Særligt sensitiv: “Jeg var misundelig på andres rolige babyer”

Ude i skoven omkring Esbjerg vandrer Maj Jørgensen rundt. Det er april måned, småkoldt og fugtigt, og foran sig skubber hun barnevognen, hvor Villum, hendes to måneder gamle søn, ligger og sover.

Umiddelbart kunne det se helt hyggeligt ud – en mor på barsel, der nyder den friske luft under trætoppene. Men det er ikke hyggeligt, og ned ad Majs kind triller en tåre. Ganske vist er det på sin vis befriende at slippe ud af ‘barselshulen’, som hun kalder sin lejlighed, men alene på denne gåtur vil Maj nå at trave i omkring tre timer.

Nogle gange går hun 25 kilometer på én dag, og hun er udmattet. Men stopper hun op bare fem minutter, vågner Villum, og så har hun en ulykkelig, storskrigende baby i vognen, indtil hun når hjem og kan hive ham op og amme ham. Putter hun ham i liften derhjemme, sover han kun ganske kort, hvis det overhovedet lykkes at få ham til at sove. Han skal være i bevægelse konstant – selv i søvne. Så Maj går.

LÆS OGSÅ: Pas godt på din sensitive dreng

Heller ikke i dag har hun nået at spise frokost, for det er en udfordring bare at lægge Villum fra sig for at tage overtøj på. Endnu en gang har hun måttet klare sig med et lynhurtigt stop ved bageren for at købe et pølsehorn og kaffe. Barslen, som hun havde glædet sig til, er bare slet ikke sjov lige nu.

“Nogle gange tænkte jeg: ‘Nu kan det fandeme være nok!’. Jeg kunne jo ingenting andet end at trave rundt i timevis hver dag! Det var ikke sådan, jeg havde regnet med, at min barsel skulle være,” husker Maj tilbage her et lille år senere.

Stolt af sin aktive baby

Du har et surt barn

Afvist af sundhedsplejersken

Endelig nogen, der forstår

Tro på dig selv – og dit barn

I dag er Villum knap et år, og han er stadig et uroligt barn, der på den ene side har brug for, at der sker en masse, men som på den anden side nemt får for meget. Men langsomt finder han mere hvile i sig selv. Og vigtigst af alt har Maj og Charles fået en forståelse for deres dreng og hans behov. Maj har ikke længere et undskyldende udtryk i ansigtet, når hun holder benhårdt fast i Villums rutiner eller takker nej til et arrangement, fordi det bliver for meget for Villum.

“Før fandt jeg hele tiden på undskyldninger for hans humør. ‘Han har ikke sovet så godt’ eller ‘han har ondt i maven’. Nu har jeg meldt ud til min familie og mine venner, hvordan tingene er, og det betyder, at der er kommet en langt større forståelse for, at vi bliver nødt til at gøre tingene anderledes. Det giver mig ro og selvtillid.”

Maj håber, at hun kan inspirere andre i samme situation som hende til at banke i bordet og bede om hjælp langt tidligere.

“Det er ikke en sygdom at være signalstærk og sensitiv, så det kan være svært at få sat ord på, hvad der gør dit barn anderledes. Men jeg vil opfordre dig til at tro på dig selv og holde fast, selv om du i første omgang bliver afvist af eksperterne. For der er hjælp at få derude.”

I forhold til fremtiden er hun også fortrøstningsfuld. Meget har ændret sig i Villums første leveår, og Maj er overbevist om, at hun kan guide sin søn i den rigtige retning – med respekt for hans grænser og behov – og på sigt vende det til noget positivt, at Villum er særligt nysgerrig, lærenem og opmærksom.

LÆS OGSÅ: Sæt dit barn på græs, og styrk hendes sanser