Bliv genfødt i Alperne
De høje, frodige østrigske bjerglandskaber er egentlig nok til at afstresse dig fuldstændig. Men når du så tilsætter infinity-pool, udendørs spa, naturlige varmebassiner, vandreture i bare tæer og spa-behandling dybt inde i Gastein-bjergene, er du garanteret wellness i særklasse.
De dybe, afslappende vejrtrækninger bliver hurtig en naturlig del af dig, når du befinder dig i Gasteins fortryllende bjerglandskab. I bjergene, inde i grotter og i varmepools i de små hyggelige byer nede i dalene.
Om vinteren er Gastein kendt som en god ski-destination, men der er endnu flere oplevelser at hente om sommeren. Når sneen er væk, handler det om alle wellness-mulighederne, der udover spa-oplevelserne, tæller vandre-ruter, mountainbiketrails og badeture i bjergsøen.
Wellness på bjergkanten
Du lægger dig i en af de lækre, bløde gyngestole, der nærmest svæver udover bjergkanten på designhotellet Das Goldberg. Du tager en dyb indånding og giver dine øjne en kærlig naturbehandling ved blot at kigge på de stejle bjerge, der rejser sig som grønne vægge foran dig. Forinden har du fået den skønneste massage. Og endnu tidligere, inden du vågnede fra massagehimlen, slappede du af med saunagus efterfulgt af en tur i udendørs-jacuzzien. Mens din krop var jacuzzi-varm, hoppede du i det kolde bassin, som er fyldt op med vand direkte fra bjerget. Selvom det er gispende koldt, klarede du at svømme et par baner for at give din krop en ekstremt frisk oplevelse, der stimulerede blodcirkulationen. Og nu ligger du så i gyngestolen. Men om 20 minutter bliver solen for stærk, og du hopper i infinity-poolen, hvor du med armene hvilende over kanten bliver ét med bjerglandskabet rundt om dig.
Snup en tur i hotellets kæmpegynge, og nyd den vilde bjergudsigt.
Nu er du blevet godt sulten til middagen, og det er meget belejligt, for mæt bliver du i hvert fald på Das Goldberg. Hver dag forbereder kokkene mad med lokale, økologiske råvarer, f.eks. sprød andeskinke med hasselnødder, ravioli med citronskaller eller gedeost med aubergine, oliven og valnødder.
Den hjemmelavede morgenmad er også en fornøjelse. Især fordi du kan sidde udenfor på terrassen og se, hvordan morgendisen langsomt fordamper fra dalen, og de grønne bjerge kommer til syne. Det er en ganske fin opvarmning for sjælen inden yogatimerne i det fri.
Infinity-poolen på spahotellet Das Goldstein.
Priserne er gode ifht. alt det, du får med oven i. Især hvis du vælger en pakke. Fx koster 4 overnatninger inkl. spa, morgenmad, aftensmad og eftermiddagssnack 495 euro.
Se mere på dasgoldberg.at/
LÆS OGSÅ: Snorkling og safari i Kenya og Tanzania
Radon-spa i bjergets indre
Du kan måske ikke forestille dig det, inden du virkelig prøver det: radonbehandling 2,5 kilometer inde i et bjerg. Radonstrålerne i Heilstollen-bjerget har i 60 år tiltrukket folk med ledsmerter og hudproblemer men også folk, der "bare" vil forstærke deres immunforsvar. Det lyder måske overnaturligt med radonbehandling, men det er de sunde radonstråler fra bjerget, der stimulerer kroppens egen genopbyggelsesmekanismer og reducerer de frie radikaler.
Magien sker 2,5 km. inde i bjerget, hvor der er mellem 37 og 41,5 grader varmt, og hvor luftfugtigheden er mellem 70-100 procent. Inden behandlingen kommer du ind til lægen for at få et helbredstjek. Så er det på med badetøjet og ind i bjerget, hvor der venter nogle specialbyggede togvogne, der transporterer dig og de andre gæster 2,5 kilometer ind i bjergets indre. Meget hurtigt fugter vinduerne til, det bliver varmt, og du mærker den høje luftfugtighed, der får din vejrtrækning til at blive tungere. Så stopper toget, og du bliver guidet ind i et grottelignende rum, hvor du skal ligge i 30 minutter, mens bjergets stråler gør usynlige underværker for din krop i over 70 procents luftfugtighed.
Det føles som ingen andre spa-oplevelse at ligge inde i et meget varmt bjerg med 2,5 km til nærmeste "saunaudgang". Og det er det også. For Gastein Heilstollen er en fuldstændig unik oplevelse, der ikke findes andre steder på kloden.
Du bliver ikke kureret for ledsmerter og andre skavanker på den ene gang. Men kommer du der 12 gange, mener Heilstollen-eksperterne, at der er 90 procent chance for, at du er smertefri i op til et år. Togføreren, der kører toget hver dag, siger, at han i hvert fald ikke kan huske, hvornår han sidst havde været syg. Og det er af samme helbredsmæssige årsager, at nogle ski-guider i alperne tager behandlinger i Heilstollen, før sæsonen begynder.
Se mere på Gasteiner-heilstollen.com
LÆS OGSÅ: Kom med til eksotiske Bali
Vandterapi og kvindesauna
Med hele 17 geotermiske vandkilder i Gastein kan man vist godt konstatere, at området er ret oplagt til vandterapi. Vandet fra kilderne kommer fra undergrunden, er varmt og indeholder naturligt radon, som har helbredende effekt. Det bliver ført til forskellige vandterapicentre, spa og hoteller via rør. Derfor behøver du ikke at have dårlig samvittighed over energi- og varmespild, for naturen har allerede sørget for både vand og opvarmningen på 32-44 grader.
På Felsentherme spa- og behandlingscenter er poolsene fyldt med 1 million liter geotermisk vand, og der er både indendørs- og udendørspools, hvor du har god udsigt til de omkringliggende bjerge. Der er også sjove vandområder for børn, massagestole til voksne og hele otte forskellige slags saunaer.
Alpentherme Gasteinn spa og behandlingscenter er stort og har både indendørs- og udendørsbassiner. Her er der også en unik kvindesauna med både damp- og infrarødområde, men det unikke er hverken damp- eller infrarøddelen. Det unikke er, at det er en kvindesauna. I Østrig er de nemlig ret storsindede, når det kommer til unisex-saunaer og især til at være nøgen i saunaerne. Faktisk ser de, at man helst er helt tekstilfri i en sauna. Derfor kan det godt virke ekstra lokkende med en kvindesauna. I hvert fald for os blufærdige typer. Bevares.
Se mere på Alpentherme.com & Felsentherme.com
Fysisk balsam for sjælen
Hvis ikke du i forvejen er draget til at udforske naturen, bliver du det nemt i Gastein, hvor du lever og ånder i den frodige natur. Og heldigvis kan du komme rundt til fods næsten over alt, for det virker som om, der er lige så mange vandreruter i Gastein, som der er cykelstier i København. De markerede vandreruter tæller 350 km, men er dog langt mindre trafikerede end de københavnske cykelstier.
En af de unikke ruter er barfodsruten ved Fulseck, hvor du går barfodet gennem forskellige overflader. Stien fører dig både rundt om og inde i søen. Her får dine fødder massage af jorden og søbunden, mens dine øjne får "massage" af det gennemskønne billede: genspejlingen af bjergene i søen. Det er absolut ikke en dårlig måde at mærke ny energi gennem hele kroppen.
Oppe i bjergdalen, Sportgastein, venter dig en anden anderledes vandreoplevelse, der ikke kun behager sindet men også maven. Så bare glem alt om at tage madpakke med, for her ligger der små, hyggelige kroer langs vandreruterne. Og de går alle sammen op i at lave hjemmelavet og økologisk syltetøj, brød, pandekager etc. Nogle af dem holder også grise, høns, geder etc. Derfor kommer deres kødretter også fra baghaven.
En pause efter vandring i Bad Hofgastein.
Holder du mere af de levende dyr, vil du elske Sportgastein for, at der intet hegn er mellem dig og de fritgående køer, får og heste. Her må landmændene nemlig frit græsse deres dyr, ligesom du også må bevæge dig frit over det hele.
LÆS OGSÅ: Kom med til cool Kiev
Gennemført morgenmad i højderne
Om morgenen rammer duften af nybagt brød fra udendørsovnen dine næsebor samtidig med, at lyden af ko-klokkerne når dine ører. Duften og lyden kommer oppe fra bjergene ved Dorfgastein, hvor den hyggelige kro, Amoseralm ligger med udsigt over solopgangen, bjergene og de græssende køer. Her skal du komme, hvis du elsker hjemmelavet økologisk morgenmad lavet med kærlighed og omhu. Selv spegepølsen og smørret er hjemmelavet heroppe.
Hjemmelavet økomorgenmad i de østrigske alper.
Børnene kan være med til at lægge brænde i ovnen og bage brødet selv, og hvis du elsker bjerghyttelivet, kan du også overnatte på kroen og være med til at malke køerne.
Er du ferm til bjergcykling, kan du køre op til Amoseralm ad en stejl 3 kilometer-rute. Ellers kan du vælge den nemme vandrerute, Bärenweg. Men biler er også velkomne.
Tips til vandreruten
I og med Gastein er et skiområde er der en masse skilifter. Heldigvis er lifterne også åbne om sommeren, og det betyder, at du kan blive transporteret op til de smukkeste udsigterspunkter. Det betyder også, at du ikke nødvendigvis behøver at starte din vandretur fra bunden af bjergene. Der venter dig også fabelagtige vandreruter helt oppe i højderne.
Adrenalin-kick
Wellness behøver ikke kun at være spa og roligt tempo. Energiske oplevelser kan også give dig en god kropsfornemmelse eller noget, der endda ligner en følelse af forelskelse – et galoperende hjerte – f.eks. hvis du glemmer højdeskrækken derhjemme og zipliner. I Bad Gastein hænger du højt over dalen Gasteiner Ache og suser 300 meter hen over den bjergøstrigske arkitektur og ikke mindst over det hidsige vandfald. Så ser du både naturen og byen, som fuglene ser den.
I lidt højere fuglehøjde finder du en anden oplevelse, der får adrenalinen i kog hos dem højdeskræk. Nemlig Europas højeste hængebro 2.300 meter over havets overflade ved Stubnerkogel. Broen er 140 meter lang, og for hvert skridt du tager, er der frit udsyn 28 meter ned. Broens metalbund er hullet, så du ikke er i tvivl om, at du befinder dig i højderne. Hvis din højdeskræk ikke forhindrer dig i at gå hele vejen over hængebroen, kan du belønne dig selv med frokost på restauranten på den anden side af dalen.
Cyklen, badesøen og højderne
Det er ikke mærkeligt, hvis din vejrtrækning bliver lidt tungere end normalt, når du kører mountainbike i Gastein. For bjergene ligger i op til omkring 2.000 meters højde. Så det er noget andet end at mountain-bike i det flade Danmark. Men der findes også mindre udfordrende ruter, som også er egnet til familier med børn. F.eks. The Gastein Valley Bike Path, hvor du kører igennem smukke udsigtpunkter og "kun" er 1.100 meter over havets overflade. Og hvad er bedre end at kunne hoppe i en badesø langs cykelruten?
Rejsen til Gastein
Du kan både flyve derned eller køre hele vejen til Gastein i bil.
Flyveturen er fra København eller Billund til Salzburg (der kan være et mellemstop i Berlin). Fra Salzburg kan du leje en bil og køre til Gastein.
Hvis du har muligheden, skal du sætte en dag af til at udforske Mozarts fødeby, Salzburg.
Sæsoner og klima
Sommersæsonen kører fra maj til oktober, og de varmeste måneder er juli og august, hvor temperaturen kan komme over 25 grader. Men man kan aldrig regne helt med vejret i Alperne, så vær forberedt på skiftende vejr.
Om Østrig og Gastein
Der bor omkring 8,5 mio mennesker i Østrig men kun omkring 4.500 helårsbeboere i byerne, der tilsammen udgør Gastein.
Læs mere om Gastein på Gastein.com og om regionen Salzburgerland på
LÆS OGSÅ: 10 ting du ikke må gå glip af i Tokyo
LÆS OGSÅ: Familieferie til Sri Lanka: Bountystrande, frodig natur og fornyet energi
LÆS OGSÅ: 6 grunde til at holde vinterferie i Kenya