Sig farvel til appelsinhud
90 procent. Så mange kvinder lider af appelsinhud, anslår man. Heldigvis kan du komme en del af den til livs – hvis altså du glemmer de nemme løsninger og i stedet kigger på kosten. Du skal bare gøre op med dig selv, om du er villig til at undvære chokoladekagen…
Har du været ude at prøve badetøj i år? Så er du nok pinefuldt bevidst om, hvorvidt du hører til de 90 procent, der har appelsinhud. Også kaldet cellulite. Og gør du, er du tydeligvis ikke alene om det. Sagen er nemlig den, at alle kan få appelsinhud. Også dem der ligger i underkanten af BMI-skalaen. Man taler om dårlig cirkulation i fedtvævet, om ophobede affaldsstoffer og frie radikaler, men der er endnu ikke faldet endelig dom over årsagen til appelsinhud.
Vi ved, at det er den indre skønhed, der tæller, men når det er varmt udenfor og man gerne vil gå i kort nederdel eller bikini, slår indre skønhed til som en skrædder i helvede. Det, at der er appelsinhud på næsten alle dameben, gør det heller ikke mere attraktivt i sig selv.
Både medicinal- og kosmetikindustrien tjener gode penge på vores komplekser. Men desværre er der ikke meget, der tyder på, at disse løsninger er særligt effektive. Cremerne er et overfladeprodukt, der ikke påvirker strukturen under huden permanent. Fedtsugning er allerhøjest en midlertidig løsning. Den fjerner kropsmasse, men ikke strukturen i bindevævet, der kan være arveligt betinget.
Selvom der ikke findes en hurtig kur mod problemet, kan man alligevel gøre meget for at formindske appelsinhud. Eksperter mener, at det bedste bud er en tur hos grønthandleren. Et aktivt liv kombineret med den rette kost skulle være den mest effektive måde at få has på de uskønne buler.
Til at hjælpe os på vej med den gode ernæring, har vi spurgt Gitte Dreyer fra Diætisthuset i København til råds.
Gitte anbefaler som udgangspunkt, at man spiser 5-6 måltider om dagen. 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider. Du vil derved spise mindre i løbet af dagen, fordi blodsukkeret holder sig stabilt og giver dig færre såkaldte cravings. I kampen mod appelsinhud handler det om generelt at have en sund livsstil.
LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: Guide: Effektiv nul-sukker-program
Hvordan får man appelsinhud til at gå væk?
– At få det til at gå helt væk vil nok være at love for meget. I og med at det også er aldersbetinget og arveligt, så vil nogle bare være mere ramt end andre. Men det hjælper bestemt ikke at lukke øjnene for problemet og bare ligge på sofaen og spise junkfood. Man kan gøre en stor del ved at motionere og spise den rigtige kost. Men som man tit ser i dameblade, så har filmstjerner også appelsinhud, og hvis der virkelig fandtes et vidundermiddel, ville de nok være de første til at tage det.
Hvilke kostvaner er essentielle i kampen mod appelsinhud?
– Maden skal være så lidt forarbejdet som muligt. Spis grøntsager, frugt, fuldkorn, umættede olier og fisk. Spis gerne fisk to gange om ugen, de indeholder gode proteiner og essentielle fedtsyrer. Ved at spise fødevarer, der ikke er forarbejdede, bevares vitaminer, mineraler, enzymer m.v. i maden. Det vil sige: undgå sukker, hvidt brød, mættet fedt
og fastfood. Det er ikke sådan, at f.eks. æbler er meget bedre i kampen mod appelsinhud end pærer. Det handler om at spise så varieret som muligt, så man får forskellige antioxidanter, vitaminer og mineraler. Man kan ikke spise en håndfuld blåbær og så regne med at
celluliten forsvinder.
Hvad sker der i huden?
– En del af forklaringen er, at cellulite er fedt, der hober sig op i en forandret hudstruktur. Huden består som udgangspunkt af tre lag – overhuden, læderhuden og underhuden. I læderhuden ligger der altid et lag fedt, som fungerer som kroppens isolation og polstring. Fedtet ligger kapslet ind i små rum mellem overhuden og musklerne. Når vævet ikke får tilført tilstrækkelig med næringsstoffer, herunder vand, bliver bindevævet stivere og trækker sig lidt sammen, og så opstår de små fordybninger i huden, der er så karakteristiske for appelsinhud. Samtidig vokser fedtcellerne i læderhuden og skyder op i den svage hud som de små buler vi kender.
Hvorfor danner vi cellulite?
– Appelsinhud er ikke en direkte konsekvens af overvægt og mangel på motion, selvom disse to faktorer gør problemet værre. Faktisk er videnskaben stadig i tvivl om, hvorfor kvinder overhovedet danner cellulite. Det er ufarligt, men en kosmetisk gene. Ifølge lægevidenskaben er der fire mulige årsager. Det kan være et problem med blodomløbet, dvs. dårlig blodtilførsel i vores fedtlag, eller det kan være en slags infektionstilstand i fedtet under huden. Den tredje mulighed er, at det er for-andringer i bindevævet, der er den store synder. Den sidste meget teoretiske forklaring er, at det er tænkt fra evolutionens side som en måde at tiltrække det modsatte køn. På linje med når en påfugl viser sin flotte hale frem – vi blotter i stedet lidt af vores appelsinhud.
Hvordan er det med kaffe og appelsinhud? Ny forskning viser, det måske er godt for os...
– Det er rigtigt, at koffein øger blodcirkulationen, men det er ikke noget, der gør underværker. Det er lidt i stil med, at man siger, at grøn te og chili sætter forbrændingen op. Det er minimalt, ikke noget man taber fem kg på. Det er bedre at løbe en tur.
Må man så aldrig røre is eller chokolade?
– Jo, en gang imellem, men hvis man virkelig vil gøre en indsats mod appelsinhud, skal man lade det være. Dog er det helt o.k. med at stykke godt mørkt chokolade ind i mellem.
Er det rigtigt, at det hjælper at drikke op mod to liter vand om dagen?
– Det er vigtigt at drikke nok vand. Drik gerne to liter. Vand er med til at skylle vores affaldsstoffer ud, det er godt for vores fordøjelse og cellefornyelse. Men det er ikke sundt at drikke for meget vand. Hvis du kommer op i nærheden af fire liter om dagen, så får vi bare skyllet vandopløselige vitaminer væk.
Hvis man også smører sig ind i en anti-cellulite creme, kan man så tillade en is en gang imellem?
– Jeg kender desværre ingen cremer, som har en optimal virkning. Jeg vil sige, at det, der hjælper, nok er 80 procent kost og motion og 20 procent cremer.
Få råd til, hvilke madvarer der kan hjælpe i kampen mod appelsinhud, på næste side.
Spis dig til mindre appelsinhud- Damp dine grøntsager i stedet for at koge dem, så bibeholder de
deres næringsstoffer.
- Drik en kop grøn te om morgenen. Grøn te har en rensende virkning og er rig på antioxidanter, som beskytter vores celler. Grøn te skulle også virke mod betændelsestilstande i bindevævet, som sættes i forbindelse
med appelsinhud.
- Fennikel er godt for huden og fordøjelsen. Vask den, fjern de grønne duske, og skær den i mindre stykker. Hæld lidt olivenolie, balsamicoeddike og salt over. Det smager også godt at blande fennikel sammen med appelsinskiver og sorte oliven.
- Råkost. Mere simpelt bliver det ikke, men gulerødderne skal være fulde af smag, ellers bliver det for kedeligt.
- Tomater indeholder lycopene, der stimulerer blodomløbet. Lav en simpel tomatsalat med et par oliven, lidt citron og et stænk af olivenolie.
- Broccoli er fantastisk mod cellulite, fordi det indeholder et stof, der hedder alpha lipoic, som skulle forhindre collagenlag i kroppen i at blive hårde. Hvis du ikke er vild med at spise broccoli for sig selv, smager det også godt med pasta og ris.
LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: Guide: Spis dig til en smuk hud