Chowder med muslinger
Chowder er en fantastisk fiskesuppe, som man i øvrigt kan servere som fuldgyldigt måltid på en kold vinteraften.
Chowder med muslinger til 6 personer
Ingredienser
- Chowder med muslinger
- 2 net venusmuslinger
- 3 skiver saltet og tørret bacon – f.eks. en god italiensk pancetta
- 1 stilk bladselleri
- 1 gult løg
- 1 fed hvidløg
- 8 små pillede og kogte aspargeskartofler (de skal være meget faste og kun lige møre)
- olivenolie
- 1 dl piskefløde
- 1½ dl cremefraiche
- 1 bundt kørvel
- 1 liter fiskefond:
- 1 løg
- 1 gulerod
- 1 porretop
- 1 stilk bladselleri
- olivenolie
- 1 kg fiskeben og hoveder (spørg fiskehandleren)
- 1 fed hvidløg
- 1 laurbær
- et par kviste timian
- 1 stilk bredbladet persille
- salt og 4 hvide peberkorn
- 2 glas tør hvidvin
Sådan laver du chowder med muslinger
- 1. Lav først fond: Rens grønsagerne, og skær dem i grove tern. Kom olie i en stor gryde, og kom grønsagerne ved. Del fiskeben og hoveder i mindre stykker, og kom dem i gryden. Tilsæt hvidløg, krydderurter, salt og peber.
- 2. Kog af med hvidvin, og dæk med vand. Lad fonden koge op. Lad den derefter småkoge 15 minutter. Skum, og sluk for blusset. Lad fonden trække under låg 10 minutter.
- 3. Kog op igen, og sigt derefter fonden først groft og derefter igennem en fin sigte – gerne med et klæde. Fiskefond skal aldrig koge mere end 15-20 minutter, ellers bliver den bitter.
- 4. Rens muslingerne under rindende vand. Dem, der ikke lukker sig, kasseres. Læg dem i en sigte.
- 5. Skær baconen i små tern, rist, til den er sprød, og læg den på fedtsugende papir.
- 6. Skær alle grønsagerne i små tern på nær kartoflerne, som deles på langs. Kom bladselleri, løg, og hvidløg i en stor gryde med lidt olie. Svits, til grønsagerne bliver gyldne.
- 7. Tilsæt muslingerne, og vend dem rundt. Kom 2½ dl fond ved, og læg låg på gryden. Lad muslingerne dampe 5-10 minutter, til de har åbnet sig. Sigt muslingerne og grønsager fra, og hæld væden tilbage i gryden.
- 8. Tilsæt så resten af fonden, fløden og cremefraichen. Lad det koge op, til det tykner. Kom bacon, muslinger og kartofler ved. Lad det hele koge op, og smag til med salt og peber. Server i dybe skåle, og pynt med rigelig kørvel. Server med et godt brød til.
LÆS OGSÅ:Majs-chowder
LÆS OGSÅ:Fiskeret: New England fiskechowder