Chefredaktøren har et særligt ønske: ”Dét kan vi godt gøre bedre”
I forbindelse med Kvindernes Kampdag 2023 har ALT for damerne slået sig sammen med Roccamore for at sætte fokus på respekten mellem kvinder. Ifølge chefredaktør Rikke Dal Støttrup er det noget, som vi skal have mere af. Læs hendes leder her.
De seneste års sexisme-opgør i Danmark har i høj grad handlet om kvinder vs. mænd – og vi skal blive ved med at slå ned på såvel sexchikane som generel bias – men på dette års kampdag har vi valgt at holde os på egen banehalvdel. Kvindernes.
For skal vi opnå ligestilling, bliver vi nødt til at blive endnu bedre til at bakke hinanden op. Det har været fantastisk at opleve, hvordan Metoo-opgøret fik vinger, da kvinder begyndte give deres støtte til andre kvinder til kende i underskriftsindsamlinger og på sociale medier.
Men det er i det lange løb ikke nok at like Helle Thorning-Schmidt på Instagram; det er ude i virkeligheden og i hver eneste hverdagshandling, den allervigtigste opbakning finder sted. Og dét kan vi godt gøre bedre.
I en undersøgelse, ALT for damerne har lavet sammen med Roccamore, viser svarene, at de adspurgte kvinder faktisk oftere oplever at blive mødt med fordomme eller kønnede, nedladende kommentarer fra kvinder end fra mænd.
Eksempelvis svarer hver fjerde kvinde, at hun inden for de seneste fem år har fået kommentarer a la ”det er bare typisk kvinder” fra kvindelige kolleger, mens de i mindre grad oplever det fra mænd.
Kun hver 10. svarer, at mandlige kolleger kommer med den slags kommentarer. I undersøgelsen svarer hver tredje kvinde, at en anden kvinde har åbnet døre for hende.
Men desværre svarer hver fjerde, at kvinder har været med til at lukke døre for hende!
ALT for damerne er gået sammen med Frederikke Antonie Schmidt, stifter af Roccamore, om at sætte fokus på det, som med ét ord kan sammenfattes til ”respekt”. Vi skal som kvinder have så meget respekt for os selv, at vi også kan udvise behørig respekt for andre kvinder og anerkende deres værdi og vigtighed i alle aspekter af tilværelsen. Vi kalder det også søstersind.
Frederikke har de sidste mange år været med til at præge debatten om ligestilling i erhvervslivet, og hun har selv oplevet, hvordan andre kvinder har mødt hende med kommentarer som ”du kan kun være iværksætter, fordi du ikke har børn” – det kan du læse her.
Det giver god mening for mig, at vi på denne kampdag slår vores flotte pjalter sammen om et opråb til vores medsøstre: Vis hinanden respekt – eller som du vil se det hos Roccamore: ”Show Some Respect”.
På alt.dk kan du også møde de kvinder, som du også vil se i Roccamores univers. Gun-Britt Zeller, Ellen Hillingsø, Annette Heick, Rikke Hertz og Aida Sowe fortæller om, hvilke fordomme de er blevet mødt med fra andre kvinder – og hvordan de selv er bevidste om at give en hestesko til andre kvinder.
God kampdag!