Jeg er ikke din seksuelle revolution

KLUMME: Forandring fryder. Og jeg ved godt, man kan have brug for at læne sig op af en anden for at komme igennem livsomvæltninger, for at udvikle sig til det menneske, der er kommet ud på den anden side af ting. Jeg forstår godt behovet, men jeg vil ikke igen være hende, der er midlet og ikke målet.

For løfteraketter slippes. De hænger lidt i tomrummet, når de efterlades, og så styrter de og går til grunde. Selve rumfartøjet kan ikke lette uden dem, men når løfteraketter har fået andre til vejrs, har de udtømt deres funktion.

En mand sagde til mig, da jeg efter bruddet prøvede at få sat ord på, hvad fanden der var gået galt mellem os: 'Du var min seksuelle revolution'.

Jeg tror nok, han mente det som en kompliment. Men det var det ikke. Jeg tror, han tænkte, at det var en ros til mig, at jeg havde fået ham til at åbne op for nye sider af sig selv, og at han var glad for det. Men nu skulle han altså noget andet, hej, hej.

LÆS OGSÅ: Sådan får vi mere liderlighed og mindre pligtsex

Det er ikke godt nok. Grunden til, at de ord stadig svier, er ikke, at jeg skammer mig. Jeg har ikke noget imod at få at vide, at jeg er god i sengen. Men hans ord fik mig til at føle, at jeg ikke var værd at elske. At det, jeg havde betydet, kun havde med ham selv at gøre. Jeg følte mig glødende klar til at kæmpe og elske side om side, men ikke for at ende som kanonføde. Jeg var ikke i det forhold for at være et spændende indslag i hans liv. Fandeme nej, om jeg vil være en seksuel revolution. Ikke hans, ikke nogens.

Men tiden med mig var åbenbart den oplevelse, han skulle igennem for at blive klar til at være i et rigtigt forhold med en kvinde, der ikke var mig. Sådan et, hvor man har rudekuverter sammen, en fremtid. En kvinde, han kan være den store mand overfor. Ham, der har været revolutionær, og derfor er spændende i en hverdag af småting.

Det er måske fordi, luder/madonna-komplekset stadig lever. Som feminist og fortaler for, at både kvinder og mænd skal nyde og udforske deres seksualitet, piner det mig, at det alligevel ofte forholder sig sådan, at der er kvinder, der er spændende, vilde og interessante. Men det er ikke dem, der ender med at blive kærester og koner. Sådan meget groft sagt.

LÆS OGSÅ: Ode til den ordentlige mand

Mig? Jeg blev efterladt ved fronten, sønderskudt, i ingenmandsland. Jeg havde kæmpet for noget, jeg troede, vi var fælles om. Han aflyste kampen og overgav sig til konformiteten. Jeg aner ikke, hvilken sag de to kæmper sammen om, hvilken revolution de har, hvis de har noget at slås for. Jeg ved blot, at jeg mister den sidste rest af respekt og kærlighed for ham, hvis jeg nogensinde finder ud af, at han har fået hende til at føle sig så uelsket og værdiløs, som jeg følte mig. Jeg føler en sær ømhed for hende uden at kende hende. Jeg under hende virkelig at ånde lettet op med ham i vished om, at det nu er de to. For den vished gav han mig aldrig. Altid et skridt frem, to tilbage, aldrig helt god nok til at være en del af hans liv, der tålte dagens lys.

Og jeg gider ikke det spil. Jeg behandler ikke mænd som enten kneppekarle eller ægteskabsmateriale, jeg kan se en fremtid med. Jeg tænker ikke, at det er enten revolution eller rudekuverter. Jeg prøver at se folk som hele mennesker, også i forhold. Jeg anerkender, at kærligheden er kompleks og rent ud sagt besværlig. Jeg vil gerne give ting den nødvendige tid og energi. Men jeg vil ikke være den eneste, der giver.

Jeg sagde ikke, at de ord sårede mig. Jeg trak mig. Slap dialogen. Men jeg savner den, savner troen på noget bedre, noget større sammen, den særlige måde at tale fortroligt på, som var vores. Jeg tvivler på, at han gør det samme. Måske nogle gange ganske kort som noget dejligt, men ikke som noget, der på nogen måde har noget at gøre i det liv, han lever nu. Sandsynligvis tænker han slet ikke på det, der var. Jeg er som hans ungdoms ørering: Noget, der ikke er en del af ham længere, kun hullet tilbage.

Og jeg kan stadig blive så vred. I små glimt, når jeg lægger tingene sammen og trækker fra. Det, der for alvor gjorde nas, er det faktum, at han fik mig til at tvivle på selve sagen. At jeg nu tænker, 'klart, det skal ikke være', hvis jeg er på date, selv hvis det er dejligt og med en god mand. Jeg stoler ikke på andre og slet ikke mig selv. Jeg tænker på, om andre ser mig som elskerindemateriale eller som en, der har kærestepotentiale. Jeg burde slet ikke tænke de tanker. Jeg burde ikke have ladet en mand, der konstant prøvede at vise mig, at for ham kunne jeg kun blive det første, sætte det mærke i mig.

LÆS OGSÅ: Da jeg matchede med to kendte mænd på en dating-app

Jeg er blevet alt for bevidst om, hvordan jeg virker på andre. Alt for varsom, alt for bange for at blive såret. Alt for bevidst om, at jeg nok endnu engang er midlet, ikke målet. At det kys, jeg gerne vil have, det kys, jeg gerne vil give, måske er meningsløst lige om lidt. Eller prøver på at få det til at være mere end det måske er, blot for at det ikke igen skal være ligegyldigt.

Jeg længes efter at brænde igen, men ikke som løfteraketten i frit fald, mens den flammende styrter ned, eller som nødblus fra fronten, hvor jeg kæmper alene. Jeg er ikke et middel, jeg er et mål. Jeg vil også være elsket, og jeg vil have lov til at elske tilbage. Og hvis jeg ikke kan være det, skal jeg ikke give mine kræfter og kærlighed uden krav.

Så til fremtidige mænd: Jeg er ikke din revolution. Jeg er ikke din terapi. Eller hende, der samler stumperne fra dit hjerte og ego, og giver dig videre, når jeg har kysset alt det, der gør ondt væk, så du har det bedre med dig selv. Og jeg regner heller ikke med, at du er det for mig.

For hvem fanden vil også være en løfteraket eller rumfærge? Det er ikke ambitiøst nok. Jeg vil hellere være Tusindårsfalken.

LÆS OGSÅ: Flyv, sagde han og gik. Jeg faldt

LÆS OGSÅ: ”Kender du manden, der vil det hele - på nær at være kærester?”

LÆS OGSÅ: Jeg er også lige blevet single… For jeg har slået op med samtlige dating apps, jeg havde på min smartphone