Vandet går, far panikker, mor skriger, og baby kommer til verden i en alder af seks måneder. Not! Få jordemorens forklaring på, hvorfor filmfødsler ikke ligner dem fra virkeligheden. God fornøjelse med filmen ... æh, fødslen!
Da Mirandas (Cynthia Nixon) vand går, går det på alle måder ud over Carries elskede lyserøde Louboutin-sko.
På trods af Carries intime forhold til sit fodtøj tager hun dog situationen med forbavsende ro. Der er åbenbart alligevel noget, der er vigtigere end sko!
gallery5billeder
Knocked up (2007)
Den fødende Alison (Katherine Heigl) skriger, skælder og smælder sig igennem sin fødsel, der finder sted i en seng, der er placeret, så alle, der kommer ind i værelset, har frit udsyn til hendes underliv.
Helt undtagelsesvis ser man barnet på vej ud af moren. Et syn, der (selvfølgelig) møder en af den kommende fars venner, hvilket (naturligvis) slår ham helt ud.
gallery5billeder
Narnia: Prins Caspian (2008)
Eventyrfilm byder også på dramatiske fødsler. I åbningsscenen oplever vi en hjemmefødsel, hvilket betyder, at personale i hvidt er skiftet ud med fødekyndige kvinder i brunt, der blandt andet mestrer kunsten at duppe den fødendes pande med en lille klud (hun lyder ellers som en, der kalder på noget stærkere smertelindring!).
Scenen er kort, men klicheen cementeres med masser af skrig.
gallery5billeder
Venner (1994-2004)
Der bliver skreget og presset igennem, da Rachel (Jennifer Aniston) føder sin datter, og far Ross bliver da også tildelt en enkelt skalle, inden parret får deres datter overrakt i et hvidt, blødt klæde.
Den nyfødte baby bliver ikke ammet (for meget socialrealisme), men falder til ro efter lidt vuggen frem og tilbage i sin mors arme.
gallery5billeder
Ni måneder (1995)
Den fødende Rebecca (Julianne Moore) bliver placeret i kørestol og fræset rundt på hospitalsgangen af den kommende (og meget stressede) far. Køreturen får en ende, da lægen (af russisk oprindelse og meget gebrokken på engelsk) tager over.
Efter lidt halløj på fødestuen besvimer både læge og kommende far. Det eneste, der mangler, er, at nogen glider i en bananskræl.
(5 billeder)
Faktaboks
Marta Orbis er jordemor og medindehaver af Fødeklinik Maia, en privat fødeklinik, som ligger på Østerbro i København.
Se mere på Foedeklinikmaia.dk
“Oh my God, the baby is coming!” lyder det typisk, når det går op for en højgravid kvinde, at hun skal føde. Vandet går med et plask, så ingen er i tvivl om, at fødslen er i gang, og det udløser øjeblikkelig panik, råben og skrigen.
Selv om det tilsyneladende også kommer bag på den kommende far, at der er en baby på vej, lykkes det ham at få sin fødende kone hastet til hospitalet, hvor personalet med den skrigende kvinde i kørestol eller på båre kører dødskørsel på gangene, som om jordens undergang var nær.
Ankommet på fødestuen råber hun sig igennem presseveerne indtil et par minutter senere, hvor et seks måneder gammelt barn ser dagens lys. Sådan foregår en fødsel ofte. I hvert fald på film.
– I film er en fødsel gerne en slags medicinsk katastrofe. Det er noget farligt, man skal have styr på i en fart. Det ligger i luften, at det ellers kan gå helt galt, fortæller jordemor Marta Orbis. Hun mener, at kvinder i film ofte bliver fremstillet uden en naturlig evne til at føde.
– Kvinden og hendes krop betragtes ikke som noget intelligent. I stedet er al kompetence lagt i hænderne på eksperter. Det er ærgerligt, at en fødsel på den måde bliver skildret som en katastrofe i stedet for den kraftfulde præstation, det er, siger hun og understreger, at det ikke er farligt at føde.
En fødende kvinde skal for eksempel ikke finde sig i at blive hundset med af personalet, mener Marta Orbis, der ser en reel fare for, at filmklicheerne bliver selvopfyldende profetier.
– Klicheerne får deres eget liv, og risikoen er, at vi ender med at ‘spille rollerne’, fordi vi simpelthen tror, at en fødsel er som på film. I stedet for at finde ud af, hvordan vi gerne vil have, at fødslen skal være, siger hun og peger på en ting, som filmene sjældent får fortalt: En fødsel er noget, du kan se frem til og glæde dig over!
Fødslens start
Sådan er den på film
Fødsler på film starter så godt som altid med, at vandet går. Eller rettere: Det sjasker ud over det hele – og ødelægger gerne et par fine sko eller et dyrt gulvtæppe på sin vej. Oftest reagerer kvinden med råb, hvin og panik, som var barnet allerede halvvejs ude. Selv om hun ikke har haft skyggen af en ve, er det, som om fødslen kommer aldeles bag på hende, og hun tror, at hun skal føde lige nu og her – gerne midt i den fest, hun naturligvis er til.
Det er kun 10-15 procent af alle fødsler, der starter med, at vandet går. Oftest begynder en fødsel med veer, hvorefter vandet går eller begynder at sive. Det starter som regel stilfærdigt ved, at du for eksempel vågner om natten med plukveer, der langsomt, men støt bliver stærkere og stærkere. Starter fødslen med vandafgang, har det sjældent samme dramatiske karakter som på film.
Det plasker sandsynligvis ikke ud over det hele, men begynder at sive. Faktisk er mange i tvivl, om det er vandet, der er gået, eller om det våde bare er udflåd.
Annonse
Turen til hospitalet
Sådan er den på film
Når vandet er gået, opstår der panik – især hos manden, der overtræder samtlige færdselsregler på vej til hospitalet, som var det døden og ikke livet, der havde meldt sin ankomst. Når kvinden ankommer til hospitalet, bliver hun måske lagt på en båre med drop, hvorefter hun bliver ræset ind på hospitalsstuen. Det kan nærmest kun gå for langsomt, før det barn er ude!
Når du skal føde, ringer du til hospitalet og taler med en jordemor. Mange får at vide, at de skal se tiden an. For nogle går der dage fra de første veer, til barnet er ude, så du kan lige så godt blive hjemme så længe som muligt – du slapper sandsynligvis mest af i vante omgivelser. Du har også mulighed for helt at droppe hospitalet og føde derhjemme (hvilket stort set kun forekommer i amerikansk film, hvis de foregår i en tidsalder, hvor man går med rustning og drikker af sølvkrus … ).
Så snart vandet er gået, og den fødende er blevet kørt på hospitalet i en vældig fart, går man direkte til presseveerne. Så bliver der skreget, skældt ud og presset med et vildt udtryk. Og skreget lidt mere. Det hele gøres fra en hospitalsseng, hvor alle (også dem på gangen) har frit udyn til den fødendes underliv. Kvinden er frataget sin styrke og forventes at overgive sig til det smertehelvede, fødslen fremstilles som.
Sådan er den i virkeligheden
Skrigeriet er ikke en selvfølgelig del af en fødsel. Grunden til, at du ikke hører kvindens naturlige lyde (som kan have godt med volumen) på film, skyldes nok, at de har en karakter, der gør dem upassende for en amerikansk feelgood-movie. Skrig under en fødsel er oftest et udtryk for angst. Det er ikke naturlige fødselslyde.
Fødselslyde ligner faktisk meget dem, du udstøder under sex – tungt åndedræt og sukken. Det er arbejdslyde. Der er så meget energi i at føde, at du har brug for en ventil. Det er dine lyde udtryk for.
Manden
Sådan er han på film
Når det kommer til filmfødsler, er der ikke mange kompetente mænd. Manden er oftest reduceret til et barn, der hele tiden gør noget forkert og skal sættes på plads af personalet eller den fødende. Der sker dog ofte et skift i mandens karakter, når barnet er kommet til verden, og han går rundt og viser barnet frem, som var det et nyvundent trofæ.
Sådan er han i virkeligheden
En mand er ret god at have med til en fødsel. Hospitalet kan dog føles som en intimiderende institution, hvilket kan få din mand til at trække sig lidt tilbage. Men det er groft fordømmende at skildre ham som en, der ikke kan andet end at besvime.
Oftest er han en helt uundværlig støtte for kvinden, og når barnet er født, sker der tit noget helt fantastisk: Først græder han som pisket, og bagefter bliver han gerne overvældet af beskyttertrang. Ifølge Martha Orbis spiller manden sin ‘bedste rolle’ ved en hjemmefødsel, hvor han netop er på hjemmebane.
På film er personalet ofte overdrevne autoriteter i skikkelse af fødselslægen, der kommanderer og råber ‘push, push!’, når han ikke lige løber fortravlet ind og ud af fødestuen. Det er et klichefyldt personale, der ikke yder kvinden megen støtte. Sådan er det i virkeligheden: I Danmark er det, i modsætning til USA, for det første jordemødre og ikke læger, der tager sig af fødslen.
Sådan er det i virkeligheden
Lægen kommer kun, hvis jordemoren vurderer, at der er særligt behov for det. Desuden er det jordemorens job at være lyttende over for kvinden, respektere hendes ønsker og understøtte den proces, det er at føde – ikke at forhindre og forstyrre den, som personalet gør på film.
Store blå øjne og tykke lyserøde kinder, sådan ser et nyfødt barn gerne ud på film. Parret producerer simpelthen en seks måneder gammel baby. Babyen skriger, når den kommer ud, men er helt stille, når den lidt efter bliver overrakt forældrene i et hvidt stykke stof.
Sådan er det i virkeligheden
Blå hud, et lidt spidst hoved, krøllede ansigtstræk og en lillebitte krop. Sådan ser et nyfødt barn ud i virkeligheden. Det skal man lige vide. Hvis du regner med at få et barn, der ligner dem på film, kan du godt blive lidt forskrækket, når du ser, hvor lille barnet egentlig er. Desuden skal du ikke blive bekymret, hvis dit barn ikke skriger, når det kommer til verden.
Børn, født af en rolig og tryg mor, er også ofte rolige, når de kommer ud. Endelig skal du vide, at baby ikke kommer ud til dig nyvasket og svøbt i et hvidt klæde. I dag får du barnet op til dig med det samme, hvilket vil sige nøgen og med fosterfedt og en smule blod.
Knap er baby kommet til verden, før makeuppen er på igen, håret er glattet, og maveskindet har trukket sig sammen. Det eneste tegn på, at mor har født, er højst lidt røde kinder.
Sådan er du i virkeligheden
Du ligner det, du er: En, der har været på hårdt arbejde. Du har blødt, svedt og måske også grædt for sagen. Og nej, din mave forsvinder ikke med et knips. Alligevel er kvinder, der netop har født, smukke på deres egen måde. De har en utrolig skønhed, mener Martha Orbis, og er rolige og glade. Rent fysisk går der cirka otte uger efter fødslen, før din krop begynder at ligne sig selv.
