12 ord satte sig i Gun-Britt: ”Det var rigtig svært at skulle op imod. Men det gjorde jeg”
Gun-Britt Zeller har kæmpet for sin plads i verden, sin drøm og sit værd, siden hun var en lille pige. Det har gjort hende til et forbillede for mange – og givet hende en bevidsthed om at huske at rose andre.
Gun-Britt Zeller var bare en stor skolepige, da hun første gang var oppe imod en kvinde, der forsøgte at holde hende nede. Kvinden var hendes egen mor.
”Da jeg som 11-12-årig fortalte min mor, at jeg forestillede mig, at jeg skulle være frisør, sagde hun: ’Du skal ikke tro, du er noget’. Og: ’Du bliver aldrig til noget’. Den var hård, jeg blev meget ked af det, og det var rigtig svært at skulle gå op imod. Men det gjorde jeg. For jeg ville være frisør, og jeg kom i lære som 13-årig. Da jeg kom på frisørskolen, kæmpede jeg med min ordblindhed, og min lærerinde, som var en rigtig skrappert, sagde, at det ikke kunne nytte noget at have mig gående der, når jeg ikke kunne læse og stave. Og så blev jeg smidt ud. Heldigvis havde jeg den mest fantastiske læremester, der tog med hen på skolen og sagde til lærerinden: ’Det er hænderne, I skal kigge på, og hun SKAL være her’. ”
Og så fik du lov til at blive?
”Ja, men jeg måtte love lærerinden, at jeg så ville blive en af de dygtigste.”
Og det blev Gun-Britt. En af de dygtigste. Men dermed var hendes udfordringer ikke overstået. Da hun som 17-årig var udlært, fik hun job hos den smarteste frisør i Aalborg, og da hun havde været der et års tid, hørte hun om den berømte engelske frisør Vidal Sassoon og hans meget anderledes måde at arbejde på.
Hun begyndte at foreslå, at de klippede som ham i salonen. Det ville den kvindelige chef slet ikke høre tale om, og hun sagde lige ud til Gun-Britt, at hun ikke skulle begynde at sætte griller i hovedet på de andre piger. Hvis Gun-Britt skulle være i den salon, skulle hun klippe, som hun fik besked på.
Gun-Britt ville noget andet, og hun tog hemmeligt til København, oplevede Sassoon i Bellacenteret og kom beriget tilbage. Men beskeden var den samme: ’Klip, som vi plejer’. Det ville Gun-Britt ikke, så hun flyttede til København og fik job hos en af byens bedste frisører, Helmersen.
I 1976 åbnede hun sin egen salon i Skoubogade, hvor hun havde fokus på konstant at uddanne sig selv og sit personale. I en branche, hvor de fleste chefer var mænd, skulle hun kæmpe ekstra hårdt for at bevise sit værd, og journalisterne gad stort set ikke se til hendes side i begyndelsen, så omtale var der ikke meget af.
”’Hvem tror du egentlig, at du er?’ Sådan var stemningen, og det kæmpede jeg med i mange år. Der var også mange, der var forargede over, at jeg tog flere penge for at klippe end de fleste andre. ’Hvordan kan det være så dyrt at blive klippet af dig’, fik jeg at vide. Og: ’Hvad er det egentlig, du kan, som er så særligt’? I dag er der mange i branchen, der takker mig for at have sat priserne op, for ellers havde vi stadig stået og klippet for 300 kroner. Men jeg lå da tit om natten dengang og tænkte, gad vide, om jeg har klippet for sidste gang, og om hele min forretning går ned?”
Næste store udfordring kom, da Gun-Britt blev gravid. Da det begyndte at kunne ses, var der mange kvinder, der sagde til hende: ”Børn – så er det slut med karrieren, det kan du godt regne med”.
”Og det er i virkeligheden nok den hårdeste kommentar, jeg har fået gennem årene. At blive ramt på mit moderskab gjorde virkelig ondt, for det er da netop i den situation, at vi kvinder skal bakke hinanden op, synes jeg. Vi har rigeligt med barrierer i forvejen, vi behøver ikke også at spænde ben for hinanden. Nå, men jeg er sådan indrettet, at jeg i stedet for at rette ind og lukke min salon tænkte: Jeg skal vise dem, at det kan lade sig gøre. Så når andre kvinder sagde: ’Bare vent, du bliver klogere’, så tænkte jeg, hvad fanden har I forestillet jer? Jeg har en virksomhed, det SKAL jo køre! Der var ikke noget enten-eller i min situation. Så jeg klippede til den dag, hvor jeg fødte om natten, og efter en uge derhjemme var jeg på arbejde igen.”
Hvordan var du som chef dengang i forhold til i dag?
”Jeg var en hård chef i begyndelsen, fordi jeg selv var så ambitiøs. Jeg er blevet mildere med årene. Mere blød. Og mere rund. Jeg har forstået, at alle ikke er, som jeg er. Bare fordi jeg selv gik på arbejde en uge efter, jeg havde født, var det ikke ensbetydende med, at andre skulle gøre det samme. Som selvstændig fandt jeg også hurtigt ud af, at jeg ikke bare kunne holde på folk efter arbejdstid, fordi jeg selv syntes, det var så sjovt at undervise og blive undervist. Mine ansatte skulle jo hjem til deres familier, og hvis man vil have dygtige folk, skal man selvfølgelig respektere den slags og lægge undervisningen i arbejdstiden.”
Gun-Britt er i dag 72 år, og hun synes, at livet er blevet nemmere i takt med, at tiden er gået.
”Jeg har egentlig aldrig følt, at jeg var i konkurrence med andre, men jeg har mødt det den anden vej. At folk har opfattet mig som en konkurrent i faget. Det gør jeg ikke så meget mere. Der har alderen sjovt nok været god for mig. I dag er det som om, der er en anden form for respekt omkring mig, og jeg oplever, at de fleste synes, at det, jeg har opnået, sgu er meget godt gået. Jeg føler faktisk, at jeg får mere ros, jo ældre jeg bliver. Jeg mødte langt mere modstand, da jeg var ung.”
Så i dag kæmper du ikke så meget mere?”
”I dag kæmper jeg måske lidt med, om folk synes, jeg er blevet for gammel til at være i faget. Jeg kan godt få kommentarer som: ’Gud, arbejder du stadigvæk?’ eller ’Skal du ikke snart på pension?’ Det rammer mig da lidt, fordi jeg slet ikke selv er der endnu, hvor jeg overvejer at holde op. Jeg arbejder hver dag fra morgen til aften. Derfor gør det mig ekstra glad, når jeg, som forleden dag, fik en sød besked fra en tidligere ansat, der havde set artikler om mig flere steder: ’Du må aldrig stoppe med at arbejde, du er min største inspiration’, skrev hun. Det gjorde mig så glad.”
Hvad gør du selv for at hjælpe andre kvinder godt på vej?
”Jeg gør meget ud af at rose andre kvinder. Jeg er aldrig bange for at gå hen og sige, hvis en pige gør det godt. Aldrig. Og jeg bliver mere og mere bevidst om at gøre det. Jeg kan mærke, at de bliver glade, og jeg kan mærke, hvor glad jeg selv bliver af det. Jeg bliver ikke mindre af at rose andre. Tværtimod. Jeg oplever også, at jeg bliver brugt lidt som mentor af unge kvinder i faget. De vil gerne lige have et godt råd, og der føler jeg, at jeg har en stor erfaring og et stort overskud af øse af. Det skal man ikke være bange for at gøre.”