Skilsmisse: “Jeg savner at være en familie”

Det er en helt almindelig dag i september. Kristina Nielsen og hendes kæreste, Christian, sidder hjemme i stuen med deres to børn, Gustav på tre og Sofie på halvandet år, da Kristina rækker ud efter Christians telefon for lige at låne den til et opkald. Da hun ser ned på displayet, toner en sms frem, som får hendes verden til at vælte.

“Den var fra en af Christians kolleger, og det fremgik tydeligt, at de havde et forhold. Jeg fik øjenkontakt med ham og kunne med det samme se, at den var gal. Han sagde ‘vi må tage den senere, vi må beskytte børnene’, men det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg blev tosset på ham og sagde blandt andet, at han bare kunne tage hen til hende den anden, og at vi da kunne ringe til hende med det samme,“ fortæller Kristina.

LÆS OGSÅ: Mette Walsted Vesterggard: “Mit familieliv efter en skilsmisse“

Det kan han da ikke!

Efter at have indrømmet at han har haft et forhold til en anden kvinde i lang tid, pakker Christian samme aften en taske og tager hen til sin søster. Han siger, at han har brug for at tænke og kan ikke svare Kristina på, om han er forelsket i sin kollega.

“Han sagde bare, at det ikke skulle være sket på denne her måde, at jeg ikke havde fortjent det, og at han havde håbet, at forholdet ville løbe ud i sandet. Jeg kunne se, at han også var ked af det,” siger Kristina, der selv var fuldstændig kaotisk indeni.

“Lige der tænkte jeg ‘vi har jo lige startet et liv sammen med små børn, han kan da ikke andet end at komme tilbage’. Samtidig gik den tanke hele tiden gennem mit hoved, at jeg ikke havde fået børn for ikke at være sammen med dem. Det fyldte utrolig meget, hvordan vi skulle dele børnene, og jeg var langt fremme med at overveje, hvordan vi skulle gøre med fødselsdage og jul. Det var ét stort miks at modsatrettede følelser.”

Læs også på ALTfordamerne.dk: Skilsmisse: Sådan fortæller I børnene om det

Det, der skulle have været en stærk, lille familie med far, mor og børn, er faldet fra hinanden, og Kristina spørger sig selv, hvordan de dog er kommet dertil? Kristina og Christian har været kærester i fire år, da de med møje, besvær og reagensglasbehandling bliver forældre til ønskebarnet Gustav. Mindre end to år efter kommer lillesøster Sofie til som en fantastisk dejlig overraskelse for parret.

“Vi troede ikke, at vi kunne få børn ad naturlig vej, så hun var ikke planlagt, men vi var slet ikke i tvivl om, at det var det, vi ville,” siger Kristina.

Ud af eget hjem

Selv om Kristina og Christian elsker deres to skønne unger, får de også en stram hverdag med mange pligter. Kristina arbejder som sygeplejerske med skiftende vagter og er en del væk aftener og weekender, så hun kan se børnene om dagen. Job og børn efterlader ikke meget tid til tosomhed.

“Vi prioriterede børnene over os som par og havde for eksempel ikke behov for at rejse sammen alene. Vi ville hellere være sammen med børnene. Det var vi enige om.”

Hverdagen fungerer, men romantikken har det skidt.

“Der var mange praktiske opgaver, og vi var ikke så meget kærester. Men vi var gode samarbejdspartnere og skændtes ikke, så jeg tænkte, at sådan var det nok bare i en periode. Mine veninder med små børn havde det jo på samme måde.”

LÆS OGSÅ: Lad børn være børn i en skilsmisse

Men alt er langt fra godt. Christian har en anden, og efter at Kristina finder ud af det, følger tre hårde måneder, hvor Christian bor hos sin søster, mens Kristina bliver sammen med børnene. Når Christian skal se dem, må Kristina ofte gå ud.

“Han havde ikke lyst til at være sammen med mig, så jeg var nødt til at tage ud af mit eget hjem. Det var forfærdeligt, når jeg ikke havde valgt det selv. Jeg gik i butikker, i biografen eller var sammen med veninder. Normalt ville det have været dejligt at komme ud, men jeg havde slet ikke lyst til at være social, for jeg var bare så ked af det.”

Læs videre på næste side …

Græder foran børnene

Kristina har stadig et stort behov for at være sammen med Christian om børnene, og det går han med til indimellem.

“Vi spiste tit sammen, og så gik han, når børnene sov. Jeg ved ikke, om det var godt eller skidt, for det var virkelig mærkeligt at være i samme rum med ham, når jeg ikke kunne røre ham – det var som at være sammen med en helt anden person. Jeg havde et stort behov for at snakke og få en forklaring på, hvad der var sket, men han kunne ikke rigtig sætte ord på det.”

På grund af Kristinas arbejde er børnene vant til at være alene med den ene forælder, så de undrer sig ikke over at far og mor kommer og går – i hvert fald siger de ikke noget videre til det. Til gengæld kan de ikke undgå at se, at deres mor er ked af det.

“Jeg kom indimellem til at græde foran dem, og så sagde jeg, at det var, fordi jeg savnede far. Det syntes jeg godt, de måtte se, for det var jo ikke en normal situation. Men de forstod slet ikke, hvad det handlede om. Gustav sagde for eksempel ‘det skal nok gå, mor, far kommer jo igen, og han savner også dig’. ”

I løbet af de tre måneder svinder Kristina ind og bliver grå og trist. Hun taber 10 kilo, har ingen appetit, er altid træt og rager en masse infektioner til sig.

LÆS OGSÅ: Trygge børn med to hjem

“Jeg levede og åndede for børnene og havde behov for at være sammen med dem hele tiden. Jeg tænkte konstant på, at jeg ikke ville kunne undvære dem. De var så små, og hvis vi blev skilt nu, ville de ikke kunne huske os sammen. Det var en skrækkelig tanke for mig.”

Da det bliver december, holder Christian og Kristina jul sammen, for ingen af dem er parate til at undvære Gustav og Sofie. Anden juledag skal Kristina alene til Jylland med børnene. Hun spørger Christian, om han skal være sammen med den anden kvinde imens. Det skal han.

“Og så kiggede han ud ad vinduet og ligesom mumlede, at vi to ikke skulle prøve mere. Egentlig vidste jeg det godt inderst inde, men den slog alligevel hårdt,” siger hun.

Mor flytter ud

Christian pakker endnu engang en taske og flytter hen til sin nye kæreste, mens Kristina sidder ulykkelig tilbage og overvejer, hvad hun nu skal.

“Jeg spekulerede meget over, hvad der var bedst for børnene: Skulle jeg blive boende der, hvor de kendte alt, eller finde et sted at begynde et nyt liv?”

Men lejligheden er Christians, så Kristina må flytte. Parret er enige om, at børnene skal blive i deres institutioner, så hun finder en lejlighed i nærheden. Børnene er for små til at få anden forklaring, end at mor skal flytte, og at de skal bo begge steder. Det accepterer de uden videre. Gustav synes endda, det er spændende og vil straks pakke sine ting.

“Jeg havde ellers været bange for, om Christian ville få en fordel, fordi han blev det sted, de kendte. Sådan var det heldigvis ikke. De var begge helt vilde med stedet med det samme.” Den første nat i den nye lejlighed har Kristina børnene med, og det hjælper, men allerede efter et par dage skal de tilbage til Christian for at bo.

“Den nat var helt forfærdelig ensom. Jeg havde ikke sovet alene i årevis, og der var så stille – ingen mand ved siden af, ingen børn, der snorkede! Det var så trist.”

LÆS OGSÅ: Undgå triste delebørn

Nu starter en hverdag og et liv, som Kristina ikke selv har bedt om. “Jeg følte, jeg havde mistet alt: mand, børn og hjem, og samtidig var det forfærdeligt at vide, at en anden kvinde var sammen med mine børn, når de var hos deres far.”

Læs videre på næste side …

Alene igen

Kristina er vred på Christian, men savner ham også.

“Han var jo ikke bare min kæreste, men også min bedste ven, og nogle gange kom jeg til at skrive eller ringe til ham for at fortælle ting, jeg før ville have fortalt ham.”

Men han havde jo en anden at dele alt det med nu og havde ikke behov for at fortsætte deres venskab. Rent praktisk samarbejder Christian og Kristina udmærket. Kristina foreslår en ordning, der hedder mandag-onsdag, onsdag-fredag og fredag-mandag. Det passer med Kristinas skema, og tanken om, at hun vil have børnene mere end Christian, dropper hun hurtigt.

LÆS OGSÅ: Mindfulness: Kom tættere på dit barn

“Jeg havde først tænkt ‘du får dem ikke, det kan du godt droppe’, men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke holdt. Det skulle jo fungere for børnenes skyld.

Hvad laver mine børn?

Gustav og Sofie falder hurtigt til i den nye kadence og er tilsyneladende ikke kede af at flytte frem og tilbage. Ked af det er til gengæld Kristina selv.

“Jeg syntes, jeg gik glip af så meget, når jeg ikke var sammen med mine børn og havde et stort behov for hele tiden at vide, hvad de lavede. De var jo i sådan nogle vilde udviklingsfaser i netop den periode. Sofie var for eksempel kun lige begyndt at få et sprog, da vi flyttede fra hinanden. Samtidig havde jeg selv et naturligt behov for at dele alle de sjove kommentarer og oplevelser med Christian. Vi er deres forældre, og hvem andre synes lige, at det er sjovt, at Sofie kan sige et helt nyt ord, eller at hun stolt sidder på toilet første gang?”

Derfor foreslår Kristina, at de skal tage i biografen eller spise sammen alle fire, men det har Christian ikke lyst til. Til gengæld får hun gennemført, at de hver dag sms’er til hinanden om, hver der sker i børnenes liv. På den måde bliver det også lettere at tale med børnene, når de kommer igen. Stille og roligt bygger hun en ny hverdag op. I de weekender, hvor børnene er hos hende, begynder hun at tage på ture i området og lærer andre forældre at kende i sit nye nabolag.

LÆS OGSÅ: Parforhold: “Vi var tæt på at gå fra hinanden”

“Jeg blev mere aktiv og opsøgende, for det er drønhårdt at være alene med to små børn en hel weekend. Så er det meget lettere at være sammen med andre og at tage ud.”

Livet lysner

Et år efter at alt gik i opløsning, har tiden læget nogle af sårene.

“I dag kan jeg godt være helt alene og nyde det lidt i korte perioder. Det vil altid være en rigtig møgsituation, og der er gode og dårlige dage, men de gode begynder at fylde lidt mere nu.”

Kristina fokuserer stadig 100 procent på børnene, når de er hos hende, men hun har også et liv ved siden af, hvor hun går ud med veninder. I dag siger hun også ja til firmafester, selv om de ligger i en børneweekend. Tabet af det, der var, tærer dog stadig.

“Jeg savner at være en familie. Jeg havde jo forestillet mig, at de skulle vokse op, som jeg selv er vokset op – med en mor og far, der holdt sammen. Gustav kan godt huske, at vi var sammen, og siger nogle gange ‘her er så rart at bo, kunne far ikke flytte herud?’. Så siger jeg ‘tror du han vil det?’ ‘Neeej’ siger han så. Det gør ondt.”

Kristina bekymrer sig også for, om skilsmissen vil skabe problemer for Gustav og Sofie på længere sigt. Vi de være påvirket af al den uro, de har oplevet, og de mange mennesker, de har skullet forholde sig til? Men fremtiden rummer også et håb.

“Hvis jeg engang får en kæreste og kan skabe en ny familie, vil tankerne og savnet nok blive lidt mindre. På den anden side ved jeg ikke, om jeg er klar endnu.”

Angsten for at blive forladt og såret sidder uden på tøjet. Et skridt videre kunne være at se den nye kvinde i Christians liv.

“Jeg har stadig ikke mødt hende, og det er jeg ked af, for hun er og bliver en stadig større del af mine børns liv. Jeg tror, det hele bliver nemmere, når jeg ser, at hun er en sød person, der er god ved mine børn.”

LÆS OGSÅ: Parforhold: Sådan overlever I kriserne