Sådan slutter du fred med dine følelser
Bliver du ofte vred eller ked af det? Og befinder du dig ofte i følelsesmæssigt belastende situationer? Så er denne øvelse noget for dig, ifølge psykolog Thomas Markersen, der står bag meditationsøvelser målrettet det moderne arbejdsliv i konceptet Tanke Timeout.Lyt til øvelsen via lydfilen nederst i artiklen.
Nogle stærke negative følelser synes at hænge fast, de gør ondt og de bidrager sjældent til at løse dine eventuelle vanskeligheder. Med denne øvelse vil du erkende, at følelser ikke er et problem i sig selv.
Følelser bliver først rigtigt slemme, når du betragter dem som et problem og du derfor forsøger at slippe af med dem. I den fysiske verden, hvor vi går, står og danner vores erfaringer med ting, er mennesket som art uovertruffet. Vi kan for eksempel fremstille huse og tøj, sågar rumraketter og atomvåben. Vi kan med andre ord manipulere, ændre på og håndtere vores fysiske omgivelser. Hvis vi har en sten i skoen fjerner vi stenen.
De fleste af os benytter samme strategi indadtil: Hvis vi har en negativ følelse skal den fjernes, den skal væk. Hvis vi oplever vrede, råber vi for at komme af med vredesfølelsen. Hvis vi oplever nervøsitet må vi væk fra situationen, for at komme væk fra følelsen.
Sagen er bare at den indre verden, virker omvendt af den ydre verden. Hvis du råber,bliver du typisk mere vred. Hvis du undviger det sociale, bliver du højst sandsynligt mere nervøst anlagt. Du kender det, prøv at lade være med at tænke på et badedyr. Det er svært, ikke? Det svarer til at prøve at drukne et badedyr. Vores opgave udadtil er at ændre på verden, fjerne det ubehagelige, så verden passer os bedre.
Indadtil, er opgaven at tillade og rumme det ubehagelige, så det holder op med at plage os. Formålet er at give dig overblik og styrke til at være i verden, og håndtere dig og dine nærmestes liv bedst muligt - uden at lade dig styre og terrorisere af stærke negative følelser.
Denne øvelse er god, hvis:
• Du ofte befinder dig i følelsesmæssigt set belastende situationer
• Du oplever ofte stærke følelser
• Du ofte bliver vred, eller ked af det
• Du oplever uro i forbindelse med specifikke situationer som præsentationer, møder, svære samtaler, konflikter - samt mere klassiske fobier såsom frygt for elevatorer, højder, sociale situationer, edderkopper og lignende.
Lyt til øvelsen her: