Vi bliver mødt af et højt skrig. Sekundet efter går døren til fødestuen op: ‘Nu må I komme ind!’ råber Raymond, hvis kone, Anne Cathrine, ligger i badekarret midt på gulvet. Det er hendes skrig.
Gravids journalist og fotograf træder ind i rummet, netop som Anne Cathrine jamrer: “Nu revner jeg!”
“Nej da, det er babyen, der kommer! Nu har du født hovedet!” siger jordemor Kari roligt. Det her har hun prøvet utallige gange før.
På næste ve glider resten af babyen ud af Anne Cathrine. Lille Elvine Marie på 3310 gram og 49 centimeter kommer til verden under vandet. Tårerne fra de nybagte forældre drypper ned i badekarret, og mor synger den allerførste sang for sin lille nyfødte pige. Forever Young.
En vandfødsel er lige så sikker som en ‘almindelig’ fødsel, men kræver, at du er rask og kun venter ét barn, at baby vender med hovedet nedad, og at du går spontant i fødsel mellem uge 37 og 42.
SMERTELINDRING
Varmt vand fremmer frigivelsen af fødehormonet oxytocin. Samtidig får kroppen lettere ved at slappe af og danne endorfiner, som er smertelindrende.
SALTVAND
Bed eventuelt om at få salt i vandet. Saltvand giver opdrift, holder bakterievæksten nede og er behagelig for babys øjne. Du skal dog ikke frygte infektionsrisiko når du føder, faktisk kan en del bakterier ikke leve under vand.
Efter 90 minutter i vandet topper den afslappende virkning – derfor kan du have glæde af at komme op og gå en lille tur, hvorefter virkningen af vandet mangedobles, når du kommer tilbage igen.
KOMPLIKATIONER
Under fødslen kan der opstå komplikationer, som gør det nødvendigt at forlade vandet – for eksempel grønt fostervand, feber eller behov for at undersøge dig eller baby. Der sker dog færre indgreb ved vandfødsler end ved almindelige fødsler, ligesom der sker færre bristninger i mellemkødet. I vand kan du få akupunktur, lattergas og ilt, men ikke epiduralblokade eller vestimulerende drop.
BABY UNDER VAND
Når du føder, kan baby sagtens tåle at blive under vandet et par minutter. Hvis han åbner øjnene og har gode bevægelser og måske primitive svømmereflekser, behøver du ikke at løfte ham hurtigt op. Har han først haft næsen over vandet, aktiveres vejrtrækningen, og så må ansigtet ikke kommer under vand igen.
FØDSELSTIDSPUNKT
En vandbabys fødselstidspunkt regnes først fra det øjeblik, hvor barnets ansigt løftes op af vandet. Det giver din baby en blid start at få lov at folde kroppen ud i vandet, samtidig med at barnet stadig er velforsynet med ilt fra navlesnoren. Vandbørn er ofte blålige et par minutter efter fødslen, hvilket er ufarligt.
En vandbaby drejer sig under fødslen, så den vender ansigtet mod dig og rækker armene op gennem vandet. Du vil sandsynligvis helt af dig selv række ud og løfte dit barn op til dig – en oplevelse, mange beskriver som den største i deres liv.
Kilde: Jordemor Anne Ruby.
Op i karret og slappe af
Anne Cathrine er 5 centimeter åben og kommer op i badekarret, hvor Raymond skiftevis giver hende massage og bruser hende med varmt vand for at lindre smerterne.
gallery7billeder
Åh nej, revner jeg?
Det svider, og Anne Cathrine føler, at hun er ved at revne. Jordemor Kari beroliger hende med, at det blot er babyens hoved, der bliver født.
gallery7billeder
Helt ny
Raymond og Anne Cathrine kigger forelskede på det lille vidunder, der netop er kommet ud til dem.
Anne Cathrine synger den allerførste sang for sin lille pige.
gallery7billeder
Hej mor og far!
Elvine kigger lidt forundret tilbage på sine forældre. Hun er lille pige på 3310 gram og 49 centimeter.
gallery7billeder
Fars pige
Elvine Marie hedder hun, og hun er opkaldt efter Raymonds bedstemor, som er en af de første, der får overbragt nyheden om den nye verdensborger.
gallery7billeder
En glad familie
Far, mor, lille Elvine Marie – og en pavestolt storebror Carl Magnus.
gallery7billeder
På vej til fødegangen - igen!
Anne Cathrine og Raymond på vej til fødegangen. Det bliver til en del forgæves ture, hvor de bliver sendt hjem, inden Elvine beslutter sig for at komme ud til sine forældre.