“Jeg mistede en del af min barndom, da jeg mistede min mor”

Min mor var hjemmegående, og min opvækst var fuld af kærlighed og rum. Vi var fortrolige, og jeg kunne tale med hende om nærmest alt. Hun gav mange kys og kram, og det prøver jeg at skabe i min egen familie i dag. Det skal være et varmt hjem. Hun plejede at høre musik, og det gør jeg også. Hvis der kommer en sang i radioen, som jeg godt kan lide, skruer jeg op, og så danser min datter og jeg rundt og synger.

LÆS OGSÅ: Mor-klumme: Min syngende morfar

Mens min mor var syg, talte hun ofte om, at hun så gerne ville opleve sine kommende børnebørn. Det gjorde ondt på hende at tænke på, at hun ikke ville få dem at se. Hun sagde tit til mig og min bror: ‘Kan I ikke skynde jer at få nogle børn? Jeg vil så gerne se mine børnebørn.’ Det ville jeg ønske, at jeg kunne, men det var jo ikke en mulighed. Jeg var kun i begyndelsen af 20’erne og var lige begyndt på mit studie.

Følte sig snydt

Mon jeg ligner min mor

Mærker savnet

Min mor syede meget, og hun syede også tøj til mig og min bror. Da min datter var omkring ti måneder, gav jeg hende en af mine gamle hjemmesyede kjoler på, og der kunne jeg virkelig mærke savnet efter min mor. Jeg ville sådan ønske, at hun kunne have set det, for det ville have gjort hende så glad. Det stak i hjertet, for den kjole havde hun lavet til mig.

LÆS OGSÅ: Derfor har dit barn brug for bedste

Når børnene bliver gamle nok til at høre om deres mormor, vil jeg finde nogle billeder frem og fortælle om hende og forklare, hvorfor hun ikke er her mere. Det er i hvert fald sådan, jeg forestiller mig det. Nu får vi se, om det bliver sådan. Isabel har nogle gange spurgt, hvor hendes mormor er, men så fortæller jeg hende, at hun jo ikke har nogen mormor. Hun er ikke kommet til ‘hvorfor’ endnu, hun siger bare ‘nå, nej’.

Jeg taler stadig meget om min mor. Når jeg savner hende, taler jeg med mine veninder, for de kendte hende, og det gør en forskel. Jeg mødte først min mand, flere år efter at min mor var død. I hverdagen tænker jeg egentlig ikke så meget over det. Man lærer jo at leve med savnet. Man tror ikke, at man gør det, men tiden læger virkelig alle sår. Det var helt umuligt for mig at tro på dengang for ti år siden. Men man kommer igennem det. Fordi man skal.

LÆS OGSÅ: Kendte om sorgen ved at miste forældre som unge

LÆS OGSÅ: Bedste er død: Hjælp dit barn gennem sorgen

LÆS OGSÅ: 10 ting din mor aldrig fortalte dig