektere over noget som helst. Det er en overlevelsesmekanisme. Ellers vil jeg gå i sort. Jeg handler og overlever. Vi bliver i Bangkok nogle dage og forsøger at få styr på situationen. Kroppen er i alarmberedskab, og vi sover næsten ikke om natten. Vi er på vagt og reagerer ved den mindste lyd. Vi beslutter os for at følge den oprindelige plan og fejre nytår i Kuala Lumpur, hvor Søren bor. Vi søger normalitet, noget som ikke er krise. Vi har behov for at være sammen og tale sammen. Jeg ved, at når jeg kommer hjem til Aalborg, har jeg ingen at tale med, som har oplevet det samme. I flyet til Kuala Lumpur er der turbulens. Jeg har aldrig været bange for at flyve, men jeg får det dårligt og bliver sindssygt bange. Hele min krop ryster, jeg hyperventilerer og forsøger at tage hovedet ned mellem benene, men jeg kan ikke finde ro. Tårerne løber ned ad kinderne på mig. "Vi styrter, vi dør!", kører rundt i hovedet på mig med 200 kilometer i timen. Jeg græder højt, og stewardessen forsøger at få Søren til at lægge en dæmper på mig. Nu har jeg holdt den gående med at være praktisk så længe, og i flyet føler jeg endelig, at jeg kan tillade mig at slappe af. Vi er på vej væk fra Thailand og død og angst. Måske derfor falder alt pludselig fra hinanden.

Artiklen fortsætter på næste side...

De græder alle sammen, da min familie efter nytår tager imod mig i Aalborg Lufthavn. Det kan ikke beskrives, hvor glad jeg er for at være hjemme. Vi kører hjem til min lejlighed, og her knækker jeg sammen igen og græder i tre måneder. Jeg giver op. Jeg forstår ikke verden og uretfærdigheden. Der er alt for mange mennesker, der er døde, til at min hjerne kan forstå det, og den lukker ned. Jeg udvikler en art posttraumatisk stress og en depression. Min søster bor i samme opgang, og hun sover hos mig og køber ind for mig. Jeg søger orlov fra studiet, og i syv måneder forsøger jeg at komme mig over oplevelserne i Thailand, inden jeg langsomt begynder på studiet igen. Jeg skulle have afleveret mit speciale om sommeren, men det får jeg først afleveret to år senere. Fra det øjeblik må jeg vænne mig til, at jeg ikke længere er den samme. Ting tager længere tid for mig. Hele konfrontationen med døden og livet har jeg oppe at vende, og det er en hård dialog at have med sig selv. Jeg tænker hele tiden "hvad nu hvis". Alle de billeder, jeg kan huske dernedefra, kører igen og igen i mit hoved. Når man er i 20'erne, tænker man ikke på, at man kan dø lige nu og her. Men det tænker jeg stadig indimellem her otte år efter tsunamien. Inden oplevelsen i Thailand var jeg urørlig. Jeg var optimist og tænkte, at vi lever i et trygt samfund. Livet var ikke grusomt. Det skulle leves og dyrkes.

LÆS OGSÅ: Susse Wold: Kirurgi er en mulighed, "hvis det hele falder sammen"

Den 26. december 2004 bliver min livsfilosofi hvirvlet rundt med vandmasserne, og jeg føler mig ødelagt på en måde. Min selvtillid fik et knæk, da jeg opdagede, at der var ting, jeg ikke kunne klare. Selvom jeg nok altid har tænkt meget over tingene, føler jeg, at jeg har fået en større dybde. Måske fordi jeg har lært, hvor skrøbeligt livet også kan være. Jeg er blevet mere bevidst om, at man skal behandle hinanden ordentligt. Jeg forsøger at være mere nærværende og vise større kærlighed. Jeg gik i terapi i over et år, og jeg har arbejdet videre med det. Der er hele tiden nye byggesten, og det har været en lang proces at skulle finde mig selv og finde ud af, hvad der virkelig betyder noget for mig. I dag føler jeg mig styrket, men det er stadig svært at forstå, at enkelte situationer og handlinger afgør, om man er overlever eller ej. I sidste ende blev det nok vores redning, at én mand kom for sent til en bådtur, og at vi red på bølgen i stedet for at nå stranden på Phi Phi.