Er der forskel på drenge og piger?

Det klædte ham ikke. Den lille, nyfødte dreng lå indsvøbt i det lyserøde tøj og var klar til sin første nat som menneske. Hans mor, Grethe Kragh-Müller, havde lige klædt ham på, og nu stod hun og betragtede ham. Han lignede fuldstændig sine to ældre søstre, da de var nyfødte, og det var også deres tøj, han havde fået på. Men hun kunne ikke have det. Hun syntes, det så mærkeligt ud, og at det lyserøde tøj ikke passede til ham. Hun blev nødt til at tage det af ham igen.

Grethe Krag-Müller er cand.psych. og lektor ved Danmarks Pædagogiske Institut, og hun har skrevet flere bøger om børn og om opdragelse. Hun har også beskæftiget sig med spørgsmål om køn, og så siger hun i øvrigt, at ‘det jo var noget pjat’, at hun syntes, lyserødt ikke klædte sin søn. Men det fortæller noget om, hvor dybt det sidder i os, at vi er delt op i to køn, reflekterer hun også. Sådan er det – traditionelt. Lyserødt er for piger, lyseblåt er for drenge. Dukker, perler og empati er noget, piger har. Traktorer, våben og selvstændighed er noget, drenge har.

Som er det en naturlov, bliver det biologiske køn, ethvert barn tilfældigt er udstyret med, placeret i en af to sociale kategorier, der hver er fyldt med normer, retninger og forventninger. Har du en tissemand? Så ryger du herover. Har du ikke en tissemand? Så er det døren ved siden af, du skal gå ind ad. Køn er den biologiske forskel, der traditionelt er blevet brugt til at kategorisere mennesker – og dermed bliver natur til kultur. Er det unaturligt eller u-kulturligt at putte en dreng i lyserødt? Så vidt vides er der ingen videnskabelig dokumentation for, at mennesker med både et y- og et x-kromosom skulle se dummere ud i lyserødt end dem, der har to x-kromosomer. Det hele er kultur.

To forskelle på hjernen

Og det mærker børn hurtigt. De er ikke særligt gamle, før de begynder at fornemme de normer og de miljøer, der omgiver dem, og når en forælder eller en pædagog giver piger lyserødt på, fordi de er piger, og drenge lyseblåt, fordi de er drenge, er det med til at kønssocialisere dem. Det fortæller Cecilie Nørgaard. Hun er kønssociolog og beretter om en undersøgelse, der viser, at allerede når forældrene får at vide, hvilket køn der er inde i maven, begynder de at tale anderledes, og de begynder at indstille deres liv efter, at der enten kommer en dreng eller en pige ud. De maler værelset en særlig farve og køber noget specifikt tøj. Man har også fundet ud af, at man taler forskelligt til barnet, når det er kommet til verden. Er det en pige, får hun komplimenter for sit udseende. En dreng bliver rost for sine evner.

– Det køn, vi oplever, er i høj grad fortolkninger af det biologiske køn, lyder forklaringen fra Cecilie Nørgaard.

For når man taler køn, taler man om natur over for kultur. Køn er også kromosomer, hormoner og kønsorganer, som fordeler jordens mennesker i to nogenlunde lige store grupper. Men kigger man ind i hovederne på kønnene, ser man noget andet. Og det er ikke de helt store forskelle.

LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelse

Viser man professor i psykologi og hjerneforsker fra Syddansk Universitet Christian Gerlach et billede af en hjerne, vil han ikke kunne se, om den stammer fra en kvinde eller en mand. Han blander sig af og til i debatten om køn og børn, fordi den ‘hurtig bliver firkantet, når man påstår, der er kønsforskelle i hjernen’, som han siger og slår fast, at der er to steder, de fleste hjerneforskere kan blive enige om, hvor kønnenes hjerner alligevel adskiller sig fra hinanden.

– Det første er, at mænds hjerner er større en kvinders, og drenges hjerner er også større end pigers. Mandens hjerne indeholder cirka 15 procent flere hjerneceller end kvindens. Men det er en gennemsnitlig forskel, så der vil være mange kvinder, der har en større hjerne end en del af de mænd med de mindste hjerner, fortæller han.

– Og den anden forskel handler om, hvor hurtig hjernen modnes. Der er en gennemsnitlig forskel på piger og drenge på godt og vel halvandet år, hvor drengene er lidt langsommere, men de indhenter pigerne i løbet af teenagealderen.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Skal piger og drenge behandles ens?

Det er forskellene, men ingen ved sådan rigtig, hvad de betyder, og hvad de gør. Man siger, ifølge Christian Gerlach, at de biologiske forskelle er meget større indenfor hvert køn, end de er kønnene imellem. Det vil sige, at selv om der er undersøgelser, som eksempelvis viser, at et køn er bedre end et andet til noget, er variationen indenfor gruppen meget større end forskellen mellem kønnene.

– For eksempel kan køn kun forklare 12 % af de forskelle i præstation, man ser i opgaver, der kræver rumlig forståelse. Og det er ellers det område, hvor kønsforskelle er størst. Resten af forskellene skyldes noget andet end køn, siger han.

Men er forskellene så i stedet kultur og miljø, kan man spørge.

– Ja, det vil det sandsynligvis være, siger Christian Gerlach og fortæller, at enæggede tvillinger har nogenlunde lige store hjerner, men at der ellers ikke er de store sammenhænge mellem dem.

– Og det tyder på, at miljøet i ret stort omfang er med til at påvirke, hvordan vores hjerner også fysisk er.

Kigge i bleen

Da Grethe Krag-Müllers søn var to år, begyndte han at putte og made legetøjsbilerne. Der er omsorg i ham, tænkte hun, og derfor fik han en Bulderdukke til sin fødselsdag. Du ved, den lille gulhårede dreng fra Fredagsbio med Anna og Lotte. Grethe Krag-Müller havde pakket den ind, og hendes søn rakte ud efter gaven. Han åbnede den, lukkede den, rakte den til sin mor og sagde ‘nej tak, sådan nogle bruger jeg ikke’.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Slip dit barn fri

– To år gammel, ikke? siger Grethe Krag-Müller, da hun har fortalt historien.

Hun forklarer, at når piger er to et halvt år, og drenge tre, ved de, om de er piger eller drenge. Der går det op for dem, at de ikke længere er en person, men en person, der har et køn.

– Men det sjove er, at lang tid inden de ved, om de er piger eller drenge, opfører de sig, som om de er det og interesserer sig for det, der svarer til deres køn. Det er ikke tilfældigt, at små drenges første ord er traktor, og at det ikke er små pigers, siger Grethe Krag-Müller.

– Og hvorfor er det nu sådan? Det er ikke, fordi det er medfødt, at drenge kan lide traktorer, og piger ikke er så interesserede i det. Det handler om, at de bliver født ind i en kultur, hvor det er de kønsbestemte kategorier, der er til rådighed for dem. Drenge begynder at kigge sig omkring for at se, hvad der hører til drengekategorien, og de begynder at imitere og efterligne mænd. Hvis de vender sig om og ser, at her er kun kvinder i børnehaven, begynder de at identificere sig via forskelle.

Ifølge Grethe Krag-Müller viser en norsk undersøgelse, at en gruppe forsøgspersoner behandlede det samme barn forskelligt alt efter, om det havde enten lyseblåt eller lyserødt tøj på. Og hvis man ikke umiddelbart kan vurdere, hvilket køn et barn er, er der en tendens til – fortæller Grethe Krag-Müller – at man kigger ned i bleen for at kønsbestemme det og for at have en måde at håndtere det på.

Den kønsstereotype tidsalder

’Stop nu det hysteri’

Plads til forskellighed

Kønsneutral børneopdragelse er en af de retninger. Cecilie Nørgaard synes, udtrykket er dårligt, fordi det er nemt at misforstå. Som om at de, der går ind for kønsneutralitet, går ind for, at alle skal være ens. I stedet vil hun gerne bruge ordet kønsnuanceret, fordi det, man vil, er ‘at skabe rum for forskellighed’, som hun beskriver det.

– Hensigten er at frigøre det fra de der meget låste kasser – den lyserøde og den lyseblå kasse – og give mulighed for det menneskelige potentiale, fortsætter Cecilie Nørgaard.

En af måderne, det skal gøres på, skete i 2014 på pædagoguddannelsen. Her blev modulet Køn, seksualitet og mangfoldighed indført, og det skal forberede fremtidens pædagoger på, ‘hvordan de kan arbejde med ligestilling og mangfoldighed’, fortæller Lisa Rasmussen.

Hen (som Lisa Rasmussen vil kaldes, fordi personen her ikke identificerer sig som kvinde eller mand) er adjunkt, underviser i modulet på pædagoguddannelsen i Hillerød, og hen er med i netværket ‘Køn i pædagogik’.

Hen siger, at der på den ene side er klare intentioner fra mange pædagoger og pædagogstuderende om ikke at ville behandle børn forskelligt på baggrund af køn, og på den anden side viser mange danske og nordiske undersøgelser, at pædagoger er med til at opretholde stereotype ideer om, hvad en pige er, og hvad en dreng er.

Nogle af Lisa Rasmussens studerende oplevede i deres praktik, at både forældre og pædagoger havde tydelige, men uudtalte forventninger til, hvem der kunne lege sammen i børnehaven. For eksempel fortalte en af de studerende, at når det var en pige, der blev afleveret om morgenen, kiggede forældre og pædagoger efter, hvor de andre piger var henne.

En anden studerende oplevede også, at hvis en dreng kom i kjole i børnehave, snakkede forældre og pædagoger om det som noget sjovt og som ‘en fase’, der gerne skulle være overstået, når barnet skulle i skole.

Det viser ifølge Lisa Rasmussen, at børnene forhandler normerne for køn, men at forældre og pædagogers reaktioner er med til at begrænse børnenes udfoldelsesmuligheder.

– I mange børnehaver har man en ureflekteret måde at gå til køn på, og den reproducerer ofte normerne, fordi de her forventninger om, hvad en pige og hvad en dreng er og kan, er noget, vi alle sammen er nullet ind i. Pædagoger skal være opmærksomme på, at den her kønsblindhed hænger sammen med en ureflekteret måde at arbejde med køn på, og at den bliver en begrænsning af børnenes både læring og handlemuligheder, siger Lisa Rasmussen og fortsætter:

– Det handler altså ikke om, at vi ikke skal se køn, men snarere om, at vi skal blive opmærksomme på, hvordan vi ser køn, så vi har mulighed for at ændre på det og skabe flere muligheder for vores børn.

Kritikken af kønsneutraliteten går på, at den gør det modsatte af, hvad hensigten er. At den ensretter. Men det er den misforståede opfattelse, lyder det. Hvis det bliver kønsnuanceret – eller kønsreflekteret, som Lisa Rasmussen kalder tilgangen – er det med til at inkludere i stedet for at ekskludere. Og det er en vigtig pointe i debatten, mener både hen og Cecilie Nørgaard. Det handler også om alle de børn, der falder uden for normerne, og som hverken er lyseblå eller lyserøde.

– Hvis normerne er nogle andre, kunne de her, man har grinet lidt af og betragtet som mærkelige, blive nogle fuldstændig legitime mennesker på linje med folk, der følger normerne, argumenterer Lisa Rasmussen.

Sproget er afgørende i inklusionen og som et helt konkret eksempel på, hvordan det påvirker opfattelse og opførsel, lavede Cecilie Nørgaard for nogle år siden noget udviklingsarbejde med en fritidsklub, som ikke kunne forstå, hvorfor drengene ikke deltog i klubbens årlige strandtur. Det var kun pigerne, der tog med. Cecilie Nørgaard vurderede arrangementets plakat, og på den stod der ‘hyggelig strandtur’. Umiddelbart en klassisk feminin konnotation og dermed en ekskludering i sproget. Hun foreslog derfor, at plakaten blev ændret, så der stod ‘sjov og ballade til stranden’. Teorien og håbet var, at den nye formulering ville virke mere inkluderende og ikke så ‘kønnet’. Umiddelbart en simpel løsning, men hensigten virkede. På den næste strandtur var den ene halvdel piger, og den anden halvdel var drenge.

LÆS OGSÅ: Bryder dit barn med de gængse kønsstereotyper?

LÆS OGSÅ: Når børn leger med kønsrollerne

LÆS OGSÅ: Babys køn: Blev du (også) skuffet?