Det skal du vide om din moderkage - og derfor skal du spise den
Moderkagen sørger for, at dit barn får ilt og næring under graviditeten. Flere mener også, at den har effekter efter fødslen - hvis du spiser den.
De fleste smider den i skraldespanden, andre graver den ned i jorden og planter et træ samme sted, og nogle spiser den. Moderkagen bliver udsat for lidt af hvert, og der er delte meninger om, hvordan den skal behandles, når den er ude af kvindens mave.
Ifølge Krista Bella Hulten, der er selvstændig jordemoder, er moderkagen fyldt med næring og hormoner, der kan styrke kvinden, hvis hun spiser den.
– De hormoner, der er i moderkagen, fremmer produktionen af mælk, hjælper med at få livmoderen til at trække sig sammen efter fødslen og beskytter mod efterfødselsreaktioner, siger Krista Bella Hulten.
Spis en bøf
Ikke alle er dog enige med Krista Bella Hulten. På Rigshospitalet har de ikke kunne finde evidens for, at det er gavnligt for kvinden at spise moderkage. Michelle Kolls, der er jordemoder på Rigshospitalet, peger i stedet for på, at man som nybagt mor kan spise andet proteinholdigt og få samme effekt som ved at spise moderkagen.
– I virkeligheden kan du spise en bøf eller andet med protein. Der er ikke nogen grund til at spise barnets moderkage, siger Michelle Kolls og fortsætter:
– Moderkagen har en funktion, mens barnet er i livmoderen, men den har ikke nogen funktion efter.
Michelle Kolls understreger samtidig, at det er vigtigt, at der ikke er nogen, der føler et pres for, at de skal spise moderkagen.
LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Spis jern og få kloge børn
Krista Bella Hulten vil gerne advokere for moderkagens gavnlige effekter, som hun har oplevet i forbindelse med sit arbejde. Hun har blandt andet hjulpet Ditte Hofman Lessner, dengang hun lige var blevet mor.
– Jeg synes, det lød spændende at spise moderkagen, og det var meget naturligt at gøre det, da det gør fødsel og efterfødsel nemmere. Jeg elsker at spise alt, der kommer fra naturen, og moderkagen er noget af det mest naturlige. Jeg ville hellere drikke en smoothie med moderkage om morgenen end en kop kaffe, har Ditte Hofman Lessner tidligere fortalt i Go’ Morgen Danmark. Hun spiste sin moderkage i en smoothie umiddelbart efter fødslen.
En effektiv moderkage
Nadia: “Derfor spiser jeg min moderkage”Sorterer ikke alt
Sund moderkage
Måske vil du gerne vide, om din moderkage er sund og rask, mens den ligger i maven og sørger for dit barn. Det er ikke muligt selv at tjekke, men via scanning ser din læge efter, om alt ser ud, som det skal. Eksempelvis kigger lægen efter, om der er forandringer eller områder med blødninger.
Når kvinden har født tjekker jordemoderen også, om alt ser godt ud. Jordemoderen undersøger blandt andet, om moderkagen har en normal størrelse på omkring et halv kilo. Og hun undersøger, om alt er kommet med ud.
Årsagen til at det er vigtigt, at hele moderkagen kommer ud efter fødslen er, fordi en fastsiddende moderkage eller rester af moderkage i kvinden kan forhindre sammentrækningen af livmoderen og forårsage blødninger.
LÆS OGSÅ: Blog: Når graviditeten går galt
Nogle gange kommer moderkagen ud helt af sig selv, men andre gange trækker jordemoderen let i navlesnoren, for at hjælpe den på vej. Når moderkagen kommer ud, efterlader den et stort sår på livmodervæggen, og derfor er det vigtigt, at livmoderen trækker sig sammen efter fødslen, for at sikre, at såret ikke bløder for meget.
– Når efterveerne begynder, løsner moderkagen sig fra livmoderen, så kvinden kan føde den. Ofte kan man hjælpe moderkagen på vej ved at sætte sig op, og lade tyngdekraften virke. Der går mellem fem minutter og to timer før moderkagen kommer ud. De fleste føder moderkagen inden for den første time, og går der længere tid, skal man være opmærksom på blødninger, siger Krista Bella Hulten.
LÆS OGSÅ: Blog: Verdens vigtigste råd til førstegangsforældre!
LÆS OGSÅ: Kost: Spis dig til verdens sundeste baby
LÆS OGSÅ: Sådan sikrer du barnet en sund og nærende kost