Som 12-årig stod Pernille Lotus for hjemmet alene: ”De tæsk, jeg har fået, giver mening nu”

"Vi sad i rækkehuset i Greve, og min mor græd, mens hun sagde til min mormor, at hun ikke følte, hun havde nok penge til at forsørge os.

Det satte sig i mig, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg bare skulle ud og lave nogen penge, så jeg aldrig nogensinde bliver nødt til at sige til mine børn, at vi ikke har nogen penge”, siger Pernille Lotus i ALT for damernes podcast 'Tungdom', da hun husker tilbage på den tid, hvor forældrene lige er blevet skilt.

Læs også

Annamettes krop var et stort bål af inflammation - indtil hun ændrede på dette

Pernille var ganske lille, da hun besluttede sig for, hvad hendes livs vigtigste dagsorden skulle være. Økonomisk uafhængighed måtte da være lig med lykke, for så skulle hun aldrig sidde med den samme dårlige samvittighed over for sine kommende børn, som hendes egen mor havde kæmpet med.

Vejen til millionerne blev dog noget længere, mere kompliceret og traumatiserende, end den dengang lille børnehavepige havde regnet med. Og det skulle vise sig, at der nok burde stå noget helt andet øverst på den dagsorden.

Farvel far og goddag Sjælland

Den tidlige barndom husker Pernille som turbulent primært på grund af sin fars jalousi og behov for kontrol og ikke mindst forældrenes skilsmisse, da Pernille er tre år, og faren forlader familien.

"Når man ligesom synes, man har sit at bokse med i livet, så begynder man jo at kæde tingene sammen på en eller anden måde."

Netop behovet for kontrol og følelsen af jalousi har Pernille selv dealet med i mange år af sit liv. Da hun som 12-årig fik beskeden om, at hendes mor havde tre uger tilbage at leve i, var det netop kontrollen, der fik hende igennem en periode, som udefra kan virke helt uvirkelig.

"Min mor blev indlagt med en svulst i bugspytkirtlen, og vi fik at vide, at vi skulle sige farvel. Jeg sad der med min storebror, og jeg fældede ikke en tåre. Det eneste, der betød noget, var, at min mor ikke skulle være bekymret for mig, så jeg tog min storebror i hånden og forlod hospitalet uden mit primære omsorgsmenneske, der skulle have trøstet mig."

Ugerne blev, heldigvis, til måneder, og den efterfølgende tid var Pernille og hendes storebror alene hjemme i hverdagene. Deres mor var hjemme på besøg fra hospitalet i weekender. Huslejen var der sørget for, og der var lagt 50 kroner til mad hver dag. Den 12-årige Pernille blev den, der stod for det praktiske, for hendes fire år ældre storebror syntes, det var sjovere at bruge pengene på øl.

De klarede den sammen, og på mirakuløs vis blev Pernilles mor rask og kom hjem efter et lille års tid. Børnene måtte dog hurtigt sige på gensyn igen, for Pernilles mor skulle udleve sin nye iværksætterdrøm, der krævede hendes tilstedeværelse tre måneder ad gangen. På Hawaii.

"Det var ikke, fordi vi aldrig så hende, for hun var jo hjemme i nogle måneder ad gangen. Men dengang tænkte jeg bare, at vi skulle fortsætte, for vi klarede det jo fint derhjemme alene. Men det resulterede af gode grunde i, at jeg blev tvunget til at opføre mig som en voksen," fortæller Pernille.

"Jeg kan da godt mærke tårerne presse sig på, når vi taler om det, men det er mest af omsorg for den ”lille Pernille”. Tænk hvis det var min egen datter, som fylder ni år lige om lidt, så ville jeg som mor være så ked af det, og jeg ville aldrig selv kunne gøre, som hun gjorde. Men da jeg stod i det dengang, var det ikke noget, jeg undrede mig over. Det er først, når jeg kigger tilbage, at jeg kan se en enorm usikkerhed og et omsorgssvigt."

Halvdelen af livet havde søskendeparret deres mor, og den anden halvdel var de på egen hånd. Alligevel har Pernille masser af respekt og forståelse over for sin mor.

"Min mors overlevelse og den healingproces, hun var igennem, gjorde, at hun var opsat på at ville hjælpe andre syge mennesker med selvhealing. Det foregik med delfiner på den anden side af jorden. Hun er så pissesej, min mor!"

Og sådan fortsatte teenagelivet for Pernille.

Om Pernille Caroline Lotus, 41 år

• Breathwork-instruktør, meditationslærer og gus-mester, tidligere CEO i WeAreCube.
• Iværksætter, forfatter og bestyrelsesmedlem.
• Har to børn, et bonusbarn og en kæreste.

Kokain og delfiner på Hawaii

Men. For ja, der er naturligvis et men. Pernille på 14 år fik en kæreste, der var ni år ældre end hende selv. Sammen skulle de lige prøve speed en enkelt gang til en koncert. Og så igen året efter. Og igen. Pernille følte sig fri for første gang, siden hun som 12-årig skulle stå for husholdning og madpakker.

"Da jeg starter på gymnasiet, begynder stofferne at fylde mere og mere i takt med, at jeg begynder at gå i byen i København og møder nye mennesker, der introducerer mig til endnu flere stoffer. Alle i min nye kreds tager kokain eller er på Fantasy. Vi festede og var høje konstant og sov sjældent, og mit ellers så velfungerende moralske kompas virkede ikke længere," fortæller Pernille.

Pernille fik en slags ny familie. Det kan godt være, den var usund, men den var der, og lige dér, føltes den tryg og rigtig.

"Det er bestemt ikke noget, jeg er superstolt over. Men jeg håber, min ærlighed kan inspirere andre til at tro på, at uanset hvad man sidder i, og hvor man kommer fra, så kan man godt lykkes alligevel."

Det var kærestens overdosis og selvmordsforsøg, der fik Pernille til at vågne fra sin konstante rus og forstå alvoren i det, hun var ved at smide væk; sit liv. Hun var tvunget til at fortælle sin familie om et liv, de ikke kendte til, og det at sige det højt, var ikke kun svært, men også en øjenåbner.

"Det var så pinligt. Særligt over for min mormor, der var sådan en fin dame, der altid havde talt med mig om konsekvensberegning. Dét har jeg så lige glemt alt om. Men det går op for mig, at hvis jeg ikke kommer væk – helt væk – så ender jeg 100 procent sikkert på en bænk."

Traumer & big business

Bænken bliver erstattet med en flybillet til Hawaii, hvor Pernilles mor i mellemtiden er flyttet til permanent. Hawaii og gensynet med moderen efter tre år, var healende for Pernille på alle leder og kanter. Der var spirituelle vibes over alt, og Pernille fandt hurtigt en ro i noget, hun selv beskriver som paradis.

Efter tre måneders surfer-vibes vendte hun snuden tilbage til Danmark – dog blot for at drøne videre til Val d’Isere for at arbejde som skibums. Tempoet var stadig højt, men det lykkedes Pernille at komme ud af sit misbrug, møde en ny vennegruppe og feste videre i et helt andet og mere fornuftigt gear.

Læs også

Lykke Friis mødte i juli en kvinde, hvis ord gjorde stort indtryk: ”Det glemmer man jo ikke”

"Jeg kom først rigtigt tilbage til Danmark efter 10 måneder på farten. Fuld af energi og med nye, fornuftige venner, der drak masser af Jäger-shots, men holdt sig helt fra stoffer."

Overleveren fandt lige så stille sin vej tilbage i Pernille samtidig med, at interessen for det spirituelle begyndte at fylde. Det blev vigtigt for hende at kigge indad og forstå livet, svigt, sygdom, angsten og være i stand til at acceptere sine valg. Hendes jalousi, der havde været dominerende og styrende i store dele af Pernilles liv, blev også slået ud efter flere års indre arbejde.

"Jeg har mediteret i 16 år og har besøgt Jesper Westmark (kendt meditationsmentor, red.) i Sverige 48 gange, og det har givet mig en ro og en forståelse og har også lært mig, hvordan jeg kan bruge en turbulent barndom og ungdom fornuftigt. Jeg har kunnet deale med min angst og mine traumer, men det har også gjort mig klogere på, hvad jeg skal være opmærksom på," fortæller Pernille og fortsætter:

"Mit drive og mit mod indeholder jeg på grund af alt det, jeg har været igennem. Det har drevet mig som menneske og som iværksætter, og mit nervesystem trives med at være i fight and flight mode, så jeg løber hurtigt. Også meget hurtigere, end jeg nok burde. Jeg har været så bange for, at jeg ville gå i stå og ikke være i stand til at iværksætte, hvis jeg kom for dybt ind i mig selv og fandt roen og sagde farvel til mine traumer."

Måske netop derfor dyrkede Pernille sit turbulente liv, udnyttede den for hende vigtige kontrol, sin frygt og sit mod. Det viste sig at være ganske bæredygtigt. Der gik ikke mange år, så var Pernille lige så stille i gang med sit business-eventyr.

Det ene cvr-nummer tog det andet, og det endte ud i, at hun stiftede det første og største influencer agency i Norden, WeAreCube, som hun ganske hurtigt fik stor succes med. Alt kørte tilsyneladende på skinner, og rejsen blev sågar dokumenteret i DR-serien 'Stories for Millioner', hvor vi alle kunne følge med – også da Pernille som ganske hardcore business woman solgte sine andele og blev millionær overnight. Hun fortsatte som CEO og bestyrelsesmedlem i det firma, hun selv havde stiftet for snart 10 år siden.

"Alt det, jeg havde knoklet så hårdt for og sidestillet med lykke og stabilitet hele mit liv, skete lige der. Det var en kæmpe milepæl i min karriere og i mit liv. Jeg var og er stolt af alt det, der lykkedes for mig. Den økonomiske frihed blev pludselig en realitet, og så burde mit liv jo have været præcis som det, jeg havde drømt om og forestillet mig lige siden, jeg var en lille pige," siger hun.

Den stod på mange og lange arbejdsdage, masser af foredrag, tv-optagelser, bogudgivelse, bestyrelsesmøder, daglig ledelse, ansatte med mere, og alle ville have en bid af Pernille. Men den stod også på meditation, breathwork og saunagus, der var Pernilles go-to, når batterierne skulle lades op. Der var bare lige den udfordring, at tiden til opladning blev mere og mere knap, jo hurtigere hamsterhjulet drønede rundt. Og det drønede. Alt imens Pernille følte sig mere og mere fremmed.

Breathe in, breathe out …

I slutningen af december 2023 fratrådte Pernille som direktør i sit eget firma og sagde farvel til et yderst velbetalt job for at byde uvisheden velkommen. Kroppen gjorde ondt, og den maske, hun iførte sig hver dag, var ved at krakelere.

"Jeg har været så glad for mit arbejde, men kunne mærke presset i forhold til at skulle levere endnu flere millioner under det børsnoterede selskab i et hårdt presset marked. Jeg pressede mig selv til at trække vejret dybere og dybere, og til sidst brugte jeg breathwork for overhovedet at kunne stå op om morgenen og tage på arbejde. Jeg følte, jeg fjernede mig fra min kerne, for kunne jeg være spirituel samtidig med, at jeg beskæftigede mig med noget så materialistisk," spørger hun og fortsætter:

"Ja, det kan man godt, men ikke hvis man mister sig selv. Og der er forskel på en karriere og et hamsterhjul. Det, jeg har lært det sidste års tid, er vigtigheden af breathwork, og det, det har gjort for mig og mange af mine kollegaer, bliver jeg nødt til at dele med resten af verden."

Valget var ikke svært at tage for Pernille, for hun har flirtet med idéen det sidste års tid. Breathwork og meditation fyldte nemlig mere og mere, og når hun befandt sig i det, mærkede hun en ægthed og en gejst, hun sidst kunne fornemme, da hun stiftede sit firma for ni år siden.

Læs også

Karina gik ned med stress, men fik så en god ide – og pludselig kom der brev fra Kongehuset

"Breathwork er mit liv og min karriere nu, og mit ambitionsniveau er højere end nogensinde før. Jeg kan dog med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde skal have direktør-titlen på mig igen. Der ligger noget i den titel, jeg ikke skal have ind i mit liv igen. Så kald mig hellere pedel i mit eget firma," griner hun.

Pernille har store planer med sit nye virke, og med Beyondbreath vil hun hjælpe ansatte og ledere med at sætte mental sundhed på dagsordenen. Firmaer og enkeltpersoner er allerede begyndt at booke tider hos Pernille.

"Mit hjerte banker lidt ekstra for unge mennesker, der døjer med angst og depression som aldrig før. Alle de tæsk, jeg har taget imod hele mit liv, giver mening nu. Jeg kan bruge min rygsæk, der er proppet med erfaringer af større og mindre karakter. Jeg har værktøjer, der virker. Det ved jeg, for jeg har selv brugt dem."

Pernille pointerer, at hun ikke bare er endnu en CEO, der forlader de bonede gulve for at flytte ud i en skov og leve af nedfaldne frugter. Hun er ikke frelst eller bedre end andre, hun oplever bare, at hendes liv endelig giver mening.

"I hele mit liv har jeg trænet mig selv i at kunne lukke ned og starte et andet sted. Det har været min overlevelsesmekanisme. Jeg har været en kamæleon så længe, jeg husker, og jeg har aldrig helt kunnet placere, hvem og hvor jeg var. Det kan jeg nu. Endelig," siger hun glad.

"Når der sidder folk og græder under en breathwork og efterfølgende takker mig for en vild oplevelse, så er det lige der, alt går op i en højere enhed. I virkeligheden vil jeg jo bare gerne gøre verden til et bedre sted. Punktum."